Religiøs vrede over behåret kvinde i ny roman

Vrede sikher i Indien kræver passager fjernet fra Harry Potter-forfatter J.K. Rowlings nye roman

Forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling, har fornærmet sikherne i sin første roman for voksne og har fået en irettesættelse fra sikh-centeret Akal Takht i Punjab-provinsen, den højeste autoritet for verdens 25 millioner sikher. Her en procession af sikher, der i forbindelse med 478-års fødselsdagen for sikhernes fjerde guru. –
Forfatteren til Harry Potter-bøgerne, J.K. Rowling, har fornærmet sikherne i sin første roman for voksne og har fået en irettesættelse fra sikh-centeret Akal Takht i Punjab-provinsen, den højeste autoritet for verdens 25 millioner sikher. Her en procession af sikher, der i forbindelse med 478-års fødselsdagen for sikhernes fjerde guru. –. Foto: Raminder Pal Singh/EPA.

Almindelige menneskers kropsbehåring kan være et så kontroversielt emne, at det udløser protester og krav om undskyldninger fra religiøse verdensledere.

Det har den britiske bestsellerforfatter J.K. Rowling måttet sande, efter at hun i sin seneste roman, The Casual Vacancy (Den tomme plads), beskriver en ung kvindelig sikh, der bliver hånet af sine venner på grund af kraftig kropsbehåring.

J.K. Rowling, som er kendt for børne- og ungdomsbøgerne om den unge Harry Potter, har fået en irettesættelse af sikh-centret Akal Takht i den indiske delstat Punjab, som er den højeste autoritet for verdens cirka 25 millioner sikher.

LÆS OGSÅ: Drab på sikher kan være hadkriminalitet

Sikh-lederne kræver, at forfatteren fjerner dele af teksten i den nye roman og samtidig giver verdens sikher en undskyldning. I romanen, der handler om en sikh-familie, beskriver karakteren Fats en kvindelig sikh som skægget, samtidig storbarmet, forskere er fortsat forbløffede over modsætningerne ved den behårede mandekvinde.

Rowlings ordvalg er en nedværdigelse af sikh-samfundet, siger sikh-lederen Avtar Singh Makkar.

Selv hvis forfatteren havde valgt at beskrive den kvindelige sikh-karakters fysiske træk, var der ingen grund til at gøre brug af et stødende sprog, som sætter spørgsmålstegn ved hendes køn. Det er forkasteligt, siger han ifølge The Times of India.

Sikh-lederne truer med handling, hvis ikke forfatteren undskylder og ændrer i romanen.

Kontroversen opstår i hælene på en hændelse, hvor en amerikansk kvindelig sikh ved navn Balpreet Kaur blev hånet for sine bakkenbarter og skæg, da billeder af hende blev lagt ud på det sociale netværk Reditt. I et svar på internettet skriver hun:

Ja, jeg ved godt, at mit køn ofte bliver forvekslet, og at jeg ser anderledes ud end de fleste kvinder. Men uanset hvad, så tror døbte sikher på, at kroppen er en hellig gave givet til os af det guddommelige væsen, som er kønsløst, og vi må bevare kroppen intakt som en underkastelse af den guddommelige vilje.

LÆS OGSÅ: Sikher og hinduer: Tv-station favoriserer

Modsat de vrede sikh-ledere har den skæggede kvinde desuden forsvaret Rowlings nye roman som et opgør med mobning af sikher.

Rowling selv kalder sikhismen for en fantastisk religion. Det vides ikke, om hun vil efterkomme sikhernes krav om undskyldning og ændringer af bogen.

Sikhismen blev grundlagt i 1500-tallet med inspiration fra både hinduisme og islam og er den femtestørste organiserede religion i verden. Sikhisme taler for at stræbe efter frelse gennem disciplineret, personlig meditation over Gud, som ifølge mange sikher er det samme som selve universet.