Det historisk varme forhold mellem folkekirken og Folketingets medlemmer er efterhånden så lunkent, at det peger i retning af et brud.
Som Kristeligt Dagblad skriver i dag vil rød blok give folkekirken sin egen forfatning og i samme ombæring afskaffe Kirkeministeriet, hvis man får regeringsmagten. Bliver folkekirken sin egen herre, er der ikke længere brug for en kirkeminister som kirkens øverste myndighed, lyder forklaringen. I stedet skal religiøse anliggender samles i et religionsministerium, lyder et ifølge forskere og kirkelige iagttagere historisk forslag fra SF og Socialdemokraterne.
Den politiske lunkenhed over for kirken viser sig også blandt landets folketingskandidater, hvor et flertal på tværs af partierne vil adskille stat og kirke, viser en undersøgelse foretaget af Altinget.
Derudover bebudede kirkeminister Per Stig Møller (K) for nylig, at han er klar til at give folkekirken sin egen forfatning, hvis kirken vil have den.
Dermed er folkekirken tættere end nogensinde før på at blive fri fra staten. En udvikling, der skyldes et voksende politisk ønske om at ligestille religioner i Danmark, vurderer forskere.
LÆS OGSÅ: Rød regering vil afskaffe kirkeministeriet
Ser vi på den samlede udvikling, og den har faktisk været ganske voldsom, så er der ikke længere en stærk integration mellem flertallet af folketingspolitikere og folkekirken. Da Margrethe Vestager var kirkeminister før 2001, var der ingen som helst diskussion om forholdet mellem stat og kirke. Men der er sket en dyb ændring, og mange folketingspolitikere gør nærmest en dyd ud af at signalere, at de ikke prioriterer folkekirken og kristendommen politisk. Så partierne mener det, når de kommer med sådan et forslag, siger teologilektor ved Københavns Universitet Hans Raun Iversen.
LÆS OGSÅ: Præsternes favoritparti vil adskille stat og kirke
Mens Birthe Rønn Hornbech (V) i sin tid som kirkeminister fik smidt alle andre religioner og trossamfund end den evangelisk-lutherske kristendom og folkekirke ud af Kirkeministeriet og over i Justitsministeriet, ønsker rød blok nu at samle alle religioner og trossamfund igen, påpeger Hans Raun Iversen.
Der er god fornuft i at lave Kirkeministeriet om til et religionsministerium og dermed have administrativ ligestilling i forhold til religionerne i samme ministerium, men samtidig bevare folkekirkens særstatus i Grundloven, som for eksempel handler om at bevare kristendomsundervisningen i skolen og kirkens opgave med at varetage de historiske kirkebygninger, hvis ejerskab er uafklaret, siger han.
Ligeledes peger studieleder og teologilektor ved Aarhus Universitet Peter Lodberg på den tydelige signalværdi i de røde partiers ønske.
Et religionsministerium vil sende det signal, at Danmark er et multireligiøst samfund, hvor man politisk vil arbejde for en ligestilling mellem folkekirken og øvrige kirkesamfund og religionssamfund, siger han.
Men selvom det administrativt set kan være en fordel at samle al religion i et ministerium, er det problematisk at indføre religionslighed i et land, hvor langt størstedelen af befolkningen tilhører folkekirken, mener Morten Thomsen Højsgaard, ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet, som i næste måned udgiver en bog om statskristendom og danskernes tro.
Som det er nu, er lovgivningen om tro spredt rundt omkring i alle mulige kroge af det politiske system. Men signalmæssigt viser en sådan ændring fra kirke- til religionsministerium, at man hylder det enkelte individ, at alle religioner er lige gode, og at staten står uden for det religiøse. Og man kan spørge sig selv, om det er et rigtigt signal at sende, når 80 procent af befolkningen stadig er medlem af folkekirken, siger han.
Fans af den nuværende folkekirkeordning kan dog foreløbig drage et lettelsens suk. Samtlige forskere og iagttagere er enige om, at udarbejdelsen af en kirkelig forfatning og afskaffelsen af Kirkeministeriet vil tage år.
Ifølge kirkehistoriker med speciale i kirkeret Jørgen Stenbæk bliver det meget besværligt at indføre en kirkeforfatning.
Konsekvensen er for mig at se, at man så bliver nødt til at definere, hvad der er statens opgaver, og hvad der er kirkens opgaver. Men folkekirken og staten er viklet ind i hinanden på så uendelig mange områder, at jeg er på nippet til at blive politisk og sige, at en adskillelse er en rigtig dårlig idé, siger kirkehistorikeren og tilføjer, at områder som begravelseslovgivning, ægteskabslovgivning og navnelovgivning entydigt skal flyttes til den offentlige forvaltning.
Konsekvenserne er mangfoldige. Det vidste de toneangivende politikere godt, da de i 1849 formulerede Grundloven. Derfor valgte man den nuværende formulering om folkekirken, fordi man ikke ville have, at diskussionen om folkekirkens forhold skulle forsinke indførelsen af Grundloven. Den diskussion er ikke blevet mindre besværlig siden, siger Jørgen Stenbæk.