Det skete tilbage i maj 2008. Uden for Somalias kyst havde pirater netop kapret skibet Amiya Scan, som shippingvirksomheden Scan-Trans disponerede over. Personalet om bord var taget til fange, heriblandt fire af Scan-Trans officerer og fem filippinere fra et andet firma.
I det øjeblik direktør for Scan-Trans Lars Juhl fik besked om kapringen, ringede han til direktøren for det andet firma for at foreslå et samarbejde om at få de ansatte fri hurtigst muligt. Svaret overraskede ham.
Lars, havde direktøren sagt. Jeg har 11.000 filippinske ansatte. Tror du, jeg bekymrer mig om fem?.
Det var i det øjeblik, at Lars Juhl fik nok af sin branche. Af grådigheden, kynismen og det evige fokus på penge.
LÆS OGSÅ: Tiden skriger på åndelig friværdi
Vi havde mennesker, der var taget til fange af pirater, og så var meldingen, at det bare var fem ansatte ud af 11.000. Det var første gang, jeg for alvor tænkte, at nu var det for meget. Nu ville jeg ikke være med længere.
Holdningen har ikke ændret sig hos i dag 44-årige Lars Juhl: Rigdom er andet end penge og luksus. Den pointe kommer også frem i søndagens bibeltekst, hvor en rig mand efter et liv med fester og klæder af purpur og fint linned havner i dødsriget, pines og indser, at han har levet forkert. Men der er det for sent at gøre det om. Ligeledes kom åbenbaringen først til Lars Juhl, da han var ved at miste muligheden for at gøre det om.
Purpur og fint linned er der ikke meget af, da Kristeligt Dagblad besøger Lars Juhl i hjemmet uden for Sorø, hvor han bor med sin kone og parrets fire børn. Til gengæld er der godt med plads, fint inventar, en stor have med en sø og god plads til konens fem heste.
Engang havde hun fjorten. Det var tilbage i årene, hvor det gik utrolig godt for shippingbranchen og for Lars Juhl og partnerens firma, Scan-Trans. Fra at være to ansatte, da de grundlagde firmaet, var de nu 125, havde kontorer 14 steder i verden og en milliardomsætning.
Samtidig følte Lars Juhl sig mere ulykkelig end nogensinde. Der var opstået en arrogant stemning i virksomheden. Hvor de tidligere havde fejret store handler, var det at tjene penge blevet en del af hverdagen, og der skulle helst tjenes mere og mere.
Der var en kæmpe grådighed blandt medarbejderne, hvor det handlede om dem selv, større biler, flere bonusser og mere i løn. Det var ude på et sted, hvor det var usundt at drive forretning. Det var blevet en stor forbrugsfest.
Selv havde han også anskaffet sig for mange ting og var blevet for materialistisk. Ud over de 14 heste var Lars Juhl pludselig ejer af en Jaguar, en BMW-motorcykel og et sommerhus.
Jeg har siden tænkt på, at det måske netop var alle de ting, der gjorde mig ulykkelig. For de var mere en pligt end en glæde, og vi tog os ikke tid til at nyde, hvad vi havde. Vi arbejdede bare hårdere for at skovle flere penge ind, siger den 44-årige direktør, som efter episoden med det kaprede skib overvejede helt at skaffe sig af med firmaet.
Han og partneren har det dog stadig i dag, selvom Lars Juhl lige nu er på tre måneders orlov, hvor han forsøger at genoprette sin indre balance. Det skyldes ikke længere grådighed på arbejdet, for forholdene har ændret sig siden den økonomiske krise. Derimod forklarer Lars Juhl orloven med metaltræthed. De seneste års arbejde har givet ham hjertebanken, åndenød og uro i kroppen, og det forsøger han at gøre op med. For nogle uger siden var han på erhvervsretræte på Lolland-Falster for at finde ro.
En ting, han lærte på retræten, var, at det ikke er den, som har meget, der er rig, men den, som behøver lidt. Det mantra passer godt med søndagens tekst, siger han.
I teksten ønsker den fattige Lazarus kun at spise sig mæt i det, der falder fra de riges bord, og da den rige pines i dødsriget, ønsker han bare, at Lazarus med sår og alt muligt skal dyppe spidsen af sin finger i vandet og læske hans tunge. Det er ikke meget at bede om. Hovedbudskabet er derfor ikke, at man som rig skal give alt væk, men at man skal være opmærksom på at gøre noget godt for dem, der lider. Spirituelt set ville man i dag kalde det god karma, siger han og tilføjer, at den rige, mens han levede, ville have slået hånden af den, der havde tilbudt ham en fingerspids vand.
For har man rigtig meget, skal der meget til at glæde en. For mig var der altid nogle, der havde nogle federe ting end mig. Man vil altid føle, at glasset er halvt tomt.
Det betyder ikke, at man ikke må tjene penge, tilføjer han. For hvis Gud har givet én forretningsmæssige talenter, skal de også bruges. Derimod er der forskellige måder at forvalte sin rigdom på. Man kan samle en masse sammen eller dele ud. Lars Juhl er størst tilhænger af den sidste. For det er ikke den rigeste mand på kirkegården, der har vundet.
Den erkendelse kom til ham, da han selv var tæt på at ende på kirkegården. Efter at have fået virksomheden nogenlunde op igen efter finanskrisen, begyndte kroppen at reagere på sliddet. Lars Juhl blev træt, svimmel og fik til tider åndenød. I 2011 kom hjertestoppet og efterfølgende pacemakeren.
Mens han lå på hospitalet, tænkte han over, hvad der var det vigtige i livet.
Jeg tænkte på, om det virkelig gælder om at puge mest muligt sammen og så dø. Det giver ingen mening. Derfor ville jeg finde ud af, hvad jeg kan gøre med mine penge, for at det giver mening. Det skulle den rige i teksten også have gjort, men det er svært, mens vi lever i sus og dus. Der skal komme noget udefra, før det kan blive så skidt, at det bliver godt.
Ligeledes skulle det også blive skidt, før Lars Juhl blev troende.
Det skete tidligere i 2011, hvor han under en forretningsrejse til Kina blev alvorligt syg. I flyet på vej til Danmark bad han til Gud om at få lov til at se sin familie igen og sige noget til dem, inden det var forbi.Jeg tænkte, at hvis det skete, så var der en Gud. Da jeg var hjemme, kom jeg igennem flere antibiotikature og tvivlede på, om jeg ville komme levende fra det. Men hver dag takkede jeg for livet og for, at Gud holder hånden over mig og min familie. Det har jeg gjort lige siden. Og faktisk føles det godt.
LÆS OGSÅ: At vågne i dødsriget
Ifølge ham er der generelt behov for spiritualitet i erhvervslivet i dag.
Jeg ser det materielle som todimensionelt, og for at det kan blive tredimensionelt, skal der en eller anden form for spiritualitet indover. Mange af de erhvervsfolk, jeg møder, som også er troende, er det, fordi de har fundet ud af, at de på trods af pengene stadig mangler noget i livet. Det er en kæmpe styrke, hvis vi indser, at Gud har en mening med os.
Derudover mener han også, at samfundet, særligt erhvervslivet, kan lære af søndagens tekst.
I erhvervslivet er den eneste målestok for succes penge. Men det er nødvendigt at flytte fokus fra, hvad vi kan få, til, hvordan vi kan bidrage. Det er det, der giver mig en følelse af rigdom, og jeg tror, at der på grund af finanskrisen vil komme en vækkelse i de kommende år, hvor flere vil indse det samme, siger han og tilføjer, at han selv gerne vil bidrage til at sprede budskabet.
Ud over de foredrag, han holder for virksomheder, vil han gerne finde en måde, hvorpå han kan hjælpe andre med at starte bæredygtige projekter op.
Det ville også være en fordel, hvis præster opsøgte erhvervslivet med budskabet om at fokusere på andre værdier end penge. Så vil den virkelige rigdom vise sig.
Søndagens tekst til 1. søndag efter trinitatis er fra Lukasevangeliet 16,19-31.