På døren ved indgangen til St. Mary's, domkirken i Dublin, hænger der to glasbokse med praktiske oplysninger. Den ene oplyser om gudstjenester, mens den anden handler om, hvad den katolske kirke gør for at beskytte børn, som kommer i kirken.
Fra sit kontor i en kedelig grå betonbygning på det historiske Trinity College i hjertet af Dublin følger teolog, dr. James Kelly udviklingen i den katolske kirke. Han ser budskabet i den netop overståede påske som vejen frem.
– Måske den gamle kirke skal dø, før den kan opstå, filosoferer dr. James Kelly, da Kristeligt Dagblad møder ham.
– Kirken er nødt til at bruge det bedste fra Bibelen, som netop er Jesus. Den katolske kirke har glemt det centrale, som er at gøre gode gerninger og hjælpe andre. Kirken kan ikke komme gennem krisen, hvis vi ikke ser radikale reformer. Ikke kun åndelige reformer, men institutionelle reformer. Kirken skal tilbage til evangeliet, fastslår James Kelly.
Han er selv katolik og forsker og underviser i vestlig og filosofisk teologi.
– Der er sket et markant skifte. Hvor det tidligere var kirken, som var moralsk dommer over civilsamfundet, så er det nu civilsamfundet, der står som den moralske dommer over kirken, pointerer han.
James Kelly understreger uden tvetydighed, at der var tale om kriminelle handlinger, og at kirken netop som institution har fejlet i et misforstået forsøg på at beskytte præsterne, kirken og det religiøse.
Han mener, Vatikanet spiller et lusket spil og forsøger at overlade ansvaret til kirken i Irland.
Alle tilfælde af seksuelt misbrug har siden 2001 skullet rapporteres til Rom. Det ultimative ansvar ligger derfor i Rom. At give andre skylden er at gøre dem til syndebukke og offerlam, mener James Kelly.
Hvordan kunne det ske? James Kelly tager den sociale og historiske tilgang. Historisk har den katolske kirke stået for skolegang og uddannelse af fattigere irere. Mange 10-12 årige drenge blev tilbudt plads på præste- og klosterskoler.
– Men de havde slet ikke udviklet en seksuel personlighed, før de endte i dette miljø udelukkende befolket med mænd. Så det er klart, at nogle har eksperimenteret, og nogle har sikkert selv været ofre for misbrug, vurderer James Kelly.
Ærkebiskoppen af Dublin, Diarmuid Martin, har i sine undskyldninger været den mest vidtgående af de irske biskopper.
– Et skamfuldt misbrug fandt sted i Kristi kirke. Vores reaktion har været håbløst utilstrækkelig, siger Diarmuid Martin fra prædikestolen. Hvor mange andre præster og biskopper gør, hvad de kan, for at lægge sagerne bag sig, så er tavshed og fortielse ikke budskabet fra ærkebiskoppen af Dublin.
– Vi kan ikke blot ignorere fortiden, og der er ingen lette genveje til, hvordan vi forholder os til det skete. Vi kan kun genskabe troværdigheden, hvis vi ærligt og åbent erkender, hvor vi har fejlet tidligere, uanset hvor stort eller lille et ansvar vi personligt har, fastslår Diarmuid Martin.
Hvor Diarmuid Martin ikke har været personligt involveret, så har fortiden indhentet kardinal Sean Brady, som er den højest rangerende i den katolske kirke i Irland og Nordirland. Tilbage i 1975 var han med til at få to børn til at sværge tavshed, efter de var misbrugt af præsten Brendan Smyth. Sagen blev aldrig videregivet til politiet, og præsten blev først anholdt 18 år senere efter utallige tilfælde af voldtægt og misbrug af børn.
Sean Brady har henholdt sig til, at han handlede efter instruks fra sin biskop dengang. Men presset for, at han skal træde tilbage, er stort, og kardinalen har sagt, at han vil reflektere over sin position i tiden frem til pinse.
Men det ikke nok at overveje.
– Jeg fortalte ham, at han skulle fratræde nu med æren og værdigheden i behold som et led i total fornyelse af den irske kirke, fortæller Marie Collins efter et møde med Sean Brady.
Hun blev selv misbrugt af en præst i 1960?erne og var sammen med andre repræsentanter for seksuelt og anden form for misbrug inviteret til at diskutere pave Benedikts hyrdebrev til den katolske kirke i Irland.
Hyrdebrevet og dets undskyldning har ikke formået at lægge låg på sagerne, snarere tværtimod.
Den katolske pastor og tidligere underviser i filosofi Brendan Purcell har som mange andre katolske præster været gennem en proces for at forholde sig til de mange skandaler. Han erkender, at kirken lider.
– Det er svært for mig at se, at kirken har noget at tilbyde unge. Hvordan skal vi tale overbevisende til en 17-årig, hvis alt, hvad de hører, handler om pædofile præster. Skal kirken overleve som en vigtig institution i Irland, så skal vi tilbage til evangeliet, fastslår han, før han tilbyder at køre Kristeligt Dagblad videre til den næste aftale.
Et par ikoner er fæstnet på instrumentbrættet, og en rosenkrans ligger henkastet i boksen ved gearstangen.
– Mange ældre kirkegængere er også meget deprimerede. De føler sig svigtet af kirken og ikke mindst af de præster, der gjorde det, forklarer Brendan Purcell.
Et billede, som de kirkegængere, Kristeligt Dagblad mødte, bekræfter. De vil helst ikke snakke om det og har svært ved at forholde til den intense mediedækning af de kirkelige overgreb.
Tilbage i St. Mary's bliver der bedt bønner både for dem, der har syndet ved at misbruge børn og unge, og for ofrene for misbruget. Spørgsmålet er, om bønner er nok til at få respekten for kirken tilbage.
