De ændringer af Ruslands forfatning, som præsident Putin bebudede i sidste måned, har givet den russisk-ortodokse kirkes overhoved, patriark Kirill, anledning til også at foreslå en ændring af forfatningen: Den skal fremover udtrykkeligt nævne Gud. Kirill begrunder sit forslag med, at “størstedelen af de russiske borgere tror på Gud”, ikke blot de ortodokse, men også “muslimer og mange andre”, samt at Gud allerede er nævnt i den russiske nationalsang (den gamle sovjethymne med en ny tekst).
Når nationalsangen kan indeholde en strofe om det “af Gud bevarede fædreland”, skulle forfatningen vel også kunne indeholde en tilsvarende passus. Kirill opfordrer til at bede til og arbejde for, at den reviderede forfatning må komme til at indeholde en henvisning til den “ophøjede ide” om troen på Gud, der, som han udtrykker det, “former moralen, både den personlige, den samfundsmæssige og den politiske”.
Forslaget er ikke kommet som en overraskelse. En henvisning til Gud i forfatningen ville ligge helt i forlængelse af den ortodokse kirkes bevidste bestræbelse på at præge det russiske samfund i ortodoks, eller i al fald mere almen religiøs retning, en bestræbelse som efterhånden har stået på i mere end to årtier. Den ortodokse kirke har længe været åbenlyst kritisk over for det princip om det religionsneutrale sekulære samfund, som udtrykkes af den nuværende forfatning fra 1993, og kirken har ikke lagt skjul på sit ønske om at opnå, hvad der i kirkens såkaldte “sociale koncept” fra 2000 omtales som en “dybere religiøs forankring” af den russiske stat og en “åndeliggørelse” af samfundet. Hvorvidt Kirills forslag så skal forstås som et bidrag til at opnå en sådan åndeliggørelse eller snarere som en antagelse af, at den nu allerede er opnået, udtaler han sig ikke om.
Kontroversielt er Kirills forslag dog under alle omstændigheder. Netop fordi det bryder med den nuværende forfatning, hvis artikel 14 udtrykkeligt fastslår sekularitetens princip:
”Den Russiske Føderation er en sekulær stat. Ingen religion kan etableres som statslig eller obligatorisk.”
Dette princip, der i Vesten ofte ses som essentielt for et liberalt demokrati og et mangfoldigt samfund (først formuleret i 1791 i den Første Tilføjelse til USA’s forfatning), kan med god grund hævdes i Rusland, hvis “multinationale folk” (med forfatningens ord) ganske vist overvejende er ortodokst, men dog også huser et stort antal mennesker, der hverken er russere eller ortodokse eller på anden måde troende. Skønt 70 til 80 procent af russerne i gentagne holdningsundersøgelser svarer ja til at være ortodokse, er det dog kun cirka 40 procent, der svarer ja til, at de også tror på Gud. Ortodoks identitet er således ikke nødvendigvis ensbetydende med gudstro, hvad Kirills forslag synes at forudsætte.
Denne forventelige indvending mod Kirills forslag er da også blevet rejst. Næstformanden for Ruslands Menneskerettighedsråd, Irina Kirkora, påpeger, at den russiske stats sekulære karakter hænger sammen med dens multireligiøse natur, og at en henvisning til Gud i forfatningen derfor ville være en upassende selvmodsigelse. Forfatningen er et universelt dokument for alle borgere i Rusland, også de ikke-troende. Irina Kirkoras kritik bakkes op af formanden for en af Statsdumaens komiteer, Pavel Kresheninnikov, som heller ikke støtter forslaget om at nævne Gud i forfatningen under henvisning til, at Guds eksistens som ånd ikke afhænger af, om han nævnes i forfatningens tekst. Ved samme lejlighed tager Kresheninnikov også afstand fra et andet kirkeligt forslag, fremsat dagen før Kirills, om at fremhæve beskyttelse af det traditionelle ægteskab og familieværdier i forfatningen (fremsat af Vladimir Legoida, leder af kirkens Afdeling for Samarbejde mellem Kirke og Samfund).
Kirills forslag har dog også mødt tilslutning fra andre i Statsdumaen. En anden af dens komiteformænd, Sergej Gavrilov, finder det helt på sin plads med en bred diskussion af Guds plads i forfatningen. Han finder det passende, at forfatningens præambel afspejler de “evige værdier, som kan blive grundlaget for vores udvikling”. Forudsætningen er dog ifølge Gavrilov, at eventuelle ændringer skal blive “grundlag ikke for en hyklerisk, men for en dyb forståelse af patriotisme, som ikke vil tillade en splittelse af landet på grund af national og religiøs identitet”.
Denne henvisning til patriotismen, som noget der, “dybt” forstået, kan begrunde en henvisning til Gud, er formentlig det springende punkt i debatten. Patriotisme på “multinationale” præmisser forudsætter åbenlyst et fællesskab om noget højere end den enkelte nation – som for eksempel Gud. Forudsat at forståelsen af Gud altså ikke knyttes alt for tæt til et bestemt folk.
Dette spørgsmål om forholdet mellem religiøs og national identitet, mellem forståelsen af Gud og folk, er en stående debat i dagens Rusland. Den russisk-ortodokse kirke spiller en stor rolle i fremhævelsen af den nære sammenhæng mellem russiskhed og ortodoksi. Denne sammenhæng har også fået en officiel formulering i den i 2014 fremsatte “Deklaration om russisk identitet”, hvori en “russer” defineres som en person, der blandt andet “anerkender den ortodokse kristendom som grundlaget for den nationale åndelige kultur”.
Om end dette dokument ikke har nogen formel lovkraft, er dets konklusioner dog formuleret på en sådan måde, at de uden videre ville kunne skrives ind i en forfatningstekst, hvis dette skulle komme på tale. Om dette har været hensigten, vides ikke, og patriark Kirill går da heller ikke så langt i sit aktuelle forslag. Men problematikken har altså tidligere været drøftet og formuleret med stor konkretion og klarhed.
Uanset hvordan denne diskussion falder ud, vil den under alle omstændigheder være væsentlig som en prøve på, hvor stor den ortodokse kirkes gennemslagskraft og indflydelse på Ruslands politiske system faktisk er.
Christian Gottlieb er adjungeret professor, dr.theol.