Prøv avisen
Kirken i verden

Rusland får stadig større betydning for Vatikanet

Parolins rejse til Moskva den 21.-23. august for at mødes med overhovedet for den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill (billedet), og præsident Vladimir Putin, ligner den foreløbige kulmination på en veltilrettelagt strategi om at styrke båndene til den russisk-ortodokse kirke og drage nytte af den privilegerede stilling, som kirken har fået under Putin. Foto: Alexander Zemlianichenko/AP/ritzau

Når Vatikanets statssekretær sidst på måneden rejser til Rusland, handler det om at styrke båndene til den russisk-ortodokse kirke og bruge de muligheder, som den har fået under Putin

Den 62-årige kardinal Pietro Parolin er en skolet diplomat med 30 års erfaring i den pavelige udenrigstjeneste. Da han for fire år siden af pave Frans blev udnævnt til statssekretær, hvilket vil sige en slags statsminister i Vatikanet, spåede mange en renæssance for det klassiske pavelige diplomati.

Parolins rejse til Moskva den 21.-23. august for at mødes med overhovedet for den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill, og præsident Vladimir Putin, ligner da også den foreløbige kulmination på en veltilrettelagt strategi om at styrke båndene til den russisk-ortodokse kirke og drage nytte af den privilegerede stilling, som kirken har fået under Putin.

Allerede under Johannes Paul II og Benedikt XVI skete der store fremskridt i dialogen med den russisk-ortodokse kirke. Men siden pave Frans kom til for fire år siden, har dialogen kastet yderligere konkrete resultater af sig. Som tidligere i historien, når Ruslands politiske ledere har følt sig trængt politisk og økonomisk, bruger også Putin kirken til at understøtte nationen. Og i pave Frans’ optik giver denne åndelige mobilisering gode muligheder for et øget katolsk-ortodokst samarbejde på et tidspunkt, hvor vestlige politikere lægger afstand til alle former for religion.

Lige siden det store skisma i 1054, hvor østkirken og vestkirken gik hver til sit, har paverne bestræbt sig på en genforening, og den drøm lever fortsat i begge kirker. Stridighederne dengang handlede mest om tolkningen af pavens rolle og autoritet, og den uenighed er langtfra overvundet. Men siden den kolde krig har de to kirker i stigende grad kunnet mødes i en fælles forståelse af, hvad det vil sige at være kirke, og hvad kirkens rolle i arbejdet for fred og retfærdighed bør være.

Ikke desto mindre er den russisk-ortodokse kirke stadig dybt afhængig af statens velvilje, og for at pavens politik kan lykkes, skal hans statssekretær finde den rette balance mellem ikke at irritere Putin unødigt og samtidigt undgå, at Vatikanets udenrigspolitik kommer til at ligne en blåstempling af Putins geostrategiske mål. Borgerkrigen i Ukraine er et godt eksempel på balancegangen. For selvom Vatikanet har ydet økonomisk støtte til de krigsramte ukrainske kirker, har man afstået fra en egentlig fordømmelse af den russiske ekspansion.

Denne tilbageholdenhed kvitterede Putin til gengæld for ved at bifalde, at overhovedet for den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill, og pave Frans i 2016 kunne skrive kirkehistorie ved at mødes ansigt til ansigt i Cuba og dermed nå længere end nogensinde før i forholdet mellem de to kirker.

Det kirkelige topmøde førte på sin side til, at paven som en gestus tillod, at et relikvie af den hellige Nikolaus, der var biskop i Myra i det 4. århundrede og er begravet i katedralen i Bari, denne sommer kunne besøge en række byer i Rusland. Nikolaus har en enorm betydning i den ortodokse kirke og er Ruslands skytshelgen. Over to millioner russere, inklusive præsident Putin, ærede relikviet (et ribben), inden det med udgangen af juli blev returneret til Italien. Pavens gestus ville næppe have haft megen effekt i et protestantisk land. Men i det ortodokse Rusland var den en kæmpesucces og det perfekte afsæt for kardinal Parolins kommende samtaler med Putin og patriarken.

Da pave Frans i september 2015 besøgte USA og talte i kongressen, sagde han, at den katolske kirke i en tid med stor udenrigspolitisk usikkerhed, hvor nationerne ikke har tillid til hinanden, har en oplagt mæglerrolle. Kirken har ikke selv politiske eller økonomiske særinteresser at forsvare. Men dens globale rækkevidde og realistiske, professionelle vurdering af tingenes tilstand sætter den i stand til at byde ind med et tredje standpunkt, der med lidt held kan løse op for fastlåste konflikter og skabe ny tillid. Syrien og hele Mellemøsten er et oplagt eksempel.

Andre kristne kirker er naturlige allierede i denne proces. For den russisk-ortodokse kirke kan et nærmere samarbejde med den katolske kirke desuden betyde større frihed i forhold til russisk politik og dermed en mere troværdig stemme internationalt.

Andreas Rude er mag.art. i litteraturvidenskab og kommentator af katolske forhold.