Salmedigteren og madpakken

Anne Vad er kirkesanger og cand.mag. i dansk, kulturformidling og billedkunst. Nu debuterer hun som salmedigter, og det begyndte med pinseunderet

Anne Vad har været kirkesanger i Kapernaumskirken på Nørrebro i København i 23 år og kan den autoriserede salmebog forfra og bagfra. Nu bidrager hun selv til den danske salmeskat med sine "Salmetunger".
Anne Vad har været kirkesanger i Kapernaumskirken på Nørrebro i København i 23 år og kan den autoriserede salmebog forfra og bagfra. Nu bidrager hun selv til den danske salmeskat med sine "Salmetunger". Foto: Søren Staal.

Anne Vad er helt jordnær, når hun taler om kirken og dens gudstjeneste. Hun sammenligner den med en madpakke, for ligesom vi henter næring i madpakken, henter vi åndelig saft og kraft til vores liv i kirken. Eller har muligheden for at gøre det, i hvert fald, og hun mener, at danskere, som ikke kommer i kirken, snyder sig selv og at det derfor er lidt synd for dem.

Folk går glip af så meget, når de ikke passer deres kirke. Selv en erklæret ateist vil kunne hente noget her, for kirken har i århundreder været kulturbærende i Danmark, og slægter før os har levet med kirkens og Bibelens ord i kroppen. Så selvom man ikke føler sig overbevist i troen, er kirken del af vores fælles gods, vores fælles kultur og historie.

LÆS OGSÅ: Sandheds Gud, lad dit hellige ord oplive, oplyse det høje Nord

Selv er den 46-årige Anne Vad vokset op med fortrolighed til kirken, og de sidste 23 år har hun været kirkesanger ved Kapernaumskirken på Nørrebro i København. Hun er cand.mag. i dansk, kulturformidling og billedkunst, og debuterer nu som salmedigter med samlingen Salmetunger. Kirkelige sange til tiden, der netop er udkommet på Poul Kristensens Forlag.

Som kirkesanger kan hun nærmest den autoriserede salmebog forfra og bagfra, og Anne Vad tog tilløb gennem flere år, inden hun turde nærme sig som salmedigter.

Jeg havde længe haft lyst, men skulle først tage mod til mig, for det er jo stor, stor litteratur, vi møder i salmebogen, og ville jeg være i stand til at lovprise Gud på niveau med det? Sådan nogle tanker gik jeg og gjorde mig, men jeg blev simpelthen nødt til at prøve.

Dermed indfandt pinseunderet sig hos digteren og i Kapernaumskirken. En salme om pinseunderet, med malende ord om flammetunger og fugtsus mod svedjeland, indleder hendes Salmetunger. Med den debuterede Anne Vad blandt de nye stærke salmedigtere, der er brudt frem i den danske kirke de seneste årtier, som teologiprofessor Niels Henrik Gregersen, Københavns Universitet, skriver i forordet:

Hendes sange emmer af fugtsus og flammetunger, og jeg spår, at Anne Vads pinsesalme og flere med den vil blive sunget i mange kirker.

Niels Henrik Gregersen ser Anne Vads salmer som en understregning af, at kirken er på vej ind i en mere lysmættet og gyldenfarvet kristendom: Bag os har vi en kirke, der fra middelalderen og fremefter blev tegnet i de sort-hvide farver. Enten var du inde eller ude. Himlen lokkede, men Helvede truede forneden. Så fik vi op igennem det 20. århundrede den sekulariserede kristendom.

På demokratisk vis kom alle ind under evangeliets paraply. Til gengæld måtte kirkens sprog endelig ikke blive for stort og krævende. Mådeholdet herskede; middelmådigheden blev resultatet. Det var derfor kun naturligt, at kristendommen nærmest blev brunlig. Det var de jordagtige farver, der dominerede i kirkerummet såvel som i salmesproget. Men nu er der i mellemtiden kommet stærkere farver ind i kirkerummet: grønne, himmelblå og røde farvetoner. Anne Vads salmer hører hjemme i disse nye kirkerum.

Som med pinsesalmen er også Anne Vads øvrige salmer og kantater vokset ud af kirkens gudstjeneste, hvor de har været anvendt, ikke blot i Kapernaumskirken, men blandt andet også i Grundtvigs Kirke i forbindelse med provstivandringer. Hendes Salmetunger omfatter foruden teksten også noderne til de nye melodier.

Dem har tre komponister, tilknyttet kirken, bidraget med. Blandt dem Kapernaumskirkens organist, Carsten Møller, der døde i september sidste år.

Som kirkesanger og litteratur-menneske har hun tænkt over, hvorfor nogle salmer er langtidsholdbare, mens andre ikke klarer distancen.

Det har selvfølgelig at gøre med, at teksten og musikken skal gå op i en højere enhed, og så skal en salme, for at være god, berøre os. Det er for mig et kendetegn på en god salme, at den går ind og rører ved os, så vi også mærker det fysisk. Der er salmer, som jeg har sunget igen og igen, og som alligevel hver gang får tårerne til at løbe. For eksempel sådan en salme som Grundtvigs Sov sødt, barnlille!. Det er en af de salmer, der taler direkte til hjertet, så ordene også bliver en fysisk oplevelse.

Det er jo det, den god salme kan, fastslår Anne Vad, ligesom kirkens gudstjeneste i det hele taget: Du kan komme til kirken, nedtrykt af hverdagens suppedas, og så kan salmen og gudstjenesten løfte dig op. Omvendt kan en salme holde dig fast på jorden, hvis du er ved at blive for euforisk. Vi har brug for begge dele. Salmesang og kirkegang hjælper os til at tænke og se klarere.

Anne Vad er ikke bange for de store, sansende ord, men finder også storhed i enkeltheden, