Prøv avisen

Salmedigteren mellem angst og mod

Salmedigteren Jakob Knudsen forsøgte at forkynde ind i sin tid og er derfor en af de mest moderne digtere i salmebogen, vurderer Henrik Wigh-Poulsen, domprovst i Odense og forfatter til Jakob Knudsen-bogen "Vær mig nær". - Foto: .

Han kæmpede sine kampe med sig selv og sin angst. Han skabte skandale med sit gengifteri, og alligevel - eller derfor - holder de fleste af hans salmer. Kristeligt Dagblad har besøgt hans gravsted i Birkerød

Kaos plager det ganske gravsted på Assistens og Søholm Kirkegård i Birkerød. De menneskesatte planter kæmper for at holde det vildtvoksende ukrudt nede, men kampen synes at være tabt for år tilbage. Så insisterende vokser det uønskede op, at det kun i bestemte vinkler er muligt at se navnene på gravstenen.

Naturens veje er imidlertid uransagelige, og denne sommerdag har efteråret valgt at aflægge et fransk visit med voldsom rusk i trækronerne og tunge, mørke skyer som baggrundstæppe.

På den måde kan kulissen ikke være mere sigende om ham, der blev lagt til hvile her den 27. januar 1917. For Jakob Knudsen, præst, forfatter og salmedigter, var livet en kamp i sig selv, og oplevede han momentvis lykke og lyse dage, blev de hurtigt afløst af indre og ydre sjælekampe. For det meste var det betinget af den angst, han havde båret med sig fra barndommen. Her havde faderen, højskolelærer og sognepræst Jens Lassen Knudsen, sine klare meninger om tilværelsen, og de idealer, der fulgte i kølvandet, havde Jakob Knudsen svært ved at leve op til.

"Faderen var den store skygge i hans liv. Han fyldte meget på godt og ondt, og Jakob Knudsen mente, at han stod mellem ham og Gud. Faderen var blandt de første grundtvigianere og stod for en tung grundtvigianisme, og derfor fik Jakob Knudsen en grundangst, fordi han var bange for ikke at gøre tingene godt nok," siger Henrik Wigh-Poulsen, domprovst i Odense og forfatter til Jakob Knudsen-bogen "Vær mig nær".

En gravstenstekst har ingen grund til at lyve. Den består af et navn, to årstal og en bindestreg, der dækker den afdødes liv og levned. Jakob Knudsens gravsten er et imponerende kors, der rejser sig på trods og lader kaos og ukrudt passe sig selv – med ryggen mod det hvidkalkede kapel og fronten mod Birkerød Fodklinik på den anden side af diget.

De praktiske oplysninger står hugget ind i korsets sokkel, årstallene er 1858 og 1917, og på bindestregen kan man læse om et menneske, der livet igennem var plaget af et kompliceret sind. Insisterende søgte han at få klarhed over meningen med sit eget liv, og det svar blev ikke mere tydeligt med faderens død i 1886.

"Også Gud og kvinden gav ham lige så store spekulationer, og derfor var han i en konstant kamp mod sine anfægtelser. Han havde nogle umulige fordringer til kærligheden og kvinden. Han havde et bestemt indtryk af, hvordan hun skulle være," siger Henrik Wigh-Poulsen med direkte henvisning til skandalen i Jakob Knudsens liv.

I 1883 blev han gift med Sofie Plockross, datter af en formuende advokat fra København og med gode forbindelser til den grundtvigske ledelse. Udadtil gik det, som det skulle, men indadtil nagede tvivlen og angsten Jakob Knudsen. I 1891, året efter at Jakob Knudsen var blevet valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers, kastede han håndklædet i ringen og krævede skilsmisse med det bærende argument, at han ikke kunne bede med sin hustru. Menigheden var i oprør, men dog tilgivende. Det var de til gengæld ikke, da han straks efter separationsperiodens udløb i 1896 giftede sig med den 19 år yngre Helga Bek.

