Af Andreas Rude
Det har været næsten 1000 år undervejs, men nu er der virkelig kommet gang i samtalerne mellem katolikker og ortodokse.
Tilnærmelserne begyndte allerede i 1960'erne, da pave Paul VI og patriarken af Konstantinopel, der er æresoverhoved for hele den ortodokse kirke, ophævede de gensidige ekskommunikationer fra 1054 og begyndte at udveksle delegationer til hinandens festdage.
LÆS OGSÅ:Den russiske kirke er tro mod fortidens værdier
Under pave Johannes Paul II skete der yderligere fremskridt, da han i 2001 besøgte Athen og mødtes med græskortodokse ledere. Til gengæld var det sværere for den gamle pave at trænge igennem over for Moskva, men siden valget af Benedikt XVI i 2005 og valget af en ny patriark af Moskva i 2009 går der sjældent en uge uden samtaler på højt niveau mellem de to kirker.
Den 17. marts mødtes den nyudnævnte formand for Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed, kardinal Kurt Koch, således med patriark Kirill i Moskva.
I en efterfølgende pressemeddelelse fra Moskva-patriarkatet hed det, at de to kirker – trods teologiske forskelle – "allerede nu samarbejder på områder, hvor deres holdninger overlapper, nemlig i forsvaret for traditionelle kristne værdier i Europa, støtte til kristne holdninger i den socio-økonomiske sfære og til kristen etik inden for videnskabelig forskning og bioetik."
Teologisk er det mest spørgsmålet om pavens stilling, der skiller parterne. For mens mange ortodokse biskopper og teologer kan tilslutte sig, at paven som biskop af Rom nyder en historisk forrang i kristenheden, kan de færreste forlige sig med tanken om egentlig pavelig overhøjhed.
På den anden side breder der sig blandt ortodokse en bevidsthed om, at kirkerne skal tale med en stemme for at blive hørt, og derfor kunne pressemeddelsen også fortælle, at der sigtes efter et øget katolsk-ortodoks samarbejde i internationale organisationer som FN, OSCE og EU.
Virkeligheden på græsrodsplan i den ortodokse kirke er mere speget, og russiske katolikker, der har talt med den franske katolske avis La Croix, fortæller, at den større goodwill på toppen sjældent omsætter sig til samarbejde mellem lokale ortodokse og katolske menigheder.
For selvom der kan være gode økumeniske forbindelser i en by som Skt. Petersborg, der har en lang tradition for åbenhed mod vesten, er gamle forestillinger om katolikkerne som "ærke-kættere" og paven som en overskurk udbredte blandt de troende og præsteskabet i resten af landet. Det hjælper heller ikke, at den romersk-katolske kirke er ganske lille i Rusland og historisk har tætte forbindelser med Polen, som russerne i århundreder har haft et vanskeligt forhold til.
Blandt katolikker i Vesten er tilnærmelsen til de ortodokse til gengæld uproblematisk.
Nogle liberale teologer ville måske foretrække et tættere samarbejde med de protestantiske kirker end med de ortodokse, der deler den katolske kirkes konservative seksualmoral og afvisning af kvindelige præster.
Men ortodoks spiritualitet er i høj kurs blandt katolikker, ligesom byzantinsk kunst og liturgi har fascineret mange vesteuropæere siden 1800-tallet.
Benedikt XVI og patriark Kirill har allerede mødt hinanden, dengang Kirill var den russiskortodokse kirkes "udenrigsminister" og anførte delegationer til Vatikanet.
Næste skridt er, at de mødes på lige fod som kirkeledere, og nogle iagttagere spår, at det allerede sker i 2012. Det vil være et meget stærkt signal at sende omverdenen, men begge parter ved også, at der samtidig forestår et stort arbejde med at formidle rimeligheden i teologisk afspænding og vigtigheden af politisk samarbejde til den næste generation af russiskortodokse præster.
Det er den erfaring, som katolikkerne har gjort sig i forholdet til den græskortodokse kirke trods flere møder gennem årene mellem paven og den økumeniske patriark af Konstantinopel.
Begyndelsen er allerede gjort i form af studieophold i Vesteuropa for ortodokse præstekandidater, og i Rom har blandt andet Det Pavelige Russiske Kollegium (Collegium Russicum), der siden 1929 har forsket i russisk kunst og spiritualitet, både katolske og ortodokse studerende.
Et andet mødested er det russiskortodokse præsteseminarium i Epinay-sous-Sénart 20 kilometer syd for Paris, der blev grundlagt i 2009 med hjælp fra Frankrigs katolske kirke. Her stifter man ikke bare nærmere bekendtskab med hinandens traditioner.
Ved at bo i Frankrig møder de russiske studerende også den sekularisering og religiøse ligegyldighed, som alt tyder på også bliver en del af fremtiden i Rusland.