Ruth Evensens skilsmisse skaber strid i kontroversielle kirkekredse

Den tidligere leder af Faderhuset Ruth Evensens skilsmisse vækker opsigt

Ruth Evensen, lederen af Faderhuset. -
Ruth Evensen, lederen af Faderhuset. -. Foto: Mette Frandsen.

Ruth Evensen skal skilles fra sin mand, Knut Evensen. Den mand, som hun har været leder med i frikirken Faderhuset. Og den samme, som til maj på bryllupsdagen skal give Ruth Evensen væk til en ny mand og holde bryllupstalen.

To markante personer i dansk frikirkeliv har reageret på skilsmissen, blandt andet ved at udsende en udtalelse på internettet.

Det samarbejde, de tidligere har haft, kan ikke fortsætte, fortæller Moses Hansen, der er leder af den kristne organisation Pottemagerens Hus og kendt for at drage rundt i Danmark med et stort kors. I 2002 stod Moses Hansen og Ruth Evensen bag et korstog, der skulle proklamere, at evangeliet om Jesus Kristus også hører hjemme på Nørrebro i København.

LÆS OGSÅ: 10 citater af Ruth Evensen

Selvom man har en ekstrem teologi, har vi ikke ønsket at slå hånden af folkene i Faderhuset. Vi har haft en relation, der stod åben. Men med skilsmissen er ikke bare det ekstreme, men også ubibelske brudt ud i lys lue. Ruth Evensen er en rollemodel på godt og ondt, siger han, der har skrevet udtalelsen sammen med missionær Johny Noer.

De to reagerer særligt på, at Ruth Evensen ifølge dem har skubbet al skylden for bruddet over på manden, Knut Evensen. Han har fortalt, at han på grund af en depression er årsagen til skilsmissen.

Det er en fordrejning og hyklerisk. For hvornår har du et ægteskab, hvor den ene er 100 procent skyldig og med vilje tager det på sig? Det viser Ruth Evensens manipulerende styrke, siger Moses Hansen og fortsætter:

Før jeg blev kristen, har jeg selv været gennem en skilsmisse. Så jeg ved, det er forfærdeligt. Derfor står jeg heller ikke som farisæeren og siger: Tak Gud, at jeg ikke er som Ruth.

Ruth Evensen understreger, at Faderhuset, der nedlagde sig selv i november 2013, ikke har haft noget særligt med Moses Hansen at gøre i mange år, og han kender ikke til vores forhold.

Knut og jeg er fortsat bedste venner, og det var naturligt for os begge, at Knut skulle give mig væk til min nye kærlighed, Lars. Knut plejer at forestå vielser i Faderhuset, så selvom Faderhuset ikke eksisterer mere, og det ikke bliver en godkendt vielse, har vi lyst til at gøre det på den måde. Jeg mener ikke, at nogen af os har skylden for skilsmissen, da det er en fælles beslutning at sætte hinanden fri, skriver Ruth Evensen i en mail til Kristeligt Dagblad.

Fordi Faderhuset er nedlagt, kan kirken ikke foretage en vielse med borgerlig gyldighed.

I din bog Ruth, det ik slut fra 2010 skriver du om skilsmisser: Kærligheden er ikke først og fremmest en følelse, men en holdning, hvor man har lovet hinanden troskab, og den beslutning skal man holde fast ved. Hvorfor har du ikke i dit eget ægteskab gjort det?

Jeg mener fortsat, at det er godt at arbejde på sit ægteskab, men der kan være tilfælde, hvor skilsmisse er bedre end at fortsætte i et ægteskab. Vi har ikke været utro over for hinanden og vælger blot at fortsætte som venner i stedet for at fortsætte som ægtefæller.