Det var fjendtligt ment, da Freud i 1907 udråbte religion til at være en kollektiv tvangsneurose – en psykisk sygdom. Hans synspunkt skyldtes, at religionens ritualer mindede ham om symptomer og ritualer hos tvangs-neurotikerne – patienter med OCD, som det hedder nu om stunder. Man laver ritualer begge steder.
Det var uigennemtænkt teori, som Freud senere forlod. Den byggede imidlertid på en forudsætning, der er rigtig, nemlig at tvangsneurotikerens ritualer udføres med det formål at dæmpe angst. Angsten kan blive mindre, når de rituelle handlinger som for eksempel tre gange håndvask eller berøring af begge skuldre samtidig udføres. Ritualerne gør angsten lettere at have med at gøre.
Ritualerne har den samme funktion i religion. Synsvinklen skal bare vendes 180 grader for at lande på benene: Ritualer kan bekæmpe angst, gøre angst håndterlig, og gudskelov for det! Tænk, hvis vi ikke havde midler til at dæmpe usikkerhed og angst med. Så ville åben angst, handlingslammelse og stilstand være situationen for de fleste mennesker hele tiden.
Ritualer er et ganske almenmenneskeligt fænomen, der har fundet sine faste former i etableret religion, og som genopfinder sig selv hele tiden.
Vi kender ganske enkelt ikke nogen kulturer, der ikke har ritualer. Man har endda fundet, at sociale dyr kan ritualisere procedurer, både når de er alene og i grupper, når de for eksempel møder fremmede, skal administrere aggression eller bekræfte deres tilhørsforhold til gruppen.
Hvad gør ritualerne? De gør noget ukendt til noget kendt. De baner en sti i vildnis. De træder et fodspor, man kan følge. Følger man det allerede kendte, er man meget mere sikker, end hvis man skulle opfinde det hele forfra hver gang. Ritual er i familie med en vane, men også meget mere end en vane. Ritual giver også en mulighed for at bryde isen, at byde på noget nyt, vise en vej ud, når situationerne låser sig fast eller er uoverskuelige.
Et tænkt eksempel: En stenalderlandsby oplever et katastrofalt stenskred ned ad bjergsiden, der dræber halvdelen af landsbyens beboere.
De står fuldstændigt paralyserede af chokket – truede på overlevelsen, handlingslammede. Hvad nu? Alt det forudsigelige er væk. Al hidtidig orden er ophørt. Livets totale usikkerhed er åben: Bliver de selv slået ihjel lige så nemt om lidt? Er dette enden på det hele? Angst, angst, angst og handlingslammelse i måske timevis.
Hvis nu bare ét af disse mennesker tager en sten og placerer oven på en større sten og peger på det for de andre, så er der sket noget – isen er brudt, og der er givet mulighed for, at der kan ske mere endnu. De religions-fagfolk, der teoretiserer over sådan noget, siger, at der i hvert fald sker tre ting under en ritualisering:
For det første bliver der skabt en struktur, hvor der før ikke var nogen struktur. Der opstår en form for symbol på begivenheden, en sammenfatning af katastrofen, der gør den mere håndterlig. Den får form, og der kommer lidt orden, hvor der før kun var kaos. For det andet bliver den individuelle oplevelse af afmagt og lammelse kollektiv via ritualet, det bliver noget, man er fælles om. Man er ikke længere alene i verden, men med i en gruppe, der har det på samme måde, deler følelserne. For det tredje gives der en mulighed for, at tingene kan skifte position, transformere sig, at situationen kan ændre sig. En person kan sige eller gøre noget, og de andre kan følge efter. En ny sti baner sig, situationen er låst op, lammelsen er ovre.
Disse tre ting kaldes ritualernes gaver: orden, fællesskab og mulighed for transformation. Gentages ritualet, sker det samme. Alle tre ting er angstdæmpende, fordi de retter sig mod angstens komponenter: kaos uden struktur, den fortabte ensomhedsfølelse og det fastlåsende.
Spontane ritualer dukker op hele tiden: tændte lys og blomster ved trafikulykkesteder, korsets tegn foran eksamenspræstationer etcetera. Ritual er kultur. Men der er forskel på folk.
Nogle foretrækker de spontane frem for de allerede kulturbårne ritualer, andre har det bedst med de allerede trådte stier.
Peter la Cour er ph.d. i religionspsykologi.