Frelser dåben? Denne oldgamle diskussion i kristendommen har fået endnu en tur i nærværende dagblads spalter. Debatten har måske sin rod i en anden debat, der blev turneret i denne avis for et par år siden, hvorvidt folkekirken bør have et nyt dåbsritual eller ej. Eller mere præcist, om kirken snarere burde få sig en ny dåbsteologi hellere end et nyt dåbsritual.
Spørgsmålet er ligesom hønen og ægget: Er det dåbsritualets bestemte liturgiske forskrifter, der afgør dets teologiske indebyrd, eller er det tværtimod teologien, der bestemmer det liturgiske udtryk? Svaret kan man få flere bud på i kirkehistorien.
I Det Nye Testamente kender vi til Jesu dåb, og hos Paulus og i Apostlenes Gerninger er dåben nævnt flere gange. Hvordan ritualet så ud på apostlenes tid, kan vi ikke få svar på. Vi kan efterspore en struktur eller nogle fælles elementer, der er gået med videre i traditionen, deriblandt dåben ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.
Men heller ikke denne formular er kendt og brugt alle steder. I stedet kan man blandt andet finde ritualer, hvor dåben sker tre gange, men knyttet til besvarelsen af en trosbekendelses tre led om Faderen, Sønnen og Helligånden. Den trosbekendelse, som blev brugt i nogle af de tidligste ritualer, blev allerede i samtiden anset som meget gammel.
Da Grundtvig herhjemme gjorde sin såkaldte mageløse opdagelse, at troen kom før Bibelen, idet Jesus havde dikteret den apostolske trosbekendelse (som vi døber på i folkekirken i dag) til disciplene, var det altså ikke grebet helt ud af den kirkehistoriske blå luft.
Der hersker ingen tvivl om, at dåben er et afgørende ritual for de kristne til alle tider. Går man baglæns gennem tiden til middelalder og oldkirke, er det tydeligt, hvordan ritualet afgør teologien. Flere af oldtidens store teologer skrev om dåben uden at være enige om, hvordan den skulle tolkes.
En af verdens førende kendere af det kristne dåbsrituals mangesidede historie er Yale-professoren Bryan S. Spinks. Han har gennempløjet dåbsritualets historie fra Det Nye Testamente til moderne tid inden for alle grene af kristenheden. Oldtidsteologernes forskelle skyldes ifølge ham, at de forholdt sig til hver deres lokale dåbsrite.
Et fællestræk er dog dåben i den treenige Guds navn i vand og salving med olie samt håndspålæggelse. Salvingen blev af flere af de gamle teologer tolket som besegling på modtagelsen af Helligånden. Men var den ligefrem vigtigere end den fra synden rensende dåb i vand? Enkelte beretninger tyder på, at der i oldkirken har været ritualer helt uden vand, men kun med olie.
Generelt var oldkirkens dåbsritual en form for spiritualisering af antikkens veludviklede badekultur. Heri var både vand og salving centrale elementer. Romerne elskede at bade. Og det foregik gerne med indsalving i olie/sæbe, bad, endnu en indsalving i parfumeret olie af hele kroppen og derpå iklædning i rent tøj inden middagen (ikke helt ulig vores hygiejniske normer i dag).
De kristne omtydede dette, så salvingen blev forstået som en indkapsling med Helligånd, hvori den døbte blev kristen – fordi ordet Kristus betyder ”salvet”, og en kristen dermed ”en salvet”. Sådan blev den døbte en bror til Kristus. Andre traditioner lagde mere vægt på vanddåben.
Den danske folkekirke står i en luthersk tradition. Derfor har den et dåbsritual, der er en bearbejdelse af det romersk-katolske dåbsritual fra middelalderen. Og dette er igen afhængigt af dåbstradition i den latinsktalende vestkirke.
Det sidste betyder, at den danske dåbsteologi ikke skal søge sine historiske rødder i de østlige, græsk- og syrisktalende kirker og de såkaldte orientalsk-ortodokse kirker længere væk i Mellemøsten og Afrika. For den latinske kristenhed er den nordafrikanske teolog Tertullian fra Karthago (død 225) betydningsfuld. Tertullian oversatte den græske kristendom til latin. I denne proces ændrede betydningen af mange teologiske begreber sig.
Tertullian var den første til at bruge det latinske ord sakramente, som er en ret fri fortolkning af det græske ”mysterion”, der betyder en hemmelig (mystisk) handling. Det var dåben rigtignok også. Når Tertullian talte om den som et sakramente, tolkede han den derimod i lyset af det latinske ords mening af en hellig ed. Dåben var et sakramente i den betydning, at den var begyndelsen på et nyt liv og forhold mellem Gud og menneske, ligesom den romerske soldat aflagde ed (sakramente) til kejseren.
En anden samtidig teolog fra Karthago var Cyprian. Han mente, at der kun fandtes én slags sande sakramenter. Og det var dem i kirken. Kun her var der virkelig tale om en nyskabelse af menneskers liv, fordi her blev Ånden formidlet via de kristne ritualer. På den måde forbandt Cyprian som den første kirkens sakramenter med frelse. Og for at slå krølle på disse historiske forudsætninger for den aktuelle debat, var det Augustin fra nordafrikanske Hippo, som fik forbundet dåben med frelsen. Augustin formulerede læren om arvesynden. Da denne var en synd, det enkelte individ ikke selv begik, måtte også børn frelses ved dåbens syndsforladelse. Det var ikke længere nok, at de var født ind i kristne familier, der af den grund døbte dem.
Også her står det klart, at Augustin udtænkte sin teologi på baggrund af en eksisterende praksis med barnedåb. Og da ritualet, som Augustin kendte, indeholdt eksorcismer og forsagelser af Djævelen, og vanddåben til alle tider havde udvirket syndernes forladelse, måtte der også være en grund til, at børn modtog denne i dåben. Ritualet bestemte således teologien. Det gjaldt formentlig også formuleringen af arvesynden og dåbens frelsende betydning.
Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i kirkehistorie og sognepræst.