Prøv avisen
Kirken i verden

Russerne er bange for at ændre på gudstjenesten

Den russisk-ortodokse gudstjeneste, som her ses med en særlig indsættelsesgudstjeneste for dens leder, patriark Kirill, er et ømt punkt at ændre på. Det har tidligere ført til splittelser i kirken at gøre det. Foto: Sergei Karpukhin/Ritzau Scanpix

Ikke kun i Danmark debatteres ændring af gudstjenestens former. I den russisk-ortodokse kirke er det følsomme emne også på dagsordenen, og det kan føre til splittelse

Den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill af Moskva berørte et emne, som i historiens løb har været årsag til en traumatisk splittelse af kirken, da han kort før nytår omtalte muligheden for reformer af den russiske kirkes liturgi. Splittelsen opstod i midten af 1600-tallet, da daværende patriark Nikon gennemførte en reform af liturgien, som en stor del af kirkens troende ikke ville acceptere. Trods streng forfølgelse nægtede de såkaldte gammeltroende at bøje sig, og selv om kætterdomme og martyrier nu hører fortiden til, er splittelsen stadig en realitet.

De mulige ændringer, som Kirill omtalte, har dog også en anden karakter. De handler på ingen måde om liturgiens indhold og på sin vis heller ikke om dens form, således som Nikons reform i 1650’erne. De nu omtalte ændringer handler om liturgiens sprog, som imidlertid også er en sag med rig mulighed for konflikt.

I den russisk-ortodokse kirke holdes gudstjenester nemlig ikke på russisk. Sit navn til trods holder den russiske kirke sine gudstjenester på et sprog, der kaldes kirkeslavisk. Dette sprog er den form, som de slaviske sprog havde, da de slaviske folk, herunder det russiske, i det niende til tiende århundrede gik over til kristendommen og derfor fik brug for et skiftsprog til oversættelser af kirkens liturgi, Bibelen og andre kristne skrifter. Dette sprog, som oprindeligt var folkets almindelige sprog, nu beriget med en mængde kristne ord og begreber, er siden da blevet fastholdt i de slavisktalende kirker som gudstjenestesprog. Alle dele af liturgien, inklusive læsningerne af dagens tekster, foregår således stadig i 2020 på et sprog, som i princippet er forblevet uændret gennem over 1000 år.

Overført til danske forhold ville det i princippet svare til, at den danske kirke holdt sine gudstjenester på oldnordisk eller i al fald et meget gammeldags dansk. Det ville næsten ingen nulevende danskere forstå ret meget af, fordi moderne dansk gennem tiden har fjernet sig så meget fra oldnordisk, at dette nu må betragtes som et fremmed sprog. Kun nogle få spredte ord og udtryk vil være forståelige for den, der ikke har gjort en særlig indsats for at tilegne sig oldnordisk.

Omtrent sådan er det også for nutidens russere i forhold til kirkeslavisk. Selv om der måske ikke er helt så stor forskel på kirkeslavisk og russisk som på oldnordisk og dansk, er det dog sådan, at en nulevende russer, der ikke har gjort en særlig indsats for at tilegne sig kirkeslavisk, kun vil forstå nogle få spredte ord og udtryk.

Det er derfor ikke overraskende, at nogen kan få den tanke, at en sproglig opdatering af den russiske kirkes liturgi måske kunne være på sin plads. Forslaget har da også været fremsat flere gange før, allerede i begyndelsen af det 20. århundrede, og er ikke blevet mindre aktuelt siden. Ikke mindst i nutidens situation, hvor den russiske kirke siden Sovjetregimets sammenbrud i 1991 har sat alle kræfter ind på at genkristne det russiske samfund, er det bemærkelsesværdigt, at kirkens vigtigste udtryk, den ortodokse gudstjeneste, stadig foregår på et sprog, som kun de færreste forstår.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at alle i den russiske kirke uden videre vil være enige i Kirills forslag. Selvom det alene handler om, at læsning af de bibelske tekster kan ske på russisk i menigheder, hvor man er parat dertil (mens resten af liturgien fortsat skal være på kirkeslavisk), vil allerede dette skridt møde modstand fra visse kredse. Sagen har derfor også givet metropolit Ilarion – en anden højtstående repræsentant for kirken – anledning til at advare om, at eventuelle reformer af liturgien kun bør foretages med den yderste forsigtighed. Ilarion medgiver, at spørgsmålet har været diskuteret internt i kirken i mindst 30 år, uden at der er opnået enighed. Nogle betragter moderne russisk som helt utilladeligt i liturgisk sammenhæng, andre ønsker tværtimod at russificere hele liturgien, andre igen kun dele af den, mens nogle ligefrem vil mene, at indslag som for eksempel rockmusik og rap-tekster ville tiltrække flere unge mennesker. Ilarion gør dog opmærksom på, at den liturgiske tradition er undergivet nogle bestemte begrænsninger, og at det under alle omstændigheder er afgørende at undgå faren for en gentagelse af 1600-tallets splittelse.

Selvom sagen ikke umiddelbart har haft nogle praktiske konsekvenser, er den interessant på grund af det lys, den kaster på den russisk-ortodokse kirke: For det første fordi et glimt af den interne kirkelige diskussion her udtrykkes i en offentlig udveksling mellem kirkens øverste leder og en af hans nærmeste underordnede, som i dette spørgsmål åbenbart ikke er helt på linje med sin chef.

For det andet – og måske vigtigere – fordi liturgiens centrale rolle i den ortodokse kirke her understreges af dens rent sproglige dimension (på en måde som i øvrigt også sætter den aktuelle danske liturgidebat i relief). At nogen i den russiske kirke overhovedet kan være modstandere af, at gudstjenesten foregår på et bare nogenlunde forståeligt sprog, kan være vanskeligt for udenforstående at forstå, men holdningen synes dog bestyrket af erfaringen fra det 20. århundrede: At den russiske kirke har formået at overleve syv årtiers hårdhændet, systematisk forfølgelse og efter Sovjetregimets sammenbrud at komme tilbage til samfundet med stor styrke til trods for, at dens gudstjeneste foregår på et sprog, som næsten ingen almindelige mennesker forstår. Dette faktum kunne i sig selv tyde på, at det, som mange ortodokse opfatter som det vigtigste ved den ortodokse gudstjeneste, ikke nødvendigvis er det umiddelbart forståelige, men noget andet, Guds mysterium, som intet menneskeligt sprog alligevel formår at udtrykke.

Christian Gottlieb er adjungeret professor, dr.theol. med speciale i ortodoks kristendom.