Prøv avisen

Sådan foregår ekskommunikationen

En ekskommunikation er i alle tilfælde den katolske kirkes strengeste straf. Det betyder, at man står uden for kirken og ikke har adgang til sakramenterne, ligesom ekskommunikerede præster og biskopper ingen kirkelig autoritet har. - Foto: Tony Gentile Denmark

En ekskommunikation er kirkens hårdeste straf. Men det er forsoning og ikke udelukkelse, der er målet

Ekskommunikationer lyder underlige og middelalderlige. Men de seneste ugers furore over pave Benedikt XVIs ophævelse af fire ultrakonservative biskoppers ekskommunikation inklusive den notoriske holocaustbenægter Richard Williamson har gjort straffen populær igen, i hvert fald når det drejer sig om at holde afstand til oprørske gemytter på højrefløjen. Til gengæld er det ikke alle ekskommunikerede, der hører til på højrefløjen, ligesom definitionen af oprørsk ændrer sig gennem tiden. Feltet er bredt og omfatter mennesker af enhver slags, blandt andet Martin Luther i 1521, Napoleon i 1809 og Fidel Castro i 1962.

En ekskommunikation er i alle tilfælde den katolske kirkes strengeste straf. Det betyder, at man står uden for kirken og ikke har adgang til sakramenterne, ligesom ekskommunikerede præster og biskopper ingen kirkelig autoritet har. Men samtidigt har en ekskommunikation kun virkelig betydning for den, der af hjertet føler sig som katolik på trods af alle vanskeligheder. Fidel Castro ligger næppe søvnløs over sin ekskommunikation. De fire biskopper fra Sankt Pius X-Selskabet følte sig til gengæld efter 20 års forvisning hårdt nok ramt til at love bod og bedring og bede paven om at løfte ekskommunikationen.

Krumtappen i en ekskommunikation er ulydighed over for det kirkelige læreembede. Man kan blive ekskommunikeret for vranglære, for at vanhellige den indviede hostie eller for fysisk at angribe pavens person. En præst bliver for eksempel ekskommunikeret, hvis han bryder hemmeligheden om skriftemålet. En biskop bliver ekskommunikeret, hvis han bispevier præster uden pavens tilladelse, og det samme sker for en kardinal, der røber detaljer fra et pavevalg. Handel med kirkelige embeder og medvirken til abort bliver også straffet med ekskommunikation.

Det hidtil mest berømte tilfælde på en ekskommunikation i nyere tid er den tidligere ærkebiskop af Lusaka i Zambia, Emmanuel Milingo, der i 1983 blev afsat af paven for uautoriserede eksorcismer og helbredelsesseancer.

I 2001 blev han som 71-årig gift i en ceremoni i den nyreligiøse Moon-bevægelse på trods af, at han teknisk set stadig var biskop. Men det var først i 2006, da han udnævnte fire gifte mænd til biskopper, at Vatikanet erklærede, at han var ekskommunikeret.

Selvom en ekskommunikation er en meget alvorlig sag, og selvom de er omhyggeligt beskrevet i kirke-retten, er der også noget upræcist ved dem, som kirken lader til at have det fint med.

Ingen var i tvivl, da pave Leo X ekskommunikerede Luther med bullen Decet Romanum Pontificem (det behager den romerske pave). Men de fleste gange sker ekskommunikationen ifølge kirkeretten helt automatisk i det øjeblik, man begår forseelsen. Det betyder, at man ikke altid behøver en pave eller biskop til at ekskommunikere. De kirkelige myndigheder kan eventuelt bare nøjes med at konstatere, at ekskommunikationen er indtrådt. Mange ekskommunikationer sker derfor meget diskret, og i Vatikanet håber man, at de kan ophæves ligeså diskret.

En ekskommunikation betyder nemlig ikke, at man er fordømt eller fortabt i kirkens øjne. Det overlader man til Gud at afgøre. Tanken bag en ekskommunikation er heller ikke straf for straffens egen skyld, men straf som en anledning til anger, omvendelse og forsoning, siger man i Vatikanet. I 1997 blev den srilankanske præst og teolog Tissa Balasuriya ekskommunikeret for at skrive en bog, der angiveligt satte spørgsmålstegn ved Kristi enestående frelsergerning. Senere indledte Tissa Balasuriya og Vatikanet dog en teologisk dialog, og i 1998 blev den asiatiske præst genforenet med den katolske kirke.

Det er den vej, de fire biskopper fra Sankt Pius X-Selskabet nu vil forsøge at gå.

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Andreas Rude, mag.art., er ekspert i internationale kirkelige forhold og skriver hver uge analyserende artikler i Kristeligt Dagblad.