Prøv avisen
Anmeldelse

Rungende tomhed i DR-gudstjeneste

Arkivfoto: Flemming Pless stod for årets nytårsgudstjeneste Foto: S

Nytårsgudstjeneste på DR leverede performance og ufarlig snak om fællesskab, så Gud ikke fik nogen adskillende rolle i samværet med repræsentanter for andre religioner

Gudstjenesten kommunikerer i en helt ny retning, når den får den mondæne udformning. Allermest sikkert i mondænitetens epicentrum i hovedstadens kirkeliv: Christianskirken, som DR med forkærlighed vælger at transmittere gudstjenester fra - således også årets nytårsgudstjeneste.

Retningen i den klassiske gudstjeneste går fra menighed mod Gud - i taknemmelighed, syndsbekendelse og lovsang. Og det går den anden vej, fra Gud modtager man ordet og sine synders nådige forladelse. Præsten er her del af menigheden. Gud er vært.

I den mondæne kirke går retningen åbenbart fra kirkens stab, der gerne vil have lov at performe for deres publikum.

Derfor kunne Christianskirkens sognepræst Flemming Pless også byde ”velkommen” i Christianskirken, for han var programvært for aftenens indslag. Og han kunne sige ”Vi har glædet os til at se jer”. ”Vi” er nemlig de optrædende.

Performance blev forestillingens bærende mening. Her optrådte gospelkor, Koppel-søskende, præst og indkaldte repræsentanter for andre trosretninger, og de gjorde det for publikum over det ganske land.

Var der overhovedet indhold, ud over det kunstneriske, i de forskellige optrædener, var det den nye fællesskabs-religion, som man kender den fra børnehave og folkeskole. ”Vi skal mærke nærvær med hinanden,” som Flemming Pless præcist sammenfattede forestillingens sigte. Vorherre kan kigge på eller ej, i al fald vil menneskene nu gerne mærke noget indbyrdes. Og Pless udtalte en bøn - uvist til hvem, måske til de tilstedeværende - om, at vi skal ”være del af fællesskabet” og ”stå sammen”.

Ligesom Jesus i dagens tekst får et navn, så har vi alle et. Mere fyldte Jesus ikke i prædikenen, men det gjorde til gengæld de interessante: os selv. Flemming selv hedder Flemming, som han understregede, og ”vi bliver aldrig bedre, end hvad vi kalder hinanden”. Det er socialt. Vi skal kalde hinanden og os selv noget pænt, så vi får et varmt fællesskab. Håbet sættes til det rent menneskelige, hvor vi er de suveræne:

”Det, vi kalder vores omverden, bliver vores omverden, fordi hver eneste af os har mulighed for at gøre en forandring”.

Vi skal også huske at mene det rette i indvandrerdebatten og i ”medmenneskelighedens navn se, hvordan tingene hænger sammen” - ikke med 3D-briller, men med SF's lyserøde.

Man skal ”række ud efter hinanden, så vi kommer et sted hen, hvor vi ikke taler dårligt om os selv”. Mere interessant i netop en kirke kunne det være, hvordan Gud taler om os, men her nøjedes man med et så humant fokus, at alle religionsfornægtere måtte kunne nikke anerkendende.

Kun få salmer blev sunget, ”Fred hviler over land og by”, endda på nyskrevet melodi, så man sikrede sig, at de professionelle beholdt den for sig selv. To skiftende pianister kunne lægge en bund af Palmehave-salonmusik under Pless' tale og kirkebøn. Der blev performet sange, som ikke var salmer, og konferencieren gav ordet til buddhist, muslim og jødisk rabbiner, så vi kunne få det eksotiske indslag, der signalerer tolerance. Publikums ansigter fik da også så henførte udtryk, at det lignede en ny vækkelse - postmodernismens moderigtige.

Imam og rabbiner holdt sig høfligt til sociale problemer ude i samfundet, og man kunne atter lære, at fællesskabet nok er det finest tænkelige.

Bent Melchior foreslog et nyt verbum i stedet for at ”elske”, som gør tingene mere overkommelige og politiske: du skal ”solidarisere dig med din næste, solidarisere dig med de fremmede.” Han så frem til den totale solidaritet, hvor paradis på jord faktisk indfinder sig - med hans egne ord.

Når man ikke skelner så nøje mellem bekendelserne, er samfundsvinklen også det eneste, man kan snakke om.

Godt i al fald, at der ikke blev klappet mellem numrene. Tomheden rungede til gengæld.