Sag om præstefyring afgøres til marts

Der falder dom i sagen om den fyrede sognepræst Mette Villads Christensen til marts

Den 18. marts klokken 10.00 afgør dommerne i Østre Landsret, om fyringen af Mette Villads Christensen var berettiget eller ej.
Den 18. marts klokken 10.00 afgør dommerne i Østre Landsret, om fyringen af Mette Villads Christensen var berettiget eller ej. Foto: Henning Bagger Denmark.

I sidste uge udspillede der sig i Østre Landsret en sag om en af folkekirkens mest kontroversielle fyringer.

Det er den tidligere sognepræst Mette Villads Christensen, der har lagt sag an mod Kirkeministeriet. Hun mener, at det var uberettiget, da hun i 2009 blev afskediget som sognepræst i Nordjylland på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Nu er det blevet besluttet, hvornår der falder dom i retssagen. Den 18. marts klokken 10.00 afgør dommerne i Østre Landsret, om fyringen var berettiget eller ej.

LÆS OGSÅ: Tema: Mette Villads Christensen

Mette Villads Christensen kræver 1,3 millioner kroner i erstatning fra ministeriet.

Retssagen har kørt over fire retsmøder, hvor både menighedsråd, provst, biskop og kirkepersonalet har siddet på vidnebænken.

I løbet af retsmøderne er det kommet frem, at menighedsrådet har følt sig mistænkeliggjort af Mette Villads Christensen. Flere medlemmer mener, at hun har hentydet til, at de stjal fra præstegården.

Mette Villads Christensen har derimod forsøgt at forklare, hvor mange gode aktiviteter der skete i kirken, mens hun var præst, og at hun generelt følte sig vellidt i sognet. Samtidig understregede hun, at hun aldrig havde haft til hensigt at sige, at menighedsrådet stjal.