Skandalen rullede, og landets aviser lod sig rulle med. Diskussion tog fart internt i valgmenigheden, og da Jakob Knudsen havde fået vished for, at et markant flertal så ham fjernet fra embedet, opsagde han selv sin stilling. Det var den 1. april 1897, og sammen med Helga flygtede han til en ubehandlet lejlighed i Randers.

Pengene var lige så knappe, som de økonomiske krav fra Sofie Plockross og hendes familie var høje. Jakob Knudsen skulle betale hende og deres fælles børn 750 kroner om året, og trods en tiltagende forfatter- og foredragsvirksomhed, var det mere, end han kunne klare. Den 11. december 1899 kapitulerede han – ifølge Henrik Wigh-Poulsens "Vær mig nær" - i et brev til Sofie:

"750 kroner vil sige 75 møder, 75 rejser ved vintertid, 75 iskolde bøndersenge - du må have brillante nerver, at du kan lige i din gode seng og vide sligt. - Og når jeg så er færdig med dine 75 møder, så skal jeg holde 90 til mit eget underhold."

Men Jakob Knudsen holdt ud, og med romaner som "Den gamle præst", "Gjærring og afklaring", "Lærer Urup", "Sind" samt det dobbelte Luther-værk "Angst og mod" fik han skrevet sig så meget ind i den almenmenneskelige psyke, at han to gange var tæt på at få Nobelprisen i litteratur.

"Han var optaget af det, der skete omkring ham, og han skrev dybt ned i skyggesiderne. Han nåede ganske vist ikke de samme højder som litteraterne, men han nåede dybden, fordi han var religiøs," siger Henrik Wigh-Poulsen.

De mørke skyer over kirkegården bliver hængende som en trussel, men har ikke modet til at lade det regne. En nonne, givetvis fra Vor Frue Kloster i Birkerød, skrider langsomt frem i sin dragt langs kapelmuren. Uden at vide det skaber hun en så fredfyldt stemning, at alt andet kan synes glemt. Men bindestregen har mere på hjerte.

Den fortæller om en forfatter, der skrev på sin egen nerve og aldrig var bange for at udstille den for al verden. For eksempel var han selvbiografisk, da han i "Den gamle præst" fra 1899 lod sognepræst Mogens Castbierg velsigne et selvmord. Da romanen kom, var kritikken massiv, men Jakob Knudsen holdt fast med en åbenlys pointe til afskeden med Mellerup: Ingen skal stå imellem den enkelte og Gud. Kun Gud, og ikke mennesker, har magten til at dømme.

De sætninger blev hans teologiske mantra. Han skrev dem, med sin kendetegnende personlige oplevelse, ind i sin opbyggelige litteratur og i sine to salmer, "Se, nu stiger solen" og "Tunge, mørke natteskyer".

"Med Jakob Knudsen er det rugbrød og ordentlig snak. Han forsøger at forkynde ind i sin tid, og derfor kan alle mennesker forbinde sig med hans tilstande. Jeg anser ham for den mest moderne salmedigter i salmebogen," siger Henrik Wigh-Poulsen.

Fredag den 18. januar 1917 fik Jakob Knudsen en hjerneblødning i sit hjem i Birkerød. Natten til mandag døde han, og fire dage senere blev han begravet fra Birkerød Kirke. Følget var stort, og ifølge dagspressen var flere kulturpersonlighederne iblandt. Måske de talte om den grundangst, der slog ham ihjel, måske de talte om de truende natteskyer, og måske de også så, hvordan himlen åbnede sig en smule for - og netop derfor - Jakob Knudsen.

Tung og mørk den tavse natover jorden spænder,hist kun bag et vindve matvågelys der brænder.Du, som lindrer sorg og nød,al vor synd forlader,lyser op den mørke død,tak, du lysets Fader!

kirke@kristeligt-dagblad.dk

Jakob Knudsen ligger begravet på Assistens og Søholm Kirkegård i Birkerød. - Foto: Bo Nygaard Larsen.