”Religiøs diskrimination ødelægger millioner af menneskeliv over hele verden, og det fører til konflikt og ustabilitet.”
Sådan lød det fra den britiske premierminister, Theresa May, da hun i sidste uge udnævnte Storbritanniens første særlige repræsentant for fremme af religionsfriheden. Beskeden var klar: Storbritannien er klar til at gå ind i den internationale kamp for at sikre alle retten til frit at praktisere deres religion
Manden, der skal løfte den store opgave, er lord Tariq Ahmad, som er mangeårigt parlamentsmedlem, forretningsmand og praktiserende muslim.
Med udnævnelsen bliver Storbritannien det seneste i en lang række lande, der i løbet af de seneste 10 år har sat religionsfriheden i fokus ved at udpege en særlig enhed eller repræsentant for fremme af religionsfrihed. Dette er blandt andet også sket i Tyskland og Danmark inden for de seneste år.
At tros- og religionsfriheden er blevet en del af den politiske arena i Vesten er ifølge seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder Marie Juul Petersen et nybrud. Hidtil har der nemlig kun været ganske få regeringer, der har haft fokus på området i deres arbejde.
”I det perspektiv skal de nye institutioners succes ikke nødvendigvis måles på, om de består i al evighed, men på, om de formår at institutionalisere opmærksomheden på tros- og religionsfrihed på lige fod med andre rettigheder i det internationale menneskerettigheds- og udviklingsarbejde – og dermed på sigt formår at overflødiggøre sig selv,” siger hun.
Danmark har siden januar i år har haft en ambassadør for fremme af religions- og trosfriheden. Sammen med en specialenhed under Udenrigsministeriet har ambassadøren blandt andet haft fokus på at forbedre forholdende i Iran, Egypten, Libanon og Indonesien. Et halvt år senere er det dog så som så med resultater. Det skyldes ifølge generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen, at det er enormt svært at finde på konkrete aktiviteter.
”Der er ingen, som er i tvivl om, at det er alvorlige problemer, men der er mange, som er i tvivl om, hvordan man kan gribe det an. Det viser den tvivl, der er om, hvordan man bedst hjælper,” siger han og uddyber:
”Det er svært at sætte fokus på, fordi det handler om diskrimination. Det kan både være socialt og lovgivningsmæssigt. Handler det om lovgivning, så kan man konkret gøre noget ved det. Men social diskrimination, hvor man ikke kan få et bestemt arbejde eller oprette en bankkonto på grund af sin religion, er svær at gøre noget ved for udenlandske regeringer eller ngo’er.”
Tros- og religionsfriheden er ofte kaldt den glemte menneskerettighed. Og derfor er der også behov for, at man giver den ekstra opmærksomhed nu. Det mener sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd Birger Nygaard. Han sammenligner det med den måde, hvorpå kvinders rettigheder i mange år har været et fokusområde inden for menneskerettighedskampen.
”Hvis man skal tegne en parallel, så kan man sige, at kvinders rettigheder har fået stor opmærksomhed. Derfor har man lavet særlige indsatser for at forbedre dem igennem udviklingspolitik. Der har vi set væsentlige forbedringer, også selvom vi langt fra er i mål på verdensplan. På samme måde er der brug for, at vi sætter fokus på religionsfriheden,” siger Birger Nygaard.
Det er dog ikke alle, som er lige begejstrede over for de nye tiltag, forklarer Marie Juul Petersen. Kritikere mener nemlig, at det er forkert at fremhæve én rettighed frem for andre. Det giver seniorforskeren dem til dels ret i. Alligevel kan det ikke gøres så sort-hvidt op, mener hun.
”Forfølgelse, chikane og diskrimination af mennesker på baggrund af deres tro handler sjældent kun om begrænsninger af deres ret til at have eller udtrykke denne tro – det har i lige så høj grad at gøre med udelukkelse fra for eksempel sikkerhed, uddannelse og sundheds-ydelser, deltagelse i det offentlige liv og lige arbejdsvilkår. Kampen for tros- og religionsfrihed er også en kamp for andre menneskerettigheder.”