Respektløst at træde på ’Muhammad’: Norske muslimer vil have ændret kunstinstallation

Det er respektløst at træde på navnet Muhammad, hævder muslimsk fællesråd i norske Stavanger. Men navnet i sig selv har ikke krav på særlig respekt, vurderer ekspert

I forbindelse med en kunstinstallation står Nobels Fredspris-vinder Muhammad Yunus' navn på en hyldestflise i fortovet. Men det krænker profeten Muhammed, mener rganisationen Muslimsk Fellesråd Rogaland (MFR). ”At navnet på profeten Muhammed, fred være med ham, som er den største af islams profeter, skal havne under fødderne på mennesker, det er helt uacceptabelt og sætter gang i mange følelser”, siger organisationens talsmand til avisen Vårt Land.
I forbindelse med en kunstinstallation står Nobels Fredspris-vinder Muhammad Yunus' navn på en hyldestflise i fortovet. Men det krænker profeten Muhammed, mener rganisationen Muslimsk Fellesråd Rogaland (MFR). ”At navnet på profeten Muhammed, fred være med ham, som er den største af islams profeter, skal havne under fødderne på mennesker, det er helt uacceptabelt og sætter gang i mange følelser”, siger organisationens talsmand til avisen Vårt Land. Foto: Chip East / Reuters / Ritzau Scanpix.

I hjertet af norske Stavanger har 15 bronzefliser siden 2012 været en fast del af byrummet. Fliserne, som tilsammen udgør et kunstværk der hylder modtagere af Nobels Fredspris, består i alt sin enkelthed af modtagernes navne samt afstøbninger af deres fodaftryk.

På den måde har indbyggerne i oliehovedstaden i bogstaveligste forstand kunnet gå i fodsporene på nobiliteter som Aung San Suu Kyi, Desmond Tutu, Al Gore og Dalai Lama de senere år. Og indtil nu også på Muhammad Yunus, økonomen fra Bangladesh, der har taget initiativ til såkaldte mikrolån, og som i 2006 blev hædret med fredsprisen.

Men står det til organisationen Muslimsk Fellesråd Rogaland (MFR), skal Muhammad Yunus’ hyldestflise ikke længere være en del af installationen. Det skriver den norske avis Vårt Land.

Baggrunden for, at paraplyorganisationen, der repræsenterer seks forskellige muslimske organisationer og cirka 8000 medlemmer i området omkring Stavanger, ønsker Yunus’ bronzeflise fjernet, er ifølge deres talsmand en række henvendelser fra muslimske borgere, som med henvisning til muslimernes profet Muhammed ikke ønsker navnet betrådt.

”De oplever, at det er problematisk, at der trædes på det navn, som er så højt elsket blandt muslimer,” siger talsmanden for MFR, Summer Ejaz, til Vårt Land.

Han understreger samtidig, at flisen har været omdrejningspunktet for borgerhenvendelser i en årrække.

I en af de henvendelser til MFR, som refereres i Vårt Land, forklarer borgeren, at selvom navnet Muhammad Yunus på flisen er koblet til en bestemt person, er der så mange følelser forbundet med selve navnet Muhammad, at det alligevel opleves som problematisk at træde på det. Og det er talsmand Summer Ejaz enig i:

”At navnet på profeten Muhammed, fred være med ham, som er den største af islams profeter, skal havne under fødderne på mennesker, det er helt uacceptabelt og sætter gang i mange følelser”, siger han til Vårt Land.

At navnet Muhammed, uanset konteksten, i sig selv skulle være omgærdet af en særlig ophøjethed eller krav på respekt, er dog ikke noget, professor og islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen fra Københavns Universitet genkender.

”Det plejer alene at være forbundet med profeten Muhammed – ikke med navnet i sig selv, når det henviser til en anden person,” siger han.

Dog findes der fortilfælde, hvor navnet Muhammed i en anden sammenhæng end med henvisning til profeten har givet problemer. Da den amerikanske bokselegende Muhammad Ali i 2002 skulle have sin hædersstjerne støbt ned i fortorvet på Walk of Fame i Hollywood, ønskede den nu afdøde Ali, at stjernen i stedet skulle hænges op på væggen af respekt for det navn, han havde tilfælles med muslimernes profet. Ønsket blev dengang efterlevet.

MFR appellerer ligeledes til, at bystyret i Stavanger enten hænger samtlige 15 fliser op på en væg, eller alternativt ændrer inskriptionen på den bangladeshiske øko-noms hædersflise til ”M. Yunus”. Fra politisk hold er der på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, hvordan man skal forholde sig til MFR’s ønske.