Prøv avisen

Retssalen bliver helligt rum i en global verden

2010 blev et mørkt år for verdens største trossamfund, den katolske kirke, som ofre for sexmisbrug her demonstrerer imod i Rom i oktober i år. Mens danske katolikker slap med skrækken, da politiet undlod at rejse sigtelser efter at have undersøgt 33 anmeldelser, måtte biskopper i Irland, Belgien og Tyskland gå af efter belastende undersøgelser. Nu forberedes sager mod paven selv, der anses som den øverst ansvarlige. -- Foto: Vincenzo PintoAFP.

2010 blev året, hvor religiøse konflikter i stor stil blev afgjort med juridiske argumenter. Når kirker og trossamfund mister deres autoritet, træder offentlige myndigheder til og udfylder pladsen som moralsk overdommer

10 dagbøder a 500 kroner. Det lød dommen på, da Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti i begyndelsen af december blev kendt skyldig i ærekrænkende udtalelser om muslimer. Efter næsten 10 år med en stadig hårdere islamkritik i Danmark satte byretten i Randers dermed en grænse for, hvad man må og ikke må sige i tidens store religionskamp og værdidebat.

LÆS OGSÅ:Langballe til angreb på muslimske fædre

I Berlingske Tidende havde Langballe tidligere på året skrevet, at muslimske fædre "nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt". Den formulering var ifølge retten en overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf, der kan give fængsel i op til to år for truende, forhånende eller nedværdigende udtalelser mod grupper af personer på grund af deres race, hudfarve, tro eller lignende.

Langballe selv anerkendte ikke følelsen af at være forhånet eller krænket som et reelt problem, men han modtog alligevel dommen.

"Et sådant cirkus ønsker jeg ikke at deltage i. Derfor tilstår jeg," lød hans kommentar.

Den lille bøde til Jesper Langballe har stor symbolsk værdi for hele det religionsår, som nu er ved at rinde ud. For igennem hele 2010 har tendensen både i Danmark og ude i verden været, at flere og flere af de store brydninger om tro søges afgjort enten i retten eller gennem ny lovgivning.

LÆS OGSÅ:Juraen overtager dansk religionspolitik

Den brede religionskamp handler nu ikke længere om at være bedst til at forstå eller forklare de højere magter. I stedet for teologi er der gået en blanding af politik og jura i troen.

Efter snart 10 års pres lykkedes det ved årets slutning en række muslimske lande at få en resolution igennem i FN, som fordømmer krænkelser af religion.

LÆS OGSÅ:FN vedtager resolution med religionskritik

Flere europæiske lande har ikke desto mindre i 2010 taget tilløb til egentlige forbud mod at bære burka i det offentlige rum. Når Danmark trods Naser Khaders (K) ihærdige forsøg omkring årsskiftet ikke fik et burkaforbud, mens Frankrig senere gjorde det, hænger det i høj grad sammen med jura. Den danske grundlov giver ikke de samme muligheder for at holde religion helt ude af det offentlige rum, som den sekulære franske forfatning gør.

LÆS OGSÅ:Burka-sag ender uden forbud

Ved en britisk domstol fortsatte en saudi-araber i år en anden sag mod en række aviser og medier, der har bragt de omstridte Muhammed-tegninger. Taber medierne sagen, kan omkostningerne blive katastrofale. I det lys gav det god mening, at ingen danske medier genoptrykte tegningerne, da det i slutningen af september i år var fem år siden, de udkom første gang. Ved samme lejlighed meddelte Jyllands-Postens initiativtager, Flemming Rose, at han nu ikke ville udtale sig mere om tegningerne. Trods fortsatte terrorforsøg og trusler, der kom meget tæt på i 2010, var og er tegningerne et overstået kapitel for Rose.

LÆS OGSÅ:Muhammed-advokat overvejer sag mod 15 aviser

På tilsvarende nedtonende facon gjorde amerikanske myndigheder alt for, at præsten Terry Jones ikke fik gennemført sin ellers meget omtalte Koran-afbrænding på niårsdagen for terrorangrebene mod USA den 11. september. Omkostningerne kunne også her være blevet alt for høje.

LÆS OGSÅ:Derfor får militant præst medieopmærksomheden

Myndigheder, lovgivere og sagsanlæg fik på den måde held til at sætte grænser i en del af den offentlige værdikamp om islam i år. Men spørgsmålet om lov og ret rakte samtidig ud til andre grene af religionsdebatten.

Den 50-årige Karsten Riise Kristensen fra Roskilde klagede i foråret til Justitsministeriet over, at Kristus-figuren i hans danske pas krænkede hans religionsfrihed. Han mente, at han havde ret til at være fri for religiøse symboler på et officielt papir, som han var tvunget til at benytte.

