Røde paver er ikke noget særsyn

Pave Frans' rundskrivelse om klimaforandringer minder om en lang tradition i katolsk teologi for at begejstre og forarge til højre og venstre

Pave Frans' rundskrivelse, der kæder menneskeskabte klimaforandringer sammen med et økonomisk system, der fremmer ulighed, grådighed og uhæmmet forbrug, kom seks måneder før FN's klimatopmøde i Paris til december.
Pave Frans' rundskrivelse, der kæder menneskeskabte klimaforandringer sammen med et økonomisk system, der fremmer ulighed, grådighed og uhæmmet forbrug, kom seks måneder før FN's klimatopmøde i Paris til december. Foto: Tony Gentile.

Med denne sommers rundskrivelse om klimaforandringer, ”Laudato Si”, har pave Frans endnu en gang demonstreret sin evne til at give katolicismen politisk bid og global genlyd.

Rundskrivelsen, der kæder menneskeskabte klimaforandringer sammen med et økonomisk system, der fremmer ulighed, grådighed og uhæmmet forbrug, kom seks måneder før FN's klimatopmøde i Paris til december, og netop som feltet af kandidater til den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 var ved at tage form. Og paven gjorde intet forsøg på at fremstå neutral. Tværtimod har han taget de fattigste nationer i forsvar og peget på den vestlige verdens særlige ansvar. Han har også afvist klimaskeptikernes argumenter og stillet sig bag den altovervejende videnskabelige konsensus om, at vores livsstil må ændres.

Sådanne meldinger fik mange medier til at tale om en ”rød” (eller ”grøn”) pave, og konservative røster, der normalt bakker op om pavelige standpunkter, advarede Frans mod at beskæftige sig med ting, han ikke har forstand på. Omvendt har meningsdannere til venstre, der ofte tager afstand fra katolsk tro og moral, glædet sig over, at han bruger sin religiøse autoritet til at fremme videnskabeligt velunderbyggede argumenter.

Begge synspunkter overser imidlertid, at paverne har været ”røde” meget længe, når talen er om det fælles bedste for menneskeheden, og at forestillinger om økonomisk vækst og markedskræfternes frie spil som løsning på verdens problemer aldrig har fået deres velsignelse. I den forstand er Frans' rundskrivelse om klimaforandringer blot det seneste udtryk for paveembedets advarsler mod truende menneskeskabte katastrofer gennem mere end hundrede år.

Da pave Leo XIII i 1891 udsendte rundskrivelsen ”Rerum Novarum”, støttede han såvel arbejdernes ret til at danne fagforeninger som princippet om privat ejendomsret. Netop denne rundskrivelse kom til at udgøre kernen i moderne katolsk sociallære med dens vægt på skabelsen af et retfærdigt samfund, der bygger på menneskelig værdighed og solidaritet.

Johannes XXIII's ”Pacem in Terris” (1963) advarede mod atomkapløbet under den kolde krig, mens Johannes Paul II's ”Sollicitudo Rei Socialis” (1987) talte om de ”syndens strukturer”, der hindrer udvikling, og lagde ansvaret hos både den vestlige økonomiske liberalisme og den kommunistiske kollektivisme. Benedikt XVI understregede i ”Caritas in Veritate” (2009) i kølvandet på finans-krisen de menneskelige omkostninger ved globaliseringen.

Modtagelsen af rundskrivelser som disse har vekslet mellem forargelse og begejstring, og paverne er blevet kaldt både profetiske og håbløst naive. Sådan er det også gået med pave Frans' klimarundskrivelse, skønt den er blevet spået større effekt, da den i sin form er mere i overensstemmelse med vor tids politiske kommunikation.

Men selvom rundskrivelsen roses fra venstre og kritiseres fra højre, går kernen i dens argumentation på tværs af alle politiske skillelinjer og bygger på en katolsk tradition, der går ud over vanlige politiske kategorier.

Frans ønsker ikke kun at gribe ind over for klimaændringerne af hensyn til den smeltende indlandsis og isbjørnene. For ham er det mennesket som forvaltere af Guds skaberværk, der er i centrum, når han advarer om truende katastrofer. Klimaforandringerne er i hans optik udtryk for, at vores moralske relativisme og skråsikre individualisme er kommet ud af kontrol, og at vi ikke længere evner at forvalte vores ansvar over for Gud og hinanden. Huller i ozonlaget og ørkendannelse er symptomer på den samme krænkelse af skabelsens indbyggede, ”naturlige” lovmæssighed som for eksempel fri abort og afvisningen af traditionel kønsforståelse. 

Sidstnævnte omtales begge i ”Laudato Si”, men ignoreres af mange medier, der ellers lovpriser rundskrivelsen, fordi det kommer på tværs af hans image som ”fornyer”. Men pave Frans er ikke blot revolutionær. Han vil også omvende. Den dimension er nyttig at have med, hvis man vil forstå, hvor han vil hen.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kender af katolske forhold