Salg af bibeler giver overskud

Egentlig er indtægterne gået tilbage for Bibelselskabet i 2018. Både selskabets bogcenter og forlag, der blandt andet udgiver og sælger Bibelen, har oplevet færre indtægter sidste år end året inden. På samme måde er der også kommet færre indsamlede penge ind. Alligevel kan generalsekretær Birgitte Stoklund Larsen i dag ved Bibelselskabets repræsentantskabsmøde i København præsentere et årsregnskab med et overskud på 872.287 kroner.

Når det på trods af færre indtægter er lykkedes at få overskud, handler det ifølge Birgitte Stoklund Larsen om et fald i lønudgifter.

”Vi har de senere år brugt mange ressourcer på at oversætte Det Gamle Testamente til nudansk. Det har været et stort projekt med sit eget regnskab. I afslutningsfasen er flere af vores faste medarbejdere blevet tilknyttet projektet og er derfor gået over til at være lønnet af projektmidler. Det har givet lavere lønudgifter på vores generelle regnskab,” siger hun.

I alt havde Bibelselskabet sidste år indtægter for 31,1 million kroner. Året inden lå det på 31,5 millioner kroner. Birgitte Stoklund Larsen forklarer, at tilbagegangen blandt andet skyldes, at enkelte nye bogtitler ikke har solgt lige så godt som forventet. Desuden havde Bibelselskabet i 2017 en stor opgave med at producere Kirkesangbogen for Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag, hvilket gav ekstra omsætning. Der lå ikke nogen tilsvarende stor produktionsopgave i 2018 til at øge omsætningen.

”Men bortset fra det ligger vores bogsalg og især salget af bibeler meget stabilt og på niveau med tidligere år,” siger hun.

Det er nu andet år i træk, at Bibelselskabet præsenterer et overskud oppe i nærheden af en million kroner. Det er resultater, Bibelselskabet primært vil bruge til at konsolidere sig.8