Salmedigteren Holger Lissner fik engang at vide af sin far, at evangeliet er som en god ægtefælle: Det holder os oppe, når vi er nede, og får os ned på jorden igen, når vi har for høje tanker om os selv.
Det sidstnævnte oplever jøderne i Jesu hjemby i søndagens tekst, da Jesus kommer for at fortælle dem, at skriften er gået i opfyldelse, at fanger skal frigives, og blinde skal få syn.
For hvad hvis vi venter på Guds rige, men hverken er fange eller blind, får vi så ingenting?
“Det er noget af det, der slår mig i denne tekst, at Jesus kommer og siger noget godt, og så bliver de vrede. Det går totalt i kage. Men hvornår bliver vi vrede? Det bliver vi, når det er for nærgående. Hvis det, Jesus siger, var ligegyldigt, så kunne de bare sige pyt'. Men deres reaktion udstråler en afmagt,” siger Holger Lissner.
Han tror, at jøderne reagerer, som de gør, fordi Jesus ikke indfrier deres forventninger til, hvad Guds rige er, og fordi han afslører dem i at have for høje tanker om sig selv.
“Når Jesus kommer for at bringe godt budskab til den fattige, så må det betyde, at den fattige skal have noget, som han ikke har. Og det kan han kun få ved, at det bliver taget fra den rige. Når han udråber frigivelse til fanger, så betyder det jo, at fangerne skal gøres lige med os andre. Og det er svært at acceptere. Folkene i Nazaret må have forestillet sig Guds indgriben på en helt anden måde, sådan at Guds riges komme ikke skulle gå ud over dem, men komme dem til gode,” siger han og uddyber:
“Jesus ydmyger dem jo ikke. Han læser jo bare skriftstedet og får ikke sagt andet, end at det er gået i opfyldelse. Men de bliver rasende. For her stiller han de fremmede lige med dem. Og de mener jo, at de er Guds folk, og så er der alligevel nogle fremmede, som skal have det, de har forventet at få,” siger Holger Lissner.
”Der kan trækkes en lige linje fra jøderne i synagogen for 2000 år siden til danskerne på kirkebænkene i år 2015. Her venter vi også på at se Guds riges komme, og det beder vi om, når vi beder Fadervor, hvor ordene Komme dit rige' indgår. Det er dog en farligere bøn at bede, end vi lige går rundt og tror. For måske har vi ligesom jøderne i teksten fuldstændig misforstået, hvad Guds rige er,” forklarer Holger Lissner.
“Vi beder Komme dit rige' og Ske din vilje'. Men sæt nu, Gudsriget er noget helt andet end det, vi tror. Og noget andet end det, vi vil. Så er det jo en farlig bøn. En ubehagelig bøn. Men sådan ser vi den jo ikke, for Guds vilje må jo komme os til gode, tænker vi.”
“Vi må altså spørge os selv: Ønsker vi så at blive lavet om? Har vi mod på det? Det tror jeg ikke, vi har. Selv dem, der er trætte af sig selv, ønsker i virkeligheden ikke at blive lavet om,” siger han.
“Når vi kigger på flygtningesituationen, er det noget meget konkret, der kommer til os, og som vil lave os om. Noget, som afslører os. For nok siger regeringen, at vi er et kristent land, men når situationen kræver en menneskelighed og en næstekærlighed af den, så render den stærkere, end hesten kan rende, for at komme væk,” siger Holger Lissner.
Det er en af grundene til, at vi også som almindelige danskere har så svært ved at tage imod flygtninge, mener han. Fordi de ligesom Jesus i søndagens tekst afslører, at vi i grunden ikke bryder os om, hvad Guds rige kan være.
“Vi gribes af et ubehag, når de pludselig kommer ind over os. De må ikke forstyrre os, de skal blive nede i nærområderne. Men så står der pludselig 50.000 flygtninge, som regner med at blive taget godt imod. Og det er for meget af det gode. Men hvorfor? Det er jo ikke et spørgsmål om penge, for vi har jo rigeligt. Nej, det er fordi, det er for meget for vores godhed. Så gode er vi heller ikke. Vi kan ikke leve op til det, vi tror om os selv,” siger Holger Lissner.
“Og så bliver vores manglende næstekærlighed afsløret.”
I morgen er det første søndag i advent, og ved advent venter vi på, at Guds rige kommer. Adventens farve er violet - bodens farve. Det er værd at huske, for i bod ydmyger vi os, fordi vi er blevet for selvoptagede. Men evangeliet er som bekendt også det, der løfter os op, når vi er nede, forklarer Holger Lissner.
“Ved adventstid venter vi på, at Jesus kommer ind i vores liv. Og vi håber på det og frygter en lille smule for det også. Og når vi nu skal gå Bibelen igennem igen i et nyt kirkeår, så bliver det et nyt års besindelse på, hvad dens historier siger om vores liv og vores forhold til Gud og vores medmennesker. Alt efter hvor vi er i livet, og hvor meget overskud vi har, så hører vi historien forskelligt,” siger han.
“Hvis vi står midt i livet, og det kører, og vi har susende travlt, så længes vi efter, at der skal komme et rum af fred ind i vores liv. Et sted, hvor der ikke stilles så mange krav til os. Hvis vi står midt i et kaos, hvor der er meget, der er gået i stykker, så håber vi på en heling og et nyt liv. Hvis vi sidder og er blevet alene og synes, der er blevet alt for stille, så håber vi, at han kommer,” siger Holger Lissner og citerer en anden salmedigter fra 1700-tallet:
“Det vidste Brorson, og derfor skrev han:
Og knuste hjerter føler bedst,
hvad denne store frydefest
for glæde har at bringe'.”
“Og det gør Jesus jo. Det er det, der er evangeliet. Han kommer til os, og det er det, vi skal høre, og ikke kun ydmygelsen. Som jeg skriver i en adventssalme:
Han trøster os så blidt, at mørket brydes,
og gir os kraft, så vi igen kan frydes,
og hvor vi ser Guds godhed i hans øje,
dér lyser solopgangen fra det høje,'” siger Holger Lissner og afslutter:
“Julen forstår vi bedst, når vi ikke kun er glade. Vi bliver trøstet, når vi sørger. Vi forstår først kærligheden fuldt ud, når vi ikke har fortjent den.”