Natten til den 23. januar 1918 indtog lokale bolsjevikker Huleklostret i Kijev. De hærgede klostrets kirker, stjal, hvad de kunne, ydmygede munkene og tvang dem til at tage tøjet af. To dage senere skød de metropolit Vladimir af Kijev ved en vejside og lod liget ligge.
Likvideringen af metropolitten på åben gade blev startskuddet til Sovjetunionens forfølgelse af den russisk-ortodokse kirke.
Den voldelige forfølgelse varede ved indtil Stalins død i 1953 og toppede under Den Store Terror i 1937-1938 med henrettelsen af titusindvis af ortodokse præster.
På den voldsomme baggrund er patriark Kirills nylige bemærkninger om Den Russiske Revolution bemærkelsesværdige. Under et tv-interview i anledning af den ortodokse jul i januar sagde patriark Kirill blandt andet:
”Den sovjetiske periode? Ja, selvfølgelig var der lejre, blodig kollektivisering og industrialisering ved hjælp af Gulag, men var der ikke også entusiasme, var der ikke også solidaritet?”
I en tv-transmitteret tale fra det russiske parlament har han senere uddybet, hvorfor revolutionen ikke alene skabte rædsel, men også stræbte efter retfærdighed:
Samfundet var uretfærdigt i det russiske imperium. Der var social og materiel ulighed, og det forhold blev misbrugt af revolutionens propagandister.
Bolsjevikkernes propaganda ville imidlertid have været nyttesløs, hvis ikke der havde været klangbund for den i befolkningen. Patriarken spurgte:
”Kan vi da sige, at det var dårligt, at folk stræbte efter retfærdighed?”.
Det russiske samfund har i årevis været splittet mellem den del af befolkningen, der begræder Sovjetunionens sammenbrud, og den del af befolkningen, der mindes Sovjetunionens millioner af ofre. Patriark Kirill har selv udtalt, at han ønsker at forsone de uforsonligt indstillede befolkningsgrupper.
Kirken har op igennem 1990'erne og 2000'erne aktivt fordømt Sovjetunionens forfølgelse af befolkningen og kirken. Kirkens biskopkoncil kanoniserede i 1992 metropolit Vladimir af Kijev som martyr og har siden kanoniseret yderligere 1775 martyrer fra sovjettiden. Med drabet på mindst 20 millioner sovjetiske statsborgere er Stalin den sovjetiske leder, der har suverænt flest ofre på samvittigheden. Stalins stabile popularitet hos gruppen af kommunistiske sovjetnostalgikere har ført til absurde forslag om at kanonisere Stalin som helgen. Den tidligere patriark Aleksij II kommenterede i den forbindelse:
”Man kan ikke på een gang kanonisere forfølgelsens ofre og bødler.”
Præsident Vladimir Putin har i årevis forsøgt at sammenkæde ”det bedste” fra den russiske og sovjetiske historie i en samlet positiv fortælling om Rusland.
Kristeligt Dagblad har tidligere skrevet, at præsident Putin i et forsøg på at kapre stemmer fra kommunisterne har fremstillet Lenin som en slags kommunistisk helgen, til stor bestyrtelse for den russisk-ortodokse kirke.
Nu ser det ud til, at også patriark Kirill forsøger at imødekomme de mange russere, der savner Sovjetunionen.
I løbet af de seneste måneder har patriark Kirill ved flere lejligheder fremlagt et ambitiøst russisk identitetsprojekt, der skaber en syntese af opbyggelige erfaringer fra fortiden og inddrager revolutionens retfærdighed og Sovjetunionens solidaritet i en positiv fortælling om den russiske fortid. I alle historiske perioder, siger patriarken, kan man finde vigtige positive elementer og værdifulde erfaringer.
På den russisk-ortodokse kirkes 18. folkemøde i november 2014 lancerede patriark Kirill for første gang sin syntese. Under juleinterviewet med Dmitrij Kiselev formulerede patriarken fem nøglebegreber, der karakteriserer de positive erfaringer, som den russiske historie har bidraget med i forskellige perioder:
”Tro, det er middelalderens Rusland. Statsdannelse, det er det russiske imperium. Retfærdighed, det er revolutionen. Solidaritet, det er sovjettiden. Og værdighed, det er det nye Rusland.”
Under sin tale i det russiske parlament præcis to uger senere forklarede patriarken selv, hvad formålet med syntesen var:
”Vi skal nå til en ny syntese i vores verdensanskuelse. Målet er at tage alt det bedste, som har eksisteret i vores fortid, og bygge et fundament for fremtiden på dette grundlag.”
Med sin syntese kommer patriark Kirill ikke alene de russiske kommunister og sovjetnostalgikere i møde.
Han indgår også et kompromis med staten i synet på Sovjetunionen og hjælper præsident Putin med at formulere en ideologi for fremtidens Rusland. Patriarkens forsonende kurs i forhold til revolutionen har imidlertid en pris. Ved at imødekomme een befolkningsgruppe, skubber han en anden væk.
Store dele af kirken vil have svært ved at acceptere patriark Kirills udlægning af revolutionen som en stræben efter retfærdighed.