En britisk journalist spurgte for nogle år siden den nuværende patriark Kirill, om ikke det var på tide med en modernisering af den russiske ortodokse kirke. Kirills svar var temmelig spydigt. Jo, han ville gerne overveje reformer. Hvis altså han blev forelagt statistikker, som påviste, at det ville resultere i, at flere er blevet troende, at kirkerne er blevet fyldte, at kirken er blevet mere synlig, aktiv og nødvendig for menneskene. Førend dette var sket, så han ingen grund til at modernisere kirken.
LÆS OGSÅ: Dronningen fik endelig set Dagmars grav
Patriark Kirills udtalelser er kendetegnende for et kirkesyn, hvor Traditionen, med stort T, spiller en afgørende rolle. Kirkens historie og praksis betragtes som en del af åbenbaringen. I den russiske ortodokse kirkes opfattelse er reformer derfor kun noget, der indføres forsigtigt og efter grundige overvejelser.
I Rusland foregår gudstjenesten, bortset fra prædikenen, på kirkeslavisk, hvilket nogenlunde ville svare til, at den danske gudstjeneste foregik på oldnordisk. Med andre ord er størstedelen af gudstjenesten kun lidt, eller slet ikke, forståelig for den menige kirkegænger.
En modernisering af liturgien har derfor længe været diskuteret. Men hver gang er diskussionen strandet på spørgsmålet om graden af tradition over for graden af fornyelse.
Diskussionen om reformer er blevet aktualiseret, efter at en kommission under Moskva-patriarkatet har udgivet et arbejdsdokument om det liturgiske sprog. Heri understreges det, at kirkeslavisk er en uadskillelig del af den russiske ortodokse kirkes liturgiske tradition. Kommissionen anbefaler dog en forsigtig modernisering af de kirkeslaviske tekster og vil dermed tilpasse de ord, som har ændret mening i tidens løb.
Dokumentet har skabt diskussion. Både blandt modstandere af reformer, som mener, at de foreslåede reformer går alt for langt, og blandt fortalere for reformer, som mener, at udspillet er alt for forsigtigt.
Modstanderne af en modernisering argumenterer for, at forståelse ikke er alt. Kirken er et særligt sted med et særligt sprog. Deltagelse kræver derfor tillæring og øvelse. Ligesom den kirkelige arkitektur og klædedragt adskiller sig fra dagliglivet, adskiller sproget sig også fra dagligdags tale. Kirkeslavisk er smukkere, mere æstetisk og mere rent end russisk og passer derfor til det, kirken står for: Hellige handlinger kræver hellige ord.
Endvidere fremhæver traditionalisterne, at kirkeslavisk er en vigtig del af russisk kulturarv. I stedet for at afskaffe kirkeslavisk, fordi det ikke forstås godt nok, bør man i stedet styrke kendskabet til sproget, fx gennem undervisning i skolerne. For traditionalisterne er ønsket om afskaffelse af kirkeslavisk et knæfald for protestantismen og vil føre de samme problemer med sig: sekularisering, fragmentering og individualisering.
Fortalerne for en reform argumenterer derimod med, at æstetik og tradition ikke er alt. De fremhæver, at liturgien, når den er uforståelig, bliver ligegyldig og påpeger, at kirkeslavisk i sin tid blev skabt, netop fordi både Bibelen og gudstjenesten skulle være forståelig for alle, ikke kun for særligt uddannede.
Reformisterne trækker videre frem, at mange ortodokse kirker allerede har revideret kirkesproget: I eksempelvis den bulgarske og den serbiske kirke foregår der liturgier både på kirkeslavisk og på nationalsproget. I reformisternes øjne vil en mere udbredt brug af nationalsprog kunne modvirke frafald fra den ortodokse kirke og endda tiltrække flere ortodokse kristne.
Diskussion i den russiske kirke giver på flere punkter mindelser om vores egen løbende debat om eksempelvis modernisering af salmer eller bredere appel ved gudstjenesten. Diskussionen om tradition eller fornyelse er vigtig, men svaret er næppe et enten-eller, snarere et både-og.
I Rusland fortsætter diskussionen, og i sidste ende bliver det måske ikke et spørgsmål om, hvad kirkens top vælger, men hvorvidt brugerne får mulighed for selv at vælge. Som en af reformisterne, fader Georgij Kotjetkov, for nylig udtalte: Kirkegængerne har ikke brug for reformer, men for retten til et valg.
Annika Hvithamar er lektor i religionsvidenskab ved Syddansk Universitet