Får Rusland en ny forfatning? Det afgøres i dag. En afstemning blandt den russiske befolkning har været i gang siden den 25. juni, og i dag afsluttes den. Den nye forfatning betyder blandt andet, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, får muligheden for at blive siddende frem til 2036, at ægteskaber mellem mænd og kvinder er det eneste accepterede ægteskab, og at russernes tro på Gud fremhæves.
Det sidste af de elementer er den foreløbige kulmination på et mangeårigt forløb, der gør, at særligt den russisk-ortodokse kirke står stærkt. Det fortæller seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel Hansen, som blandt andet forsker i Rusland efter sovjet-tiden. I 1997 blev fire religioner anerkendt af den russiske stat. Det var den russisk-ortodokse kirke, buddhismen, islam og jødedommen.
”Det blev gjort både for at cementere en fællesskabsfølelse, men også for at udelukke og stigmatisere eksempelvis missionerende amerikanske bevægelser som mormoner og medlemmer af Jehovas Vidner. Pacifistiske religioner bliver set på den måde, at de ikke passer ind i det russiske samfund. Der har også sideløbende været en styrkelse af den russisk-ortodokse kirke. Den russisk-ortodokse patriark er en central figur politisk og i samfundet. Han har stor indflydelse. Det er en fordel for Putin, fordi han får legitimitet ved at tilbyde den russisk-ortodokse kirke en fremtrædende rolle. Der er en samhørighed mellem kirke og stat, som bliver slået endnu mere fast af at nævne Gud i forfatningen,” siger Flemming Splidsboel Hansen.
Han fortæller også, at religion fylder mere for den russiske befolkning, end den gjorde før Sovjetunionens fald. Det er særligt den russisk-ortodokse kirke, der gør det, selvom den ikke er en statskirke. Men kirken er ikke en moralsk rettesnor for befolkningen, fortæller Flemming Splidsboel Hansen.
”Russerne og staten søger snarere bekræftelse i værdierne i kirken frem for at rette sig efter dem. For få år siden forsøgte den russisk-ortodokse kirke at stramme lovgivningen i forhold til abort. Det mødte dog ikke opbakning i befolkningen eller staten, da abort bliver set som en naturlig og fasttømret rettighed. I sovjet-tiden blev abort stort set brugt som prævention. I forhold til ægteskab mellem homoseksuelle er der en opposition i befolkningen, som de kan få understøttet i den russisk-ortodokse kirkes syn på sagen,” siger han og tilføjer, at spørgsmålet om ægteskaber mellem homoseksuelle er så stort, at det kan få russerne til at stemme for den nye forfatning.
Og den russisk-ortodokse kirke og de ortodokse kirker generelt har været garant for en opposition til homoseksuelles rettigheder. Det fortæller lektor emeritus ved Københavns Universitet Karsten Fledelius, der har beskæftiget sig meget med Østeuropa.
”Det er et udtryk for en konservativ kristendom, som har været en stærk bekæmper af homoseksualitet. Samtidig er der dog en grundlæggende forståelse i Rusland af, at staten vægtes højere end kirken. Så kirken må rette ind,” siger Karsten Fledelius.
Han fortæller også, at den russisk-ortodokse kirke spiller en stigende rolle i det russiske samfund, som er med til at fylde det værdimæssige tomrum, der opstod efter kommunismens fald. Dog er der blandt dele af det russiske samfund en skuffelse over, at kirken indretter sig efter staten.
”Den russisk-ortodokse kirke har ikke haft så meget magt siden Peter den Store, der regerede i 1600- og 1700-tallet. Men den er igen underlagt en næsten monarkistisk styreform, hvor Vladimir Putin opfører sig som en tsar. Putin er på mange måder gået i tsarernes fodspor ved at følge en grundlæggende konservativ tankegang,” siger Karsten Fledelius og fortsætter:
”Der er ingen tvivl om, at det er den russisk-ortodokse kirke, der ligger bag, når man nævner tro og Gud i den nye forfatning. Men det er formuleret sådan for at vise adskillelsen mellem kirke og stat, men også for ikke at lægge sig ud med islam. Putin vil heller ikke bevæge sig så langt væk fra den tidligere forfatning, så det kun er én religion, der fremhæves.”