LÆS OGSÅ:Borger klager over Kristus-billede i danske pas

Det synspunkt støttede professor, dr.jur. Ole Espersen. "Pas burde være fuldstændig neutrale," udtalte den tidligere socialdemokratiske justitsminister.

Karsten Riise Kristensens klagesag, der kan ende ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, er principielt vidtrækkende. Nationale symboler med kirkeligt indhold og 1000 års historie bag sig står her skarpt over for henvisninger til neutralitet, frihedsrettigheder og minoritetsbeskyttelse i konventioner fra det 20. århundrede.

Præcis den samme modsætning går igen i sagen om de italienske krucifikser, som ifølge menneskerettighedsdomstolen skal fjernes fra offentlige skoler for at sikre religionsfriheden i det ellers katolske land.

LÆS OGSÅ:Europa vil høres om krucifikser

37 europæiske juraprofessorer advarede i juni i år om, at netop krucifiks-sagen kan få fatale konsekvenser for kors og andre religiøse symboler i nationale flag. For hvis appelretten i Strasbourg stadfæster afgørelsen, ja, så må der vel heller ikke hænge kors på offentlige bygninger i de nordiske lande eller være religiøse figurer på statslige dokumenter.

Adskillige ministre fra Birthe Rønn Hornbech (V) over Lene Espersen (K) til Lars Barfoed (K) fik i år travlt med at forklare, at ingen kunne true Dannebrog eller passet med Jellingstenen. At ministrene brugte så megen energi på disse sager illustrerer, at der er tale om langt mere end flyvske tanker.

I en international tidsalder vinder den religionsneutrale jura frem. Stadig flere konflikter om tro ender i en sammenhæng, hvor argumenter eller fremgangsmåder er hentet fra rettens verden.

I efteråret fik menneskerettighedsdomstolen således også det sidste ord i to svære fyringssager i henholdsvis den katolske kirke og i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (mormonerne). Domstolen afgjorde, at mormonerne havde ret til at fyre en fremtrædende leder, der havde været sin kone utro. Derimod var det ifølge retten uberettiget, at en utro katolsk organist blev fyret. Hans orgelmusik havde jo ikke noget med moralske anvisninger til menigheden at gøre.

LÆS OGSÅ:Sådan spiller orglet ikke

Hvis danske trossamfund fremover skal være sikre på at kunne hyre og fyre de folk, de vil, gør de ifølge eksperter i religionsret klogt i på forhånd at have nedskrevet, hvilke stillinger der har moralsk betydning. Ellers kan de blive grueligt overraskede, når retten har talt.

Grueligt galt gik det under alle omstændigheder i 2010 for den katolske kirke i flere europæiske lande. I USA havde kirken i næsten 10 år måttet slås med en række stærkt belastende sager om misbrug af børn og unge. Nu kom turen til Irland, Tyskland, Schweiz, Belgien – og Danmark.

LÆS OGSÅ: Stort tema om krisen i den katolske kirke

I hvert land blev uvildige undersøgelser sat i gang. Kirkens eget kanoniske retssystem blev kritiseret skarpt. Offentlige myndigheder blev inddraget trods en vis fodslæben fra kirkens side. De irske katolikker, som var særligt hårdt ramt, fik et hyrdebrev med en undskyldning fra paven selv.

Flere irske biskopper samt en tysk og en belgisk gejstlig måtte gå af, ikke på grund af misbrug, men på grund af deres fortielser eller mangel på indgriben i sager, som de havde haft kendskab til.

I Danmark rettede kritikken sig hurtigt mod den katolske biskop, Czeslaw Kozon, som ikke præcis kunne redegøre for, hvor mange sager om misbrug han kendte til. Kozon ville til at begynde med heller ikke melde sager om misbrug til politiet. Den afvisning affødte et stormvejr af hidtil uset styrke.

LÆS OGSÅ:Krisen, der ruskede den katolske kirke til et selvopgør

Forældelsesfristen på 10 år i sager om pædofili blev foreslået ændret af et politisk flertal. Samtidig blev 33 sager mod katolske præster anmeldt og undersøgt. Børneattester blev indhentet. Nye skriftlige retningslinjer blev udarbejdet af kirken, som også undskyldte sin egen slingrekurs.

Men da alt var gjort op, viste det sig, at politiet ikke i en eneste af de danske sager kunne rejse tiltale. Nogle præster var blevet "afsløret" som homoseksuelle. En enkelt havde haft børneporno på sin computer og var allerede blevet dømt for det. Men i forhold til de udbredte mistanker om pædofili udtalte politiinspektør Svend Foldager i efteråret til DR 1-dokumentaren "Præster under anklage": "Når vi kigger på det i dag i forhold til de anmeldelser, der er kommet – og jeg tror faktisk, at vi har fået samtlige anmeldelser ind, for det har været kommunikeret så bredt ud, at alle har haft mulighed for det – så er der ikke noget stort problem i den katolske kirke. På ingen måde."

De mere end 35.000 danske katolikker slap med skrækken. I andre lande er situationen langt værre. Der forberedes retssager mod paven selv som den øverste ansvarlige, og den katolske kirke har generelt lidt et stort tab af anseelse.

"Der er sket et markant skifte. Hvor det tidligere var kirken, som var moralsk dommer over civilsamfundet, er det nu civilsamfundet, der står som den moralske dommer over kirken," sagde den katolske teolog og forsker James Kelly fra Trinity College tidligere på året, da Kristeligt Dagblad mødte ham i Irland.

LÆS OGSÅ:Sager om misbrug suger energien ud af kirken

Effekten af den katolske krise viser sig med andre ord som dalende tillid og mindsket autoritet. Ind på scenen træder måske i mangel af bedre som ny autoritet de uvildige advokater og forskellige offentlige myndigheder.

Også den danske folkekirke måtte mange prøvelser igennem i 2010 med faldende medlemstal især i hovedstaden, flere planer om københavnske kirkelukninger, stigende hærværk mod kirker og kirkegårde samt kritik af folkekirkens magt over en halv milliard støttekroner til klassisk musikliv. Men ret og rimelighed blev nu alligevel også i folkekirken de vigtigste nøgleord i de tungeste sager.

For første gang underkendte Ombudsmanden for eksempel en præstefyring. Den fyrede sognepræst Mette Villads Christensen, der havde været ansat i Aalborg Stift, ønskede dog efter al virakken ikke at vende tilbage til arbejdet i folkekirken.

LÆS OGSÅ:Bred kritik af Kirkeministeriet efter fyringssag

Dansk Folkeparti krævede andre præster fyret, fordi de havde udtalt, at der er andre veje til Gud end gennem Kristus. Flere skoler og lokalpolitikere ville have konfirmationsforberedelsen smidt helt ud af skoleskemaet. Men det kunne udledes af folkeskoleloven, at undervisningen af konfirmanderne skal ligge mellem klokken 8 og 16, så det hele endte foreløbig med et kompromis.

LÆS OGSÅ:Stort tema om veje til Gud

Allerstørst debat og opmærksomhed i forhold til folkekirken har der dog været omkring spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder i kirken. Det emne blev påny aktuelt, da der først på året for første gang viste sig at være flertal på Christiansborg for, at homoseksuelle skulle kunne indgå partnerskab med retsvirkning i kirken. Meningsmålinger pegede samtidig på et holdningsskifte i befolkningen, ligesom blot to eller tre af landets 10 biskopper nu er imod at give homoseksuelle flere rettigheder i kirken.

LÆS OGSÅ:Stort tema om homoseksuelle vielser

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) satte dog sagen i bero i et halvt års tid ved at nedsætte et udvalg på 12 håndplukkede kirkefolk. Med biskop Peter Skov-Jakobsen i spidsen skulle udvalget udforme en rapport med forslag til ritualer og en fremgangsmåde, der sikrer, at modstandere af et ritual for homoseksuelle par fortsat kan virke fuldgyldigt som præster i kirken.

Rapportens høringsfase er netop afsluttet. Først i det nye år vil kirkeministeren formentlig fremsætte lovforslag i Folketinget, der kommer ønskerne i møde fra de homoseksuelle om at få et kirkeligt ritual – uden dog helt at sidestille ægteskabet med det registrerede partnerskab. Dermed er det politiske og juridiske tovtrækkeri om homoseksualitet i folkekirken dog også dømt til at fortsætte i adskillige år endnu. For de homoseksuelle vil ikke være tilfredse, før deres symbolske kamp for at opnå fuld ligestilling er fuldbragt. For modstanderne derimod vil det være lige så symbolsk afgørende at fastholde til det sidste, at der netop er forskel. Begge fløje vil forstå at udnytte tidens fremmeste virkemidler – de juridiske – til egen fordel. Den, der kan få retten på sin side, løber nemlig af med sejren til sidst.

I en global verden med alskens religiøse gnidninger og store forandringer er retssalen, der endnu har en pæn portion traditionel autoritet i behold, godt på vej til at blive et af de nye, hellige rum.

kirke@k.dk