Pinsen kom, og pinsen gik. Pinsen kaldes også for kirkens fødselsdag, og da kirken er Kristi brud og derfor hunkøn, er hun efterhånden en gammel dame. Mange år og århundreder er gået, siden ånden gik i apostlene hin første pinsedag. Vores folkekirkeordning er en ren årsunge ved siden af, men den er også kun – og det er heller ikke ringe – at regne for en æresbolig, som skal danne ramme om den gamle dames liv og virke.
Kirken som en gammel dame?
Det svarer vel meget godt til opfattelsen af gudstjenesten som et ældremøde og folkekirken som alderstegen, pæn og harmløs. I deres i øvrigt skarpe og morsomme opgør med den nye ateisme og al dens uvæsen mener forfatterne til bogen "Gudløse hjerner", Lars Christiansen og Lars Sandbeck, at ateister og anderledes troende ikke har megen grund til forargelse over deres skattebidrag til folkekirken, når man ser på den faktiske forkyndelse.
"Det er nemlig typisk helt i tidens ånd et ukontroversielt, apolitisk, personligt budskab om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, ikke dømme, men tilgive, hjælpe de svage og syge, nyde livet og ellers sætte vores lid til Gud, når vi står over for udfordringer, vi ikke selv kan magte," skriver de to som et forsvar for folkekirken.
Det lyder såre tilforladeligt og helt i tidens ånd: gamle dyder og social bevidsthed, glad livsnydelse og Gud i baghånden, når vi føler os magtesløse.
Man må nu håbe, at der også siges andet og mere fra de danske prædikestole, at der går mere pinse i prædikenerne.
Ser vi på den første pinseprædiken af apostlen Peter, rummer den i hvert fald nok af kontroversielle påstande. Her tales der om åndsudgydelse fra himlen, opstandelse fra de døde og Jesus som Herre, og da folk hører det, føler de det ikke som et klap på ryggen, men som et stik i hjertet. De spørger, hvad de skal gøre, og Peter formaner og siger: "Lad jer frelse fra denne forkvaklede slægt!".
Det har nok krænket følelserne hos nogle, men apostlen var mere sandhedskærlig end fintfølende.
Den gamle prædiken er en pinsepåmindelse om kirkens budskab, om helligåndskraftig forkyndelse og ny luft til sjælelig åndenød. Den minder om, at nok er kirken en gammel dame i år, men evigung i Helligånden. Når der gror mos på tidens trend, er evangeliet frisk som en havørn eller apropos pinsen som en helligåndsdue.
Selvfølgelig skal vi være gode ved hinanden, men det er ikke godt nok. Der skal også forkyndes om Guds godhed, og det skal ud i kirkerne, stuerne og verden. Det har adresse til Hansen og Muhammed, til forstæderne og ghettoerne. Gud skal ud, og vi skal ud med evangeliet, det er vejen ind i hjerterne.
Sidste måned kunne man i nærværende avis læse, at mange europæere ifølge en større undersøgelse ønsker, at kirken skal handle, ikke forkynde. Flertallet af de adspurgte foretrak en socialt engageret kirke, mens forkyndelse ikke nød høj prioritet. Danmark var ikke med i undersøgelsen, men teologilektor Hans Raun Iversen kunne fortælle, at det svarede ganske godt til det, danskerne svarer på lignende spørgsmål. Kirken udøver stedfortrædende næstekærlighed og udfylder et eksistentielt vakuum, når der mangler en dimension. "Men vi gider ikke høre på prædikener" ifølge Raun Iversen.
Sandheden i det kan dårligt benægtes, men den amputerede kristendomsopfattelse hos mange danskere og andre europæere kunne i det mindste få modspil, hvis kirken gad prædike. Virkelig prædike Kristus som opstanden, verdens eneste håb, en bror i nøden, en frelser fra døden.
Det sker, Gud ske lov, at Ånden blæser liv i ordene, så kirken ikke bliver ganske livløs og affældig, men fornyet frimodighed og evangelisk selvbesindelse ville være en fantastisk pinsegave til den europæiske kristenhed.
Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk analysere og vurdere aktuelle begivenheder og tiltag i troens og kirkens verden. Jesper Bacher er sognepræst.