Russere i konflikt om katedral

Skt. Petersborgs overdådigt udsmykkede Isaak-katedral er blevet centrum i en strid, der viser, hvordan balancen mellem stat og kirke er i bevægelse i Rusland

Anledningen til striden er, at byens guvernør, Georgij Poltavtjenko, i januar annoncerede bystyrets beslutning om at stille den statsejede katedral udgiftsfrit til rådighed for den Russisk-Ortodokse Kirke i de næste 49 år. Bygningen, som indtil nu har haft status som statsligt museum, vil herved overgå til kirken ogforventes at tages i brug til gudstjenesteformål.
Anledningen til striden er, at byens guvernør, Georgij Poltavtjenko, i januar annoncerede bystyrets beslutning om at stille den statsejede katedral udgiftsfrit til rådighed for den Russisk-Ortodokse Kirke i de næste 49 år. Bygningen, som indtil nu har haft status som statsligt museum, vil herved overgå til kirken ogforventes at tages i brug til gudstjenesteformål. . Foto: AP/Polfoto.

Siden begyndelsen af det nye år har Skt. Petersborg været scene for en kontrovers, som siger meget om den Russisk-Ortodokse Kirkes aktuelle position i det russiske samfund. Udgangspunktet for striden er et af byens mest synlige vartegn, den vældige, overdådigt udsmykkede Isaak-katedral, som med sin store forgyldte kuppel regnes for verdens største ortodokse kirkebygning.

Anledningen til striden er, at byens guvernør, Georgij Poltavtjenko, i januar annoncerede bystyrets beslutning om at stille den statsejede katedral udgiftsfrit til rådighed for den Russisk-Ortodokse Kirke i de næste 49 år. Bygningen, som indtil nu har haft status som statsligt museum, vil herved overgå til kirken ogforventes at tages i brug til gudstjenesteformål.

Overdragelsen følger som en række andre overdragelser en føderal lov fra 2010 om overgivelse af statsejede ejendomme med religiøse formål til relevante religiøse organisationer.

Ejerskiftet kunne derfor umiddelbart synes ganske uproblematisk.

Men det er den ikke. Tværtimod har guvernørens annoncering givet anledning til en omfattende protestaktion blandt byens borgere, som på flere måde har givet deres utilfredshed til kende. Den 28. januar samledes mellem to og fem tusind mennesker til en stor protestdemonstration, og den 12. februar samledes mindst tusind mennesker foran katedralen med samme formål. I en underskriftindsamling på nettet deltager foreløbig over 214.000 i en protest.

Blandt de mange protesterende er lokale oppositionspolitikere og den fremtrædende museumsmand Mikhail Piotrovskij, direktør for Eremitagemuseet, et af verdens største kunstmuseer. I et brev har Piotrovskij appelleret direkte til patriark Kirill, den Russisk-Ortodokse Kirkes overhoved, om at opgive overtagelsen af katedralen.

Protesterne sker under henvisning til, at den Russisk-Ortodokse Kirke ikke på samme måde som staten kan forventes at ville beskytte de kulturværdier, som katedralen repræsenterer og lade den være tilgængelig for alle, ortodokse såvel som ikke-ortodokse. Som museum besøges katedralen årligt af omkring tre millioner mennesker, som ikke forventes at ville kunne gå frit omkring i den som kirke. Desuden forventes den Russisk-Ortodokse Kirke ikke at kunne løfte den store opgave at vedligeholde bygningen. Nogle ser ligefrem protesten som et forsøg på at beskytte katedralen imod kirken.

Udover denne konkrete bekymring udtrykker nogle af protesterne imidlertid også en mere generel og principiel kritik af den Russisk-Ortodokse Kirkes tiltagende magt og indflydelse i det russiske samfund og dens nære forhold til staten under Vladimir Putin og dennes støtte til konservative, traditionelle, religiøse værdier. Ortodoksien og ortodokse troende menes at blive favoriseret på bekostning af andre, hvilket overdragelsen af katedralen og den heri liggende statslige støtte til den Russisk-Ortodokse Kirke kan ses som et meget synligt symbol på. I den formelt sekulære russiske stat, som ifølge sin forfatning af 1993 ikke kan have nogen officiel statslig religion eller ideologi, kan der rejses en principiel indvending mod dette. En del af protestaktionen har da også omfattet oplæsning af forfatningen.

Talsmænd for den Russisk-Ortodokse Kirke har blandt andet henvist til, at overdragelsen af katedralen sker i henhold til gældende lov, hvad tilhængere af sekulær retsstatstilstand vel ellers kunne forventes at bifalde. I øvrigt forsikres det, at katedralen som kirke fremover vil være frit tilgængelig for alle, hvad ortodokse kirker i almindelighed er, og at kirken er fuldt bevidst om bygningens museale kvaliteter, som den selvfølgelig vil værne om. Bekymringer af den art afvises altså som ubegrundede. I øvrigt ser kirken katedralens tilbagevenden til kirkelig brug – i 100-året for den russiske revolution – som et tegn på forsoning og som en hyldest til de hundredetusinder, der mistede livet for deres tro under sovjetregimet. Det er “et af symbolerne på den russiske ortodoksi og på Ruslands genrejsning”, som præsten Aleksander Pelin udtrykker det.

Protesten er bemærkelsesværdig, fordi den så klart demonstrerer modstanden mod kirkens voksende indflydelse på det offentlige liv. Den udtrykker en hævdelse af det sekulære samfunds, den sekulære stats og den sekulære kulturs berettigelse over for en tendens til tiltagende kirkelig indflydelse på både samfund, stat og kultur. Det noget paradoksale er, at dette forsvar for sekulariseringen altså sker under insisteren på, at staten skal forblive ejer og bestyrer af netop en kirke.

Noget af forklaringen består i, at Isaakskatedralen som al kirkelig ejendom også allerede før revolutionerne i 1917 tilhørte staten. Dette skyldes, at den Russisk-Ortodokse Kirke indtil da var en statskirke, hvis økonomi var integreret i den statslige. Hvad kirken mistede, da det antireligiøse, revolutionære regime i 1918 adskilte kirken fra staten, var altså ikke så meget retten til at eje katedralen som til at bruge den.

Så når den Russisk-Ortodokse Kirke nu udgiftsfrit genvinder brugsretten til katedralen, opnår kirken altså en meget synlig form for statslig støtte til sin position i samfundet, om end nu som fortsat uafhængig, ikke-statslig organisation. Det er en position, der paradoksalt nok giver den aktuelle kirke betydelig større muligheder for indflydelse, end den før revolutionen havde som zarens officielle statskirke.

Christian Gottlieb er adjungeret professor i kirkehistorie på Københavns Universitet og har særligt fokus på den ortodokse kristendom.