Russere demonstrerer mod opførelse af kirke

Mange borgere i Ruslands fjerdestørste by, Jekaterinburg, har vendt sig mod planer om en ny katedral. Nu er præsident Putin gået ind i sagen

Der har i Jekaterinburg i Rusland været flere demon-strationer mod byggeriet af en katedral i de seneste uger. –
Der har i Jekaterinburg i Rusland været flere demon-strationer mod byggeriet af en katedral i de seneste uger. – . Foto: Jelena Mormol/Tass/Ritzau Scanpix.

”Det er vores by!”.

Sådan lød et af råbene fra demonstranterne i Jekaterinburg nær Ruslands Uralbjerge. De seneste uger har byen haft en række demonstrationer, der skulle forhindre, at en katedral bliver bygget i en af byens parker. Demonstrationen eskalerede adskillige sammenstød mellem politi og demonstranter i midten af maj, hvor flere blev anholdt.

Et af demonstranternes argumenter er, at byen har få grønne områder, mens den russisk-ortodokse kirke allerede har 312 kirker og kapeller i byen. Katedralen, der skal ligge i parken, er ligesom adskillige andre kirker i Rusland en erstatning for de mange kirker, der blev revet ned i sovjettiden. I løbet af de seneste 10 år er der blevet bygget over 10.000 nye kirker og kapeller i Rusland.

I slutningen af sidste uge blev der lavet en anden meningsmåling med 3000 respondenter, som viste, at 74 procent er imod katedralens placering.

Mens demonstranterne hævder, at der ikke er tale om et angreb på kirken, mener repræsentanter for den russisk-ortodokse kirke netop, at demonstranterne har set sig sure på kirken.

”Der er mange lovlige måder at udtrykke sin uenighed på. Men at skabe konflikter på kirkens områder er særligt trist, når det foregår på Jekaterinburgs jord, hvor der for ikke så længe siden ud fra et historisk synspunkt var religiøse forfølgelser, og tsar Nikolaj II og hans børn blev myrdet,” siger Vakhtang Kipsjidse, en talsmand for kirken, til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Selvom demonstranterne afviser, at der er tale om en konflikt mellem kirke og befolkning, er kirken og myndighederne så tæt forbundne, at lokalbefolkningen reelt er i konflikt med begge parter. Det vurderer Elena Stepanova, der er forsker ved Ruslands Videnskabsakademis afdeling i Jekaterinburg med særlig viden om religion i Rusland. Hun tror dog heller ikke, at der ligger et decidereret religionsfjendtligt motiv bag.

”Lige nu er stemningen i Rusland sådan, at folk er begyndt at blive vrede og skuffede over de beslutninger, der bliver taget. Man mener ikke, at befolkningen bliver hørt. Og der er flere og flere, der ikke kan lide alliancen mellem kirken og myndighederne. De bryder sig ikke om, at kirken har nære forbindelser til lokalpolitikere, der giver den lov til at bygge flere kirkebygninger på offentlige områder,” siger Elena Stepanova, der bekræfter, at langt de fleste i byen ikke ønsker, at katedralen skal ligge i parken.

”Det vil skabe store konflikter, hvis det ender med, at katedralen skal bygges i parken,” siger forskeren.

Senest er Ruslands præsident, Vladimir Putin, gået ind i sagen, på trods af at han først havde sagt, at det var en lokal konflikt, som skulle håndteres derefter. Han opfordrede til, at der skulle foretages en meningsmåling om byggeriet af katedralen i parken. Og det burde efter hans mening være resultatet af denne måling, der kommer til at bestemme, om demonstranterne får deres vilje.

Byens demonstranter føler sig dog ikke sikre på, at deres modstand bliver hørt. Og Elena Stepanova tror, at demonstrationerne i Jekaterinburg kan give anledning til, at andre borgere i Rusland giver udtryk for, at de gerne vil inddrages mere i de politiske beslutninger.

Den holdning deler demonstranten Evgenija Kusnet- sova, der underviser i jura på Urals føderale universitet.

”Jeg tror, at de vil bygge den her alligevel. Men jeg er stolt af, hvad min by har gjort. Jeg tror, at vi kan blive et forbillede for hele Rusland,” siger hun til den amerikanske avis Los Angeles Times.