Tidligere på måneden kom en række repræsentanter for lande og religioner i Asien og Europa sammen i Madrid for at diskutere, hvordan man kan styrke religionsfriheden. Skønt religionsfriheden er alle menneskerettigheders moder og tillige er indskrevet i diverse internationale konventioner og megen national lovgivning, ved vi også alt for godt, at den er under pres, og at dens overholdelse lader meget tilbage at ønske. Den officielle definition, som vi har den i FN's menneskerettighedserklæring, lyder:
"Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter".
Som det fremgår, er der tale om en beskyttelse af en individuel rettighed, hvor det at få lov til at dyrke den gud, man vil, som regel ikke giver anledning til debat. Med hensyn til udøvelsen i praksis er det straks en anden sag. Når det desuden fastslås, at religionsfriheden som en individuel rettighed giver ret til også at skifte religion, så opstår der mange gange problemer.
Frafald fra troen eller apostasi er en alvorlig forbrydelse i forhold til den sharia-lovgivning, der er gældende i mange muslimske stater. Det er også baggrunden for, at for eksempel Saudi-Arabien aldrig har ratificeret FN's menneskerettighedskonvention, og at en række andre muslimske lande giver deres egen fortolkning af menneskerettighederne, så de ikke kommer i strid med sharialovens bestemmelse om straf for apostasi.
Nu er det velkendt, at megen politik i disse år – og det er lige meget om vi taler om Danmark, Europa eller globalt – er symbolpolitik. Vi diskuterer minareter, som der i Danmark ingen er af, og vi diskuterer burkaer, som der i hvert fald ikke er ret mange af. Det er altså ikke den faktiske virkelighed, det handler om, men symboler, og her altså på en religion, som nogle tager afstand fra og opfatter som undertrykkende. Der foregår en kamp om symbolmagten i Europa.
I den diskussion kommer religionsfriheden til at spille en central rolle, for de symboler, vi her taler om, er i hvert fald i udgangspunktet af religiøs art. Muslimske kvinder påberåber sig ret til at bære slør under henvisning til religionsfriheden; bygning af minareter bliver forsvaret under henvisning til, at alle mennesker skal have ret til at udøve deres religion. Men nu er der ikke nødvendigvis tale om en individuel rettighed til beskyttelse af den enkeltes samvittighed, men om en rettighed for en bestemt gruppe.
Det er baggrunden for, at også de muslimske lande nu er interesseret i at diskutere religionsfriheden.
Hvad der tidligere var en ret for individet til at skifte tro, er blevet en ret for en gruppe til at manifestere sin tro symbolsk i det offentlige rum. Det er sådanne tanker, der danner baggrund for den konference inden for Civilisationernes Alliance, der skal holdes i begyndelsen af maj i Córdoba under forsæde af det spanske EU-formandskab.
Alle kan tilsyneladende blive enige om at styrke religionsfriheden. Men graver man lidt dybere, er der langtfra enighed om, hvad man skal mene med den.
Løsningen er, at det skal afklares igennem interreligiøs dialog, der kan medvirke til at øge den gensidige viden om hinanden. Dialog er stadigvæk et plusord, og med rette, for hvad er alternativet? Den er for mange, herunder de stater der indlader sig på den, en fremmed øvelse. Men når stater i disse år er så interesserede i at fremme den interreligiøse dialog, så er det ud fra et stærkt følt behov for at styrke sammenhængskraften i samfund, der opleves som mere og mere opdelte og pluralistiske, samt et ønske om at bekæmpe terrorisme og andre former for ekstremisme.
På hvilket grundlag? I Europa har det traditionelle svar været: På et sekulært grundlag. Men dette svar sættes der mange andre steder spørgsmålstegn ved. Helt oplagt i Asien, hvor det tages for givet, at religioner har noget (positivt) at bidrage med, ikke alene, når der er tale om individuelle religiøse behov, men også i en samfundsmæssig sammenhæng.
Kristeligt Dagblad bringer på denne plads hver uge en analyse af aktuelle tendenser eller tiltag i internationalt kirke- og trosliv. Viggo Mortensen, som har skrevet analysen, er professor i teologi ved Aarhus Universitet.