Hun var ikke meget mere end 14 år gammel, da hun fik en smart idé, der skulle løse et teologisk dilemma, der frustrerede hende dybt. Libanesiske Rita el-Mounayer havde i sin lokale kirke fået at vide, at hun først kunne modtage nadver, efter hun havde skriftet.
Problemet var bare, at der sjældent gik mere end et øjeblik, fra hun havde skriftet, til hun kom til at gøre noget forkert og igen ikke var ren nok til at få nadver. Det var ved at gøre hende skør. Ved en søndagsgudstjeneste i hendes maronitiske kirke, en mellemøstlig katolsk kirkeretning, besluttede hun sig for at løse problemet en gang for alle: Da præsten så væk, spyttede hun nadverbrødet ud i et lommetørklæde.
”Nu kunne jeg have Jesus hos mig hele tiden. Jeg havde lommetørklædet på mig i omkring seks måneder,” forklarer hun.
Lige indtil den dag, Jesus lå i lommen på et par jeans, der røg i vaskemaskinen. Og så måtte hun igen tilbage til skriftestolen.
Nadverbrødet i lommetørklædet løste kun midlertidigt hendes problem. Alligevel kom episoden til at sætte gang i tanker hos den unge pige om tro og kirkelige traditioner. Og den blev et springbræt for hende ud i en længere kristen trosvandring. En kirkelig vandring, der hverken var særlig almindlig eller velset i Mellemøsten på den tid.
I dag er den 51-årige Rita el-Mounayer dog glad for, at hun trodsede tabuet om at skifte kirkeretning. Hun er chef for den fælleskirkelige tv-station SAT-7, hvor hun netop skal kunne favne alle Mellemøstens kirkeretninger.
”I dag er mit hjem åbent for alle kristne. Hvem er jeg til at skulle dømme, om en kirkeretning tager fejl eller ej,” siger hun.
Rita el-Mounayer voksede op under den libanesiske borgerkrig i en kristen familie, hvor faren kæmpede for en kristen milits. Det var en hård barndom, husker hun, præget af den usikkerhed, krigen med dens vold og brutalitet medførte. Familien gik meget op i sit kirkelige tilhørsforhold og holdt på de kristne former. Tøjet skulle være ordentligt og ingen kærester i hjemmet, forklarer hun. Troen betød også meget for hende personligt. Så meget, at hun allerede i en alder af 13 år følte sig overbevist om, at hun skulle være nonne. To gange forsøgte hun at søge om optagelse i en nonneorden.
”Men begge gange blev jeg afvist. Jeg var ikke egnet nonnemateriale, fik jeg at vide. Jeg stillede åbenbart for mange spørgsmål,” siger hun.
Med tiden voksede der så mange spørgsmål frem, at hun begyndte at føle sig fremmed i de formelle rammer og mange regler, der prægede hendes maronitiske kirke. Derfor var det en øjenåbner, da hun en dag mødte amerikanske missionærer fra pinsekirken, der introducerede hende for en helt anden protestantisk tilgang til kristendommen.
”De havde i modsætning til andre kirker nogle virkelig smarte ungdomsklubber, hvor man kunne mødes med andre og have det sjovt. Der var en ny musiktradition, og man kunne tale om sin tro på en anden måde. Det var jeg meget tiltrukket af,” siger hun.
Rita el-Mounayer forklarer, at hun i pinsekirken oplevede, at der blev lagt meget mere vægt på et personligt gudsforhold, mens traditionerne i hvert fald dengang fyldte mere i den maronitiske kirke.
Men i det libanesiske samfund, hvor ens religiøse tilhørsforhold ligefrem stod skrevet i ens identitetskort, var det et tabu at skifte kirkeretning. Især, når det skete fra en af Mellemøstens gamle kirkeretninger til en protestantisk pinsekirke, der blev anset for en slags vestlig kristendom.
”Folk spurgte mig, hvordan jeg dog kunne finde på at forlade en kirkelig tradition, der er blevet bevaret i landet igennem generationer, til fordel for noget så fremmed. Det var svært at forstå,” siger hun.
Det beroligede dog mange i hendes omgangskreds, at hun fortsatte med at have den maronitiske kirke registreret på sit officielle identitetskort. Nogle år senere valgte hun at bryde forbindelsen til den maronitiske kirke helt efter at have gennemgået en vanskelig skilsmisse, som kirken havde modsat sig.
Men hendes trosrejse blev ved med at udvikle sig, og i dag står hun et sted, hvor hun karakteriserer sig selv som noget så usædvanligt som en pinsekirkelig maronit. Over årene hjalp gode venner i den maronitiske kirke hende med at forsone sig med kirken, og hun opdagede, at der var dele af den traditionelle mellemøstlige kirke, hun savnede.
”Det bedste ved den maronitiske kirke er traditionerne, der giver den en klar tilknytning til Mellemøsten. Salmerne er dybt forankrede i vores land og kultur, og det rører virkelig mit hjerte at synge dem. Der er en stor skønhed i den traditionelle kirke, jeg ikke finder i den langt nyere pinsekirke,” forklarer hun.
Modsat er der også dele af den protestantiske pinsekirke, hun ikke vil være foruden.
”Paradoksalt nok er det bedste ved pinsekirken dens mangel på traditioner. Det er befriende, at troen ikke er formaliseret. Du kan bede til Gud med dine egne ord, uanset hvor uperfekte de er, uden det behøver at være en formel nedskrevet bøn,” siger hun.
Hvad er det sværeste ved at forene de to kirkeretninger?
”Det er, så snart du kommer til at fokusere på dogmer og doktriner. Derfor prøver jeg altid at undgå den slags diskussioner,” siger hun.
Det samme gør sig gældende i hendes arbejde i SAT-7. Her oplever hun til tider, at biskopper og præster er imponerede over, at det kan lykkes at forene Mellemøstens mange kirkeretninger i det kristne tv-arbejde, men at de gejstlige samtidig understreger, at man også bør fremhæve kirkernes uenigheder. Det mener Rita el-Mounayer ikke.
”Kirkerne har meget længe lidt under de sår, der blev skabt med splittelserne tilbage i kirkehistorien. Når kirkefædrene ikke formåede at finde en løsning på uenighederne, kommer vi heller ikke til det i dag. Den slags diskussioner er nyttesløse. Lad os fokusere på noget mere meningsfyldt,” siger hun.
På samme måde mener hun, at det aldrig har været vigtigere at tale kirkernes enhed op.
”Mellemøstens kristne bliver forfulgt og lever under krig, og mange forlader regionen. I sådan en situation bør kirkerne stå sammen. I stedet for dogmatiske uenigheder bør vi tale om Guds kærlighed og prøve at se Jesus i alt, hvad vi gør,” siger hun.
Hvordan ser du fremtiden for kirkerne i regionen i den her svære tid?
”Faktisk ser jeg kirkerne som stærkere end nogensinde før netop på grund af de hårde tider. Det baserer jeg på alle de historier, vi får ind på SAT-7 fra kristne rundt om i regionen om sammenhold og hjælp midt i svære tider. Om hvordan man holder gudstjenester i udbrændte kirker og modsvarer had med kærlighed. Jeg har hørt så mange af den slags historier, der giver kirken en særlig kraft, Helligåndens kraft,” siger hun.
Samtidig hæfter hun sig ved, at der er beretninger om mange, der bliver kristne i regionen, ikke mindst i Iran.
”Vi hører om, at mange lider, og at kristne forlader regionen. Men samtidig er der en spirende kirke, der vil komme til at overraske os i fremtiden,” siger hun.