Prøv avisen

S melder Evangelist og Faderhuset til politiet

Ruth Evensen, leder af Faderhuset, på Bandholm Hotel. - Foto: Claus Bech

Efter nye oplysninger om grove overgreb på børn i de religiøse samfund Faderhuset og Evangelist, går S til politiet

Det socialdemokratiske medlem af Københavns Borgerrepræsentation og næstformand i socialudvalget, Lars Rasmussen, vil i dag politianmelde både Faderhuset og sekten Evangelist.

Det sker efter at DR søndag aften viste et nyhedsindslag i 21 Søndag, hvor børn fra de to religiøse samfund fortalte om torturlignende overgreb.

- Det, der er kommet frem om forholdene i både Faderhuset og Evangelist, er af en sådan grov karakter, at politiet er nødt til at gribe ind øjeblikkeligt. Det kan ikke være rigtigt at børn skal udsættes for tortur i et retssamfund, siger Lars Rasmussen.

I indslaget fortalte en pige om sin frygt for at blive mistænkt for at have en dæmon, "for så vil de voksne holde mig fast og råbe mig ind i hovedet".

Også Dansk Folkeparti har reageret på udsendelsen. Partiets uddannelsesordfører Martin Henriksen vil have undervisningsminister Bertel Haarder (V) til at undersøge, om der er private skoler, der skal under skærpet tilsyn, ligesom han ønsker at velfærdsminister Karen Jespersen (V) skal undersøge, om der er private børnehaver, der bør være ekstra fokus på fra offentlighedens side.

- Hvis det hænger sådan sammen, som det er beskrevet, så er det klart, at myndighederne skal gribe ind, siger Martin Henriksen.

En anonym afhopper fra Faderhuset. - Foto: Claus Bech