Mads Albrektsen spørger:
Niels Henrik Arendt, hvad er dit syn på terror som et led i religionskrig? Er der steder i Bibelen, der retfærdiggør religionskrig? Hændelsen den 11. september var forfærdelig, men er der andre lignende tilfælde, hvor det var kristne, der benyttede terror?
Biskop
Niels Henrik
Arendt
svarer:
Mit personlige syn på terror anvendt i religionskrig (forstået som en krig, der henter en del af sine argumenter i religiøse traditioner) er, at det er lige en tand mere modbydeligt end almindelig politisk terror, fordi den bruger de religiøse traditioner på en for dem fremmed situation. Men jeg ved godt, at det ikke er et rationelt synspunkt, for hvor ofte bruges ikke også ellers de religiøse traditioner i sammenhænge, der ikke er taget højde for i dem?
Der er steder i de ældste traditionslag i Det Gamle Testamente, der måske kan siges at retfærdiggøre religionskrig. Jeg kan intet finde i Det Nye Testamente, der kan fortolkes sådan.
Kristne har også benyttet terror. Det er en tragisk realitet, at der ikke findes nogen religion, som ikke trækker et blodspor efter sig; selv ikke de tilsyneladende mest ikke-voldelige religioner. Og de pågældende kristne har formentlig villet hævde at have bibelsk legitimitet for deres handlinger. Jeg mener, det beror på et misbrug og en falsk fortolkning af Bibelen. Man kan sige, at Bibelen accepterer retfærdig magtanvendelse som et nødvendigt onde, men den afviser kategorisk magtanvendelse som vej til sandheden.
Gud i en ond verden
Shakib Mohammad Taher skriver:
Jeg tror ikke, der findes nogen Gud, for når jeg se på denne verden og dens mennesker - som f.eks. det, som sker i Afghanistan - spørger jeg mig selv, hvordan Gud er, når han ikke hjælper sine mennesker.
Er der nogen, som kan give mig svar på dette, for jeg er i en dyb tvivl. Hvis du kan gøre det, vil du have hjulpet mig rigtig meget. Tak!
Overrabiner
Bent Lexner
svarer:
Kære Shakib Mohammad.
Prøv at se dig omkring. Prøv at opleve alt det vidunderlige, der sker i verden hver dag - de dagligdags mirakler. I øjeblikket begynder naturen at røre på sig, den har ligget i dvale. Om kort tid vil de tilsyneladende døde planter og træer igen udstråle liv med deres blomster og frugter - er dette ikke en bekræftelse på, at der er en Gud, så ved jeg ikke.
Bortset fra dette, forstår jeg godt, at mennesker kan være fortvivlede. Jeg mener bare ikke, vi kan bebrejde Gud det onde, der sker. Hvis vi gik ind på den tankegang, så vil enhver forbryder kunne sige: »Det var ikke mig - det var Guds vilje«.
For mig er det afgørende, at Gud har givet mennesket dets frie vilje. Vi har mulighed for at vælge, men vi kan ikke standse ondskaben, netop fordi vi har fået det frie valg. Hvis vi vil gøre vore medmennesker ondt, så vil Gud ikke forhindre det.
Det svære er, hvordan vi forholder os til Gud i de svære situationer, eller vi kunne spørge: hvordan forholder Gud sig til katastroferne. Jeg tror, at Gud har medlidenhed med de mennesker, det onde går ud over. Jeg tror, ligesom Dorothee Söelle, at Gud er på ofrenes side og ikke på bødlernes; ja, jeg tror, at Gud har »smerte«, således som vi har smerte, når vi oplever det forfærdelige. Noget af det fornemste, der er blevet sagt om forholdet mellem Gud og menneskets ondskab, er blevet sagt af en overlevende fra Auschwitz:
»Det faldt mig aldrig ind at tvivle på Guds handlinger eller manglende handlinger, mens jeg var fange i Auschwitz, selv om jeg forstod, hvorfor andre tvivlede... Jeg blev hverken mere eller mindre religiøs på grund af det, nazisterne gjorde imod os; og jeg tror ikke, at min tro blev svækket.
Det faldt mig ikke ind at forbinde vore lidelser med Gud, at give ham skylden for dem eller at tro mindre på ham, fordi han ikke kom os til undsætning.
Gud skylder os ikke noget. Vi kan takke ham for livet. Hvis nogen tror, at Gud er ansvarlig for seks millioner menneskers død, fordi Han ikke gjorde noget for at redde dem, tænker de på en forkert måde. Vi har Gud at takke for de få eller mange år, vi lever, og det er vores pligt at tilbede ham og rette os efter Hans bud. Vi er her på jorden for at tjene Gud og lyde hans bud.«
Jeg håber, at du kan finde de små mirakler i fremtiden og igennem dem blive inspireret til en positiv og lys tilværelse.
Livets bog
Spørgsmål:
Er det rigtigt, at der et sted i Bibelen er en fortælling om »Livets Bog«? Akashakrøniken kaldes det vist også.
Hvor i Bibelen står det beskrevet, og hvad går det ud på? På forhånd tak!
Venlig hilsen
Anette
Missionspræst
Ole Skjerbæk
Madsen
svarer:
Kære Anette.
Der fortælles om Livets Bog i Johannes' Åbenbaring: »Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle.« (Kap 3, vers 5). Men jeg tror ikke, at du kan sidestille Livets Bog med Aka-shakrønikken.
Det, der kommer nærmest, er de bøger, som nævnes ud over Livets Bog i Johannes' Åbenbaring i omtalen af Dommens Dag (Kap. 20, vers 12), hvor der står, at de døde dømmes efter deres gerninger, som er optegnet i bøgerne. Det betyder, at alt, hvad et menneske har tænkt eller sagt eller gjort, er bevaret på samme måde, som Akashakrønikken menes at være et slags æterisk bibliotek over hele menneskehedens historie. Men det er ikke sådan, at vi kan tappe os ind på bøgerne på samme måde, som nogle forestiller sig at kunne hente inspiration fra Akashakrønikken.
Livets Bog er den afgørende bog; den handler om Guds frelsesvilje. Men selv om vi er frelst, er vores liv husket af Gud - og vi må lade os konfrontere med vore gerninger. Vore handlinger kan skille os fra Gud, men når vi vedkender os ansvaret for vore handlinger og bekender det for Gud, vil vi kunne erfare tilgivelse og renselse for al frugt af vore synder. Vi behøver ikke at frygte dommen, men det betyder ikke, at vi ikke skal forvalte livet ansvarligt og leve i overensstemmelse med den tjenende kærlighed, vi har mødt i Jesus Kristus.