Religionsfriheden er blevet en ideologisk kampplads

NY SERIE 75 procent af alle religiøst forfulgte i verden er kristne, som bliver ofre for en ideologisk kamp mellem Vesten og især muslimske lande om religionsfrihed

Den kristne pakistanske minister for mindretal, Shahbaz Bhatti, blev myrdet i Islamabad den 2. marts i år efter at have kritiseret Pakistans omstridte blasfemilov. Den religiøse vold mod kristne er vokset i de senere år, og ifølge kirkeorganisationen Open Doors udsættes 100 millioner kristne verden over for forfølgelser.
Den kristne pakistanske minister for mindretal, Shahbaz Bhatti, blev myrdet i Islamabad den 2. marts i år efter at have kritiseret Pakistans omstridte blasfemilov. Den religiøse vold mod kristne er vokset i de senere år, og ifølge kirkeorganisationen Open Doors udsættes 100 millioner kristne verden over for forfølgelser. Foto: Farooq NaeemAFP.

Kristne minoriteter er blevet verdens mest forfulgte religiøse mindretal. Al-Qaedas angreb på en syrisk-katolsk kirke i irakiske Bagdad sidste år, efterfulgt af attentatet mod en koptisk kirke i egyptiske Alexandria nytårsnat og drabet på to fremtrædende person- ligheder, der forsvarede de kristne i Pakistan, er toppen af et isbjerg af religiøs vold mod kristne minoriteter.
S OGSÅ: Til kamp mod forfølgelse

"Forfølgelser, vold, diskrimination og lidelse er en livsform for millioner af kristne, der rundt omkring på kloden udlever deres gudstro," konstaterer den katolske organisation Aid to the Church in Need i sin seneste årsrapport, som anslår, at 75 procent af alle religiøst forfulgte i verden er kristne.

En anden global kirkeorganisation, Open Doors, anslår, at 100 millioner kristne udsættes for forfølgelse især i Mellemøsten samt i flere asiatiske og afrikanske lande.

"Religionsfriheden er blevet verdens nye ideologiske kampplads," siger FN's særlige rapportør for religionsfrihed, Heiner Bielefeldt, til Kristeligt Dagblad.

"Religionsfrihed er i stigende grad et stærkt følelsesmæssigt emne og et politisk spørgsmål i den forstand, at det udløser et stort antal konflikter, der både viser sig som konkrete overtrædelser af religionsfriheden i flere lande og som et af de spørgsmål, som udkrystalliserer striden mellem Vesten og islam," siger Heiner Bielefeldt, som understreger, at denne strid ikke skal ses som et udtryk for "civilisationernes sammenstød".

"Konflikten handler helt konkret om, hvorvidt det er religionerne, der skal beskyttes, eller snarere den enkeltes religionsfrihed. Den handler om grænserne for religionsfrihed, herunder retten til at praktisere sin religion i det offentlige rum," siger Heiner Bielefeldt.
Striden udspiller sig blandt andet omkring det krav om et globalt forbud mod "bagvaskelse af religion", som Organisationen for Den Islamiske Konference forsøger at få vedtaget i FN.
Men det er ikke kun en abstrakt konflikt om principper. Begrænsningen af religionsfriheden fører til konkrete forfølgelser af kristne over store dele af verden.

Ifølge undersøgelser og ekspertkilder er det i dag værst at være kristen i Mellemøsten, i de kommunistiske lande og i dele af Afrika og Sydøstasien. Hvor det tidligere, og især under den kolde krig, hovedsageligt var ateistiske regimer, der stod bag undertrykkelse af religionsfriheden på grund af modstand mod enhver form for tro, er der i dag snarere tale om undertrykkelse af alle andre end én bestemt religion som islam i den muslimske verden eller hinduismen i Indien.

"Den trosbaserede undertrykkelse af kristne er vokset, og den tager stadig fart. Det er en ofte ignoreret sandhed, at flere kristne er blevet dræbt og tortureret på grund af deres tro i løbet af de sidste 100 år, end i de foregående 1900 år tilsammen," siger Carl Moeller, der står i spidsen for den amerikanske afdeling af Open Doors, hvis kernemission er at forbedre forfulgte kristnes vilkår.

"Mange kristne i de muslimske dele af verden går rundt med en regulær skydeskive på ryggen,"siger Carl Moeller.

bpedersen@k.dk

nyholm@k.dk