”Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud,” sang Trille i 1970. Et par år senere påbegyndte Jens Jørgen Thorsen arbejdet med sin kontroversielle Jesus-film. Og i 1987 nedsænkede den amerikanske fotograf Andres Serrano et plastickrucifiks i et glas med urin. Der var dengang, kunstnere som hovedregel var kritiske over for religion. Og hvor brugen af religiøse symboler kunne provokere og skabe debat om blasfemi. Men mens der i dag er mange referencer til religion i kunsten, er den kunst, som stiller sig kritisk over for religion, langt mindre iøjnefaldende. Det vurderer en række eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med.
Historisk har religionskritik overordnet haft to udtryk. Det fortæller Hans Jørgen Frederiksen, lektor emeritus i kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Det begyndte i Oplysningstiden med en hævdet fornuftsbetinget kritik, der betragtede religion som overtro og udtryk for uvidenhed. Op gennem det 20. århundrede opstod så det, Hans Jørgen Frederiksen kalder en humanistisk kritik, hvor religion og religiøse institutioner blev opfattet som noget, der var med til at opretholde undertrykkende og ulighedsskabende strukturer.
”Og begge dele er nok noget underdrejede i kunsten for tiden. Hverken den ene eller den anden form for religionskritik har potentiale til at skabe de store konfrontationer i dag. For det første er der en ret udbredt konsensus herhjemme om, at videnskaben måske ikke kan forklare alt, men at man køber de grundlæggende naturvidenskabelige teorier, som eksempelvis darwinismen. For det andet har den humanistiske kritik nok heller ikke den samme klangbund længere, som den havde i især 60’erne og 70’erne, hvor marxismen, der klart afviser religion, stod meget stærkt,” siger han.
De kunstnere, som i dag stiller sig kritiske over for samtiden, beskæftiger sig i stedet med andre spørgsmål, siger Hans Jørgen Frederiksen og udpeger natur som et stort emne. Han bakkes op af museumsinspektør på ARoS Erik Nørager Pedersen, der mere specifikt peger på klima.
”Det er virkelig et emne, som er oppe i tiden, også i kunsten. Det samme er sådan noget som race og køn. Religion er ligesom ikke noget, der provokerer nogen i øjeblikket. I hvert fald ikke, hvis vi taler kirke og kristendom. Noget, der selvfølgelig kan provokere, er islam. Men det er ligesom heller ikke rigtig oppe i tiden at beskæftige sig med i kunsten,” siger han.
Og spørger man Frederik Stjernfelt, professor i semiotik ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bøger om blandt andet kunst og ytringsfrihed, skyldes dette nok ikke kun, at kunstnerne ikke rigtig interesserer sig for emnet.
Også han vurderer, at religionskritikken generelt er trådt i baggrunden i kunsten, og når det gælder den kristendomskritiske kunst, ser han det som udtryk for, at kirkerne i Nordvesteuropa i de senere år ikke har blandet sig så meget i politik. Men når det kommer til manglen på islamkritisk kunst, mener han, det skyldes andre forhold.
”Siden Muhammed-krisen – og sådan set også siden Salman Rushdie udgav ’De sataniske vers’ i slutningen af 1980’erne – har der bredt sig en idé om, at der kan være akut personlig fare forbundet med at sige eller skabe noget, som er kritisk over for islam,” siger han og tilføjer, at der samtidig er en udbredt opfattelse af, at indvandrergrupper og andre minoriteter skal skånes for kritik.
Ole Bak Jakobsen, chefredaktør for online-magasinet kunsten.nu, er dog ikke sikker på, at det er frygt for at komme til at krænke nogen, der afholder danske kunstnere fra at beskæftige sig med islamkritik. Også han tror først og fremmest, det bunder i, at mange kunstnere finder andre emner mere presserende. Men det handler måske også om, at mange kunstnere ikke har noget nært forhold til islam, siger han.
”Jeg synes egentlig, det er meget naturligt, at man ikke har lyst til at kritisere en religion, man ikke kender indefra. Jeg kan godt forstå, at man ikke har lyst til at sætte sig på en piedestal og pege fingre ad andre kulturer. Det hører nok en anden tid til at tænke, at kunstnere skal være provoer. Kunstnere vil gerne rykke ved vores forestillinger, fastlåste tankesæt og normer, og der arbejder de selvfølgelig med de emner, som de finder mest presserende, og som vedrører dem selv,” siger Ole Bak Jakobsen.