Religionsfrihed i rekordhård modvind

På verdensplan udsættes godt 5,3 milliarder for større religiøse begrænsninger, siger ny rapport. Den danske religionsfrihed betegnes som moderat

En ny rapport fra USA viser, at religionsfriheden er i modvind. Kristne chikaneres i 100 lande, muslimer i 109 og jøder i 71. Her ses to polske nonner, der er ude at bade under World Youth Day (Verdensungdommens Dag) i Brasilien i 2013.
En ny rapport fra USA viser, at religionsfriheden er i modvind. Kristne chikaneres i 100 lande, muslimer i 109 og jøder i 71. Her ses to polske nonner, der er ude at bade under World Youth Day (Verdensungdommens Dag) i Brasilien i 2013. . Foto: YASUYOSHI CHIBA/ Denmark.

Der er ikke meget at fejre, når USA i dag holder sin årlige religionsfrihedsdag.

En rapport fra den amerikanske tænketank Pew Research Center viser nemlig, at 43 procent af i alt 198 undersøgte lande og områder havde et højt eller meget højt niveau af religiøse restriktioner i 2012. Det dækker over flere end 5,3 milliarder mennesker på verdensplan.

Det er rekord i de seks år, undersøgelsen er blevet lavet, hvilket blandt andet skyldes, at Kina nu også vurderes til i høj grad at begrænse religionsfriheden med blandt andet religionsrelateret terrorisme.

Rapporten skelner mellem regeringsskabte begrænsninger af religionsfriheden og begrænsninger grundet sociale fjendtligheder som eksempelvis terrorisme, væbnede konflikter eller chikane.

LÆS OGSÅ: For mange kristne? Religioner er ulige repræsenteret i FN

Her er andelen af lande med et højt eller meget højt niveau af sociale fjendtligheder steget fra 14 til 20 lande med nye navne som Syrien, Libanon og Sri Lanka på listen. Det skyldes især grupper og privatpersoners overgreb på religiøse mindretal, hvilket der blev rapporteret om i 47 procent af undersøgelsens lande i 2012, mod 38 og 24 procent i 2011 og 2007.

Blandt landene med værst sociale fjendtligheder er Pakistan, Afghanistan og Somalia, hvilket ifølge seniorforsker ved Pew Research Center Brian J. Grim særligt skyldes konflikter inden for trosretninger.

Selvom religiøse minoriteter som kristne chikaneres i Pakistan, er der også konflikter mellem sunni-, shia- og ahmadiyya-muslimer, siger han til religionnews.com.

Danmark er ligesom tidligere endt i kategorien moderat med lande som Tyskland og England, mens naboerne Sverige og Norge er i gruppen lav. Her trækker det blandt andet ned, at den danske stat i nogle tilfælde blander sig i religiøs praksis og støtter én religion mere end andre.

Ifølge interreligiøs konsulent Mogens S. Mogensen kan det faktum, at Danmark har religionsfrihed og ikke -lighed have betydning.

Det har man eksempelvis en stærkere tradition for i Norge. I Sverige kan det spille ind, at forskellige religiøse samfund har mulighed for at kræve en kirke- eller moskéskat. Men så længe det ikke begrænser muslimers og jøders frihed, at vi har en statskirke, skal vi ikke bekymre os om det. I forhold til social fjendtlighed kan der desværre være eksempler på, at jøder eller muslimske kvinder udsættes for verbale overgreb på grund af deres hovedbeklædning. I Danmark har vi også tradition for et friere og hårdere debatklima, hvilket også kan spille ind, siger Mogens S. Mogensen.