Prøv avisen

Hospicepræster: Ritualer kan sætte grænser i den grænseløshed, man kan opleve, når døden viser sig

Tegning: Morten Voigt.

Hvilke kirkelige ritualer kan vi gribe til ved livets afslutning, når vores nærmeste er døende? Det har Kristeligt Dagblad spurgt en række hospicepræster om. Der mangler et ritual til dødslejet, mener en teolog, som efterlyser mere sanselighed

For 15 år siden kom teolog Johannes Værges far ud for en alvorlig trafikulykke, og efter nogle ugers indlæggelse blev enden på faderens liv. Da Johannes Værge og hans søskende første gang satte sig ved deres fars sygeleje på hospitalet, faldt det naturligt at bede Fadervor sammen.

”Min far fik ilt gennem en slange i halsen og kunne ikke tale. Vi kunne mærke, at han registrerede, at vi var der, men han var meget ilde tilredt. Men da vi så bad Fadervor, skete der det meget rørende, at han brugte sine yderste kræfter på at samle sine opsvulmede arme og maltrakterede hænder i bøn. Det var faktisk det sidste, han tydeligt gav til kende, inden han sank ind i bevidstløshed,” husker Johannes Værge, der er tidligere sognepræst, og forfatter til blandt andet ”Efter døden” om kristne tolkninger af død og opstandelse.

I de forgangne uger har Kristeligt Dagblads debatspalter og kirkesider været fulde af debat om dåben – det ritual, man i folkekirken møder, når et liv lige er begyndt. Men hvilke kirkelige ritualer kan vi egentlig gribe til ved livets afslutning – på dødslejet?

Katolikker har den sidste olie, hvor den døende salves. Muslimer anbefales at vende den døende mod Mekka, ligesom den islamiske trosbekendelse kan hviskes i den døendes øre.

I den danske folkekirke findes der ikke et specifikt ritual til brug ved dødslejet, men Kristeligt Dagblad har været i kontakt med flere hospicepræster, som fortæller, at de ofte bruger velsignelsen, Fadervor og andre bønner, salmesang og tekstlæsning fra Bibelen, når de besøger døende mennesker.

En af præsterne er Ole Hansen, som virker ved Hospice Fyn i Odense. Han tilbyder at lyse velsignelsen, hvis han fornemmer, at et ritual er passende i situationen.

”Jeg beder den døendes familie sætte sig tæt sammen om sygesengen og holde hinanden i hånden. Måske beder jeg ægtefællen tænde et lys. Og efter en salme og en bøn fortæller jeg, at jeg nu vil lyse velsignelsen over alle i rummet, ligesom den blev lyst over dem, da de blev døbt,” siger Ole Hansen.

Han forklarer de tilstedeværende, at velsignelsen er en hilsen fra Gud. Med sine fingre berører han først den døende og derefter hver enkelt pårørende med prik på pande, bryst og begge skuldre i en korstegnelse, mens han siger velsignelsesordene.

”Velsignelsen bliver et afskeds- eller måske nærmere gensynsritual, når den døende ligger på sit yderste. Og samtidig sætter ritualet streg under, at døden ikke er det sidste, der er at sige om det menneske. Nogle gange tænker jeg, at brugen af ritualer ved dødslejet faktisk betyder lige så meget som den efterfølgende begravelse i kirken. For det hjælper de pårørende til at give slip på den døende og den døende til at overgive sig til Gud. Det er en stund, man nok aldrig glemmer,” siger Ole Hansen.

Behovet for ritualer ved dødslejet ser også Ingeborg Kastberg Nielsen, præst ved Hospice Sønderjylland i Haderslev.

”Ritualer kan sætte grænser i den grænseløshed, man kan opleve, når døden viser sig. Inden for de grænser kan vi få frit slag til at være kede af det, lettede, vrede eller bare være til stede i rummet.”

Spørgsmålet er, om de folkekirkelige ritualer, der er til rådighed ved dødslejet, er sanselige nok. Det mener Liselotte Hornemann Kragh de ikke er. Hun er teolog og tidligere sognepræst og forfatter til håndbogen ”Døden nær”, der skal gøre døden mere nærværende i en dødsforskrækket kultur.

”Meget nødvendigt blev smidt ud af den kristne praksis med Reformationen, men der var også ting, vi ikke skulle have mistet. Blandt andet det fysiske aspekt af ritualerne. I folkekirken har vi velsignelse og bøn, som vi kan gribe til, men det er ordrige ritualer, som ikke har kroppen med. Jeg vil derfor mene, at man burde indføre et mere fysisk ritual i folkekirken, som kan bruges ved dødslejet,” siger hun.

Men hvorfor er kroppen så vigtig at få med i forbindelse med et ritual knyttet til dødslejet?

”Fordi vi har en krop. Eller er en krop. Når kommunikation mellem mennesker er dyb og sand, foregår den sjældent kun med ord, men også med kroppen. Vi ser det mellem moderen og barnet, mellem de to elskende og også mellem den døende og de pårørende. Hvis vi tager inkarnationen og skabelses- teologien alvorligt, er kroppen jo også et helligt sted, og hvis det kun er ord, der suser omkring os, bliver kroppen hjemløs,” siger Liselotte Hornemann Kragh.

Hun står også bag samtalegruppen ”Rum for livsbånd”, som hjælper til at styrke menneskers relationer til deres døde.

Hun slår derfor til lyd for, at der laves et nyt ritual til dødslejet.

”Når jeg mener, at vi har brug for et nyt dødsritual i folkekirken, skyldes det, at ritualer også er fællesskabsfødende. Vi kan ikke tåle at være så ubodeligt ensomme i vores individuelle finden på alting. Har vi et fælles kirkeligt ritual, kan vi med udgangspunkt i det lave de variationer, der passer ind i det enkelte dødsøjeblik.”

Hospicepræst på Fyn Ole Hansen mangler ikke et specifikt eller særligt sanseligt ritual til dødslejet. Tværtimod peger han på netop det kendte ved velsignelsen og bønnen som argument for også at bruge de ritualer ved dødslejet.

”Nogle mennesker har brug for syndsforladelse, men for de fleste kulturkristne danskeres vedkommende er det ikke tilgivelsen, men afskeden, der fylder. Og der er velsignelsen god, fordi de, selvom de ikke er kommet i kirke tit, har mødt ordene, når de har været til barnedåb. Ordene er ikke alt for fremmede for dem.”

Ingeborg Kastberg Nielsen fra Hospice Sønderjylland giver Liselotte Hornemann Kragh ret i, at den danske folkekirke ikke er lige så rig på sanselige udtryk som blandt andre den katolske kirke.

”Den protestantiske kirke er jo ikke overlæsset med ritualer, og det er blandt andet derfor, vi har taget katolikkernes skik med lystænding til os og efterhånden tænder lys ved enhver given lejlighed.”

”Men jeg mangler ikke et særligt dødsritual. Jeg oplever velsignelsen som sanseligt meget stærk. De fleste af os tror, at velsignelsen er noget, præsten lyser med armene ud til siden på afstand i kirken. Men det kan lige så vel kombineres med fysisk nærhed ved at lægge hånden på panden og tegne korset, så det kan ses og føles. På samme måde kan man folde sine hænder uden om den døendes hænder, hvis man beder en bøn,” siger Ingeborg Kastberg Nielsen.

Man skal dog heller ikke glemme høresansen, når man taler om dødsritualer, mener Johannes Værge, der oplevede sanselighed, da han bad Fadervor med sin døende far.

”Ved Fadervor folder vi hænderne, og ved velsignelsen slår vi korsets tegn – begge ritualer, mener jeg, har en vis sanselighed i sig. Og når man samtidig ved, at høresansen er den, vi bevarer længst, har jeg ikke selv haft behov for et særskilt og mere sanseligt ritual.”