Kritik: Buddhistisk praksis har sneget sig ind i folkeskolen

Selvom forkyndelse længe har været forbudt i folkeskolen, indskrives elever i dag til en diffus buddhisme, som har sneget sig ind med meditationsformen mindfulness. Det mener Religionslærerforeningens formand

Mindfulness har rødder i buddhismen og bruges til med meditationsteknikker at være til stede i nuet. De seneste år har praksissen vundet indpas på arbejdspladser, i behandlingstilbud og i folkeskolen, hvor man vurderer, at den blandt andet kan forebygge stress hos eleverne.
Mindfulness har rødder i buddhismen og bruges til med meditationsteknikker at være til stede i nuet. De seneste år har praksissen vundet indpas på arbejdspladser, i behandlingstilbud og i folkeskolen, hvor man vurderer, at den blandt andet kan forebygge stress hos eleverne. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Når kalenderen om få dage viser december, bevæger danskerne sig ind i en højsæson for hygge og traditioner, men også for drøftelsen af kristendommens plads i folkeskolen. Flere steder i landet giver den kristne højtid nemlig anledning til debat om, hvorvidt skolen som ikke-forkyndende institution bør sende sine elever til gudstjeneste i julen, sætte dem til at synge bestemte salmevers eller pynte op med kristne symboler.

Mens denne debat har kørt flere steder i de senere år, har en anden religiøs praksis dog formået at snige sig ind i elevernes undervisning uden den store diskussion. Det mener Religionslærerforeningens formand, John Rydahl. I sin leder i den seneste udgave af tidsskriftet Religionslæreren problematiserer han brugen af meditationsformen mindfulness, som ifølge ham er forkyndelse forklædt som pædagogik og ville svare til, at man tog elever med til gudstjeneste i kirken eller fredagsbøn i moskéen for at styrke deres sundhed og trivsel.

”Vi holdt op med at bede Fadervor i folkeskolen i 1975, fordi skolens rolle som den, der forbereder til konfirmationen, dengang blev afskaffet. For man indskriver ikke længere folkeskoleelever i en religiøs praksis. Men det gør man så alligevel. Til en diffus buddhisme, som har sneget sig ind med mindfulness,” siger han til Kristeligt Dagblad og tilføjer, at forkyndelsen ligger i, at man med mindfulness ligesom i buddhismen søger sandheden inde i sig selv ved at lukke alt andet ude og få en spirituel oplevelse eller indsigt.

Mindfulness har netop rødder i buddhismen og bruges til med meditationsteknikker at være til stede i nuet. De seneste år har praksissen vundet indpas på arbejdspladser, i behandlingstilbud og i folkeskolen, hvor man vurderer, at den blandt andet kan forebygge stress hos eleverne.

Men hvis man vil udbrede mindfulness i skolen, må man spille med åbne kort, mener Hans Krab Koed, der er lektor på University College Syddanmark og censorformand for Læreruddannelsen og for de lærerstuderendes undervisningsfag kristendomskundskab/religion.

”Rent religionsvidenskabeligt kan vi ikke komme uden om, at mindfulness har tætte forbindelser til buddhismen. Så vil nogen måske sige, at buddhisme ikke er en religion på samme måde som kristendom og islam, men det er jo heller ikke nogen videnskab. Og hvis vi ikke ønsker nogen form for forkyndelse i skolen, forstår jeg ikke, hvorfor vi lader eleverne blive indrulleret i noget buddhistisk ad bagvejen. For du kan ikke adskille teknikken fra sit buddhistiske ophav,” siger han og tilføjer, at man bør sikre sig et solidt forskningsgrundlag, før man bruger midler på at implementere mindfulness i skolen.

Der er dog længe blevet forsket i mindfulness, og i dag peger over 100 undersøgelser på, at teknikken har en positiv effekt på både børn og voksne, siger Lone Overby Fjorback, der er centerleder for Dansk Center for Mindfulness, som er et forskningscenter på Aarhus Universitet. Centeret fik sidste år 12,5 millioner kroner i satspuljemidler til at uddanne 250 folkeskolelærere, så de kan undervise i mindfulness i skolen.

Lone Overby Fjordback mener, det er en fejl at kalde undervisningen for forkyndelse.

”Metoden er videnskabeligt afprøvet, og der er ingen missionering eller krav om, at man skal tro på reinkarna- tion eller bestemte ting. Selvom meditationsteknikkerne kommer fra buddhismen, er den form, vi bruger, gjort alment menneskelig, så den kan bruges af troende og ikke-troende og uafhængigt af religion,” siger hun.

Til januar begynder de første skolelærere på Dansk Center for Mindfulness’ efteruddannelse, men flere steder er undervisningen af elever allerede i gang. Isabel Lohmann deltog allerede i 2010 i et forskningsprojekt fra Danmarks Pædagogiske Universitet om mindfulness med sin 5. klasse på Hvalsø Skole ved Roskilde. Siden blev det mere fast, at hun startede undervisningen med, at eleverne satte sig og mærkede deres åndedræt og stemningen inde i sig selv og gav slip på negative følelser.

”Jeg har brugt det som små pusterum i en lang skoledag. Min oplevelse er, at eleverne føler, at de får bedre kontakt til sig selv og bliver bedre til at koncentrere sig. Der opstår også en anden samhørighed og fællesskabsfølelse blandt eleverne,” siger Isabel Lohmann.

”For mig handler mindfulness om at lytte til kroppens signaler, hvilket der ikke er noget religiøst i overhovedet,” siger hun.

Hun stoppede i sommer som lærer for at fokusere på at undervise lærere og pædagoger i mindfulness.

Ud over at møde opbakning fra skolelærere er brugen af mindfulness også blåstemplet fra højeste sted, påpeger John Rydahl. Han undrer sig over, at regeringen uddeler satspuljemidler til mindfulness i folkeskolen, og at Undervisningsministeriet på undervisningsportalen EMU vejleder i praksissen. Ifølge ham bør Undervisningsministeriet i stedet standse meditationsformens indtog i folkeskolen.

Ifølge undervisningsminister Merete Riisager (LA) er det ikke ministeriets opgave at vurdere, om mindfulness er forkyndende.

“Den almindelige undervisning i folkeskolen skal ikke være forkyndende. Det vil de fleste nok mene, at mindfulness heller ikke er. Det vil dog i sidste ende være op til den enkelte skoleleder at vurdere. Hvorvidt det er relevant eller ej, er en anden sag. Jeg kan godt forstå dem, der vurderer, at det ikke er relevant. Men igen. Det er skolelederen, der har mulighed og ret til at vurdere det,” skriver hun i en mail til Kristeligt Dagblad.