Retræte giver ro

En tysk produktchef er gået i kloster med et eneste formål: at finde ro

Den 41-årige Christian Stadler er gået på retræte i et kloster i Tyskland. Billedet er fra klosterets spisesal. -- Foto: Kristian Djurhuus.
Den 41-årige Christian Stadler er gået på retræte i et kloster i Tyskland. Billedet er fra klosterets spisesal. -- Foto: Kristian Djurhuus. Foto: Kristian Djurhuus.

Den 41-årige Christian Stadler har det svært med at være i ro. På jobbet som produktchef i en softwarevirksomhed løber han stærkt og længe, og når han kommer hjem til hustruen og de to børn, glæder han sig over et aktivt familieliv. Men ro finder han ikke.

Derfor besluttede han sig for at tage nogle dage i kloster. Han søgte på internettet og fandt frem til benediktinerklostret Abtei St. Hildegard ved Rhinen en times kørsel vest for Frankfurt.

Nu sidder Christian Stadler i spisesalen og spiser den traditionelle sauerkraut med kødboller og kartoffelmos sammen med ni andre retrætegæster.

– Fra software til spiritualitet – det er da en skøn modsætning. Jeg havde troet, mine kollegaer ville have moret sig over udsigten til, at jeg skulle i kloster. I stedet var der en stor interesse, og jeg er helt sikker på, at mange selv vil tage af sted, når jeg fortæller, hvad jeg har fået med mig herfra, siger Christian Stadler.

– Jeg arbejder i gennemsnit omkring 60 timer om ugen, og andre gange, når jeg efter en kaotisk arbejdsperiode har forsøgt at lade op, så har jeg taget en tur ned i solen og taget gode romaner med. Men jeg opnåede aldrig følelsen af at være udhvilet, som jeg har gjort det her, siger han.

Benediktinerklostret tager hvert år mod omkring 600 gæster som Christian Stadler, som for nogle dage vil bo i på klostret. Langt de fleste af årets dage melder klostret alt udsolgt i gæstehuset med de otte værelser, hvor klostrets gæster er indlogeret. Mange har som Christian Stadler bestilt opholdet måneder i forvejen. Inde i klostergården er man ved at råde bod på pladsmanglen i gæsteafdelingen, og en tilbygning med plads til flere retrætegæster er under opførelse.

Der bor 57 nonner i klostret, og som en del af deres ordens regler anser de tilbedelsen i kirken som den vigtigste aktivitet. Syv gange om dagen er de samlet i kirken til bøn, og Christian Stadler har ikke forsømt en eneste af samlingerne, mens han har været her.

– Jeg er protestant, og en almindelig gudstjeneste siger mig ikke det store. Men når jeg kommer her, kan jeg se, hvordan søstrene får et arbejdsliv til at hænge sammen med deres kald. At stå op klokken 5.30 og synge på latin i kirken kræver disciplin, og det har beriget mig at møde disse mennesker, som formår at passe deres åndelige liv ind i en hverdag med mange gøremål gennem en åndelig disciplin. Jeg håber, at jeg også hjemme kan få bare noget af den disciplin, som kendetegner klosterliv i almindelighed, ind i min hverdag, siger Christian Stadler, der foruden traveturene af de små veje mellem vinmarkerne omkring klostret har haft glæde af at tale med søstrene.

– Jeg skal på ingen måder klage over mit liv, men jeg har haft brug for at stoppe op ved spørgsmålet: "Hvorfor er jeg her?" og "hvordan bliver jeg den, som jeg er bestemt til at være?" De svar finder jeg her, siger produktchefen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk