Ronnie og Sabina nægter at navngive deres datter. Nu er de idømt fængsel

I årtier har det givet anledning til debat, at det er folkekirken, som står for personregistrering. Nu er spørgsmålet aktuelt igen, fordi et københavnsk par er blevet dømt for ikke at ville navngive deres datter gennem et kirkeligt system

Ingrids forældre, Ronnie Hansen og Sabina Pultz, er principielt imod, at det er folkekirken, som står for personregistrering i Danmark, og derfor ønsker de ikke at navngive deres datter. Tirsdag i sidste uge sad forældreparret derfor på anklagebænken i Københavns Byret. Efter adskillige rykkere fra det lokale sognekontor var de tiltalt for brud på navneloven.
Ingrids forældre, Ronnie Hansen og Sabina Pultz, er principielt imod, at det er folkekirken, som står for personregistrering i Danmark, og derfor ønsker de ikke at navngive deres datter. Tirsdag i sidste uge sad forældreparret derfor på anklagebænken i Københavns Byret. Efter adskillige rykkere fra det lokale sognekontor var de tiltalt for brud på navneloven.

Efternavn: Pige. Fornavn: Unavngivet.

Sådan står der i en treårig københavnsk piges pas. Derhjemme og i børnehaven kalder de hende godt nok Ingrid, men officielt har hun ikke noget navn. Det skyldes ikke, at hendes forældre glemte at udfylde den navneformular på borger.dk, som alle forældre skal gøre senest seks måneder, efter deres barn er kommet til verden. Det skyldes, at de undlod det helt bevidst. Ingrids forældre, Ronnie Hansen og Sabina Pultz, er nemlig principielt imod, at det er folkekirken, som står for personregistrering i Danmark, og derfor ønsker de ikke at navngive deres datter.

Tirsdag i sidste uge sad forældreparret derfor på anklagebænken i Københavns Byret. Efter adskillige rykkere fra det lokale sognekontor var de tiltalt for brud på navneloven. Sabina Pultz satte sig i rummets venstre side langs væggen. Her blev hun siddende under hele retsmødet, mens hun lod Ronnie Hansen føre ordet på vegne af dem begge fra pladsen midt i rummet mellem anklager og forsvarer og med retsformanden lige frem for sig.

I modsætning til tidligere, hvor nybagte forældre skulle møde op i den lokale kirke for at registrere barnets navn, kræver det i dag kun et par klik på borger.dk. Så selvom det stadig er folkekirken, der står for navneregistreringen, er det ikke noget, man mærker meget til i processen. Men for Ronnie Hansen og Sabina Pultz er det et spørgsmål om principper. Og det er de villige til at gå rettens vej og risikere en dom for at vise.

Ingrids mor, Sabina Pultz.
Ingrids mor, Sabina Pultz. Foto: Privatfoto

”Jeg har det meget svært med, at livets begyndelse på en eller anden måde skal indvæves i en religiøs kontekst. Det kan være fint for religiøse mennesker, men for mig er det at få et barn helt løsrevet fra noget religiøst. At blive far er det største, jeg har oplevet, men Gud var ikke med i en eneste af mine tanker i den forbindelse, så hvorfor skal jeg alligevel påtvinges noget religiøst?”, siger Ronnie Hansen, og Sabina Pultz supplerer:

”I praksis ville det for mig ikke have de store omkostninger at gå gennem kirken. Men principielt synes jeg, det er forkert, og det er ikke kun på egne vegne. Jeg synes for eksempel, det er rystende, at muslimske børn også skal registreres af en kristen kirke,” siger hun.

Ronnie Hansen og Sabina Pultz, som begge er i 30’erne, bor i København med treårige Ingrid og hendes storesøster Ellen på otte år. Hende undlod de også først at navngive, hvilket resulterede i bødestraf. Ellers lever familien på mange måder et ganske almindeligt liv. Sabina Pultz er adjunkt ved et dansk universitet, og Ronnie Hansen er kommerciel direktør i en større, dansk organisation. Ingrid går i børnehave og Ellen i skole.

Det giver ikke mange udfordringer i hverdagen at have et børnehavebarn, som ikke er navngivet officielt. Kun engang imellem giver det, at der står ”unavngiven pige” i systemerne, anledning til særlige situationer i mødet med det offentlige.

”Hos en ny læge og hos tandlægen for eksempel er jeg da blevet mødt af et andet blik, end jeg er vant til, når jeg kommer ind ad døren med Ingrid. De ser os helt klart an for at vurdere, om der kan være mistanke om omsorgssvigt,” forklarer Sabina Pultz og tilføjer, at de fleste viser forståelse, når hun forklarer årsagen til det manglende navn.

Ønsket om at leve i et samfund, hvor religion ikke har nogen plads i de offentlige systemer, betyder til gengæld ikke, at tro er et tabu i familien. Tværtimod giver det anledning til mange interessante samtaler, fortæller parret, blandt andet fordi deres ældste datter, Ellen, går til FDF, hvor der både synges salmer og bedes bønner. Og hvis hun eller hendes søster en dag selv ytrer ønske om at tro, er det fint, siger Ronnie Hansen – det skal bare være på et kvalificeret grundlag. ”Forleden kom Ellen hjem og sagde, at hun troede på Odin, fordi de havde haft om asatro i skolen. Så spurgte jeg, hvad hun mente om, at man skal slå folk ihjel for at komme i himlen, og det syntes hun så alligevel ikke var så godt. Min pointe er, at hun gerne må tro, men at hun skal sætte sig ind i, hvad hun tror på. Det er ikke nok, at det kun er noget, der kommer inde fra maven,” siger Ronnie Hansen.

Selv voksede han op i en familie i Sønderjylland, hvor kristendommen ikke var til at komme udenom. Hans bedsteforældre på moderens side tilhørte Indre Mission. De var ikke ”de værste”, forklarer Ronnie Hansen, og han har altid haft et godt forhold til dem. Men både hans mors og hans eget brud med kristendommen tog hårdt på familien og har ifølge Ronnie Hansen givet anledning til bemærkninger fra præster, han helst ville have været foruden. Og selvom dette ikke er årsagen til, at han er villig til at gå langt i sin kamp for et sekulært samfund, er det alligevel et brændstof, erkender han.

Ingrids far, Ronnie Hansen.
Ingrids far, Ronnie Hansen. Foto: Privatfoto

”Der er social kontrol i kirken, og den vil vi bekæmpe,” lød det fra ham i retten efter, at han havde forklaret sin families historie med antydningen af et knæk i den ellers fattede stemme.

Hensynet til Ronnie Hansens og Sabina Pultz’ religionsfrihed var omdrejningspunktet i forsvarerens argumenter i retten, men i sidste ende vejede det ikke tungere end navneloven. Ronnie Hansen og Sabina Pultz blev idømt en månedlig bøde på 2000 kroner hver, så længe Ingrids navn ikke officielt er registreret, og otte dages betinget fængsel. En dom, de ankede på stedet. Sagen går altså videre til landsretten, hvor parret også regner med en dom.

”Og så går vi ikke længere. Det vil vi ikke betale for, og vi vil ikke få fri proces (omkostningerne betalt af det offentlige, red.),” siger Ronnie Hansen og tilføjer:

”Jeg håber på en måde, vi får en fængselsstraf. Jeg ville sådan set ikke have noget imod at sidde inde i tre dage. Det ville bare udstille, hvor fjollet det er.”

Det fremgik i en periode af net-versionen af denne artikel, at dommen lød på otte års betinget fængsel. Der er dog kun tale om otte dages betinget fængsel. Fejlen blev rettet tirsdag d. 26. januar kl. 12.28. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.