Prøv avisen

Ritualer skal ikke længere være kirkens stedbørn

Ulla Morre Bidstrup fotograferet i Sankt Markus Kirke, hvor hun blandt andet underviser i de praktiske dele af de kirkelige handlingers gennemførelse ved Pastoralseminiariet i Aarhus. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Ved livets store begivenheder er kirken fortsat med for de fleste danskere. Den kontakt skal folkekirken blive bedre til at tage alvorligt, mener lektor Ulla Morre Bidstrup, der har skrevet den første danske ph.d.-afhandling om dette emne. Vi inddrager nemlig ikke kun kirken for de efterfølgende festligheders skyld

70 procent af alle nyfødte danskere bliver døbt, lige så mange konfirmeret, og når livet er slut, vælger op mod 90 procent af os en kirkelig begravelse.

LÆS OGSÅ: Ritualer med mening

Kirkestatistikken, som også fortæller, at over 11.000 i 2010 lod sig vie i folkekirken, understreger, at hovedparten af danskerne fortsat har kirken med, når livet bliver stort eller uoverskueligt og indbyder til fest eller sorg. Kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse er stadig nogle af de allervigtigste kontaktpunkter mellem folk og kirke, og denne kontakt skal folkekirken tage alvorligt og blive bedre til at udnytte, mener lektor ved Pastoralseminariet i Aarhus Ulla Morre Bidstrup.

Hun mener også, at folkekirken i de kommende år bevidst skal arbejde på at få udvidet antallet af kirkelige handlinger, og ser det som en af vejene i forsøget på at få flere i kirke, men understreger samtidig de kirkelige handlingers værdi i sig selv. For det er en misforståelse at tro, at vi kun kommer til kirken ved disse anledninger for festens skyld.

Det gør man også, men når mennesker i dag kommer til den kirkelige handling, så understreger de samtidig, at det fortsat er kristendommen, der angiver livets retning for dem. Derfor er det afgørende, at præsten ikke bare hyggesnakker, men forsøger at nå ind til, hvad det er ved kristendommen og kirken, der gør, at de er kommet. Det skal tales frem, så de, der kommer til kirken, derved bliver medforkyndere.

Ulla Morre Bidstrup har, som den første herhjemme, netop forsvaret en ph.d.-afhandling om de kirkelige handlinger, eller kasualier, som er den betegnelse, hun foretrækker, fordi den for hende bedre udtrykker, at der her er tale om lejlighedsvise gudstjenester, udsprunget af menneskelivet, som menighed og præst er fælles om.

Forsvaret af afhandlingen, hvis fulde titel er Fordi der skal prædikes på lørdag. Kasualierne som orienteringsritualer belyst med udgangspunkt i nyere tysk kasualteori, samlede fulde huse i det største auditorium på Aarhus Universitet. Blandt publikum var mange sognepræster, og det understreger for Ulla Morre Bidstrup, at de fleste præster i den danske folkekirke i dag er helt på det rene med, hvor vigtig en rolle de kirkelige handlinger i dag spiller som det sted, hvor almindelige mennesker og kirken eller kirken og samfundet mødes.

At det er den første afhandling om dette emne på dansk, og at Ulla Morre Bidstrup måtte til Tyskland under udarbejdelsen, understreger, at denne erkendelse er af forholdsvis ny dato, og ændrer ved de kirkelige handlingers status. De har ellers haft en tilværelse som en slags kirkens stedbørn.

Man har anskuet dem primært som overgangsritualer og derved sådan lidt som noget alment-religiøst, for overgangsritualer findes jo i andre religioner og kulturer og er derfor ikke noget specifikt kristent. I den teologi, som min far og andre præster af den generation er opdraget i, blev der gjort meget ud af, at de kirkelige handlinger ikke var så fine som den rigtige gudstjeneste, fordi der var lidt for meget individuelt menneskeliv på færde, og man skulle derfor passe meget på, at Ordet nu blev forkyndt rent og purt. Derfor handlede det for eksempel ved begravelser om, at præsten ikke fik talt for meget om afdøde, men i stedet fik forkyndt søndagens evangelietekst.

Denne position er i dag mest historisk, og afløst af den livshistoriske retning, hvor man tværtimod er optaget af menneskelivet det enkelte menneskes historie og hvor risikoen så er, at teologien bliver glemt.

Med sin afhandling peger Ulla Morre Bidstrup på en tredje vej, hvor de kirkelige handlinger ikke kun ses som overgangsritualer, men som orienteringsritualer, som det reflekterede moderne menneske opsøger for ud fra kristendommen at få markeret verdenshjørnerne i deres liv.

Det moderne menneske går ikke bare sløvt hen til kirken eller andre steder for som tomme skåle at lade sig fylde op. Vi forholder os til, hvor vi går hen, og derfor må præsten også møde de kasualiesøgende dem, der søger de kirkelige handlinger som nogen, man deler ærinde med.

I stedet for at jamre over, at kirkegangen er vigende, bør folkekirken glæde sig over de mange, der fortsat opsøger kirken i forbindelse med de kirkelige handlinger, mener Ulla Morre Bidstrup, men påpeger, at der her er brug for et udviklingsarbejde og ikke mindst et opgør med fordomme.

Nogle gange kan man blive lidt forskrækket over at høre, hvordan præster taler om dem, der kommer til de kirkelige handlinger. Alt det der med, at dem ser vi jo ellers aldrig, og de aner ikke, hvad det handler om, eller de kommer kun for festens skyld. Det er en fordomsfuldhed hos præsten, der gør, at man ikke er nysgerrig nok efter at lytte til, hvad det i virkeligheden er, der får de kasualiesøgende til at komme.

Ulla Morre Bidstrup har i heftet Gud, vi skal giftes, som er beregnet på at sende ud til brudepar inden vielsen, givet et konkret bud på, hvordan samtalen forud for en kirkelig handling kan opkvalificeres. Foruden samtalen, påpeger hun i sin afhandling prædikenens vigtighed og tager her et opgør med H-talen, som hun mener florerer ved begravelser og andre kirkelige handlinger.

Altså den tale, hvor præsten i den ene afdeling fortæller om for eksempel afdødes liv og derefter om Guds frelseshistorie for så til sidst at knytte en lille skrøbelig forbindelse fra det ene til det andet. Dermed kommer man alt for let til at antyde, at Guds og menneskets historie kun er meget spinkelt forbundet, men kristendommens pointe er jo en ganske anden nemlig, at Gud har forbundet sig med menneskelivet i inkarnationen, og derfor skal vi prædike, så man kan høre, at der ikke er tale om to adskilte historier.

En model til en sådan prædiken har Ulla Morre Bidstrup opstillet med V-talen, hvor præsten finder det punkt, hvor sammenhængen viser sig, og som derfor kan give anledning til, at den lille historie menneskets historie kan fortælles ind i den store historie, Guds.

Endelig lægger afhandlingen op til, at antallet af kirkelige handlinger forøges, og at folkekirken også derved bliver bedre til at udnytte den enorme folkelige forankring af dem. Ulla Morre Bidstrup har her forslag om for eksempel en gudstjeneste ved skolegangsstart, kirkelig markering ved pensionering og skilsmissegudstjenester, som knytter til ved et fællesskab om at være efterladt, ligesom efterladte efter dødsfald samles til allehelgensgudstjenester.

Allehelgengudstjenesten er jo i vores tid blevet en af kirkeårets allerstørste gudstjenester, og på samme måde kunne man forestille sig, at vi fandt frem til andre begivenheder, enten i menneskelivet eller årets gang, som det ville være naturligt at knytte an ved. Det har man herhjemme for eksempel også gjort i forbindelse med de stadigt flere kyndelmissegudstjenester, ligesom man i nogle af de store byer har gudstjenestetilbud til folk, der har mistet et spædbarn.

Hvordan det skal gøres, er noget, der virkelig skal gennemtænkes, for faren er jo, at det kan ende i fjolleri, hvis det taber seriøsiteten. Man kan ikke lave kirkelige handlinger for hvad som helst. Der skal være tale om forhold af en afgørende betydning og med en høj grad af almenhed.

steens@k.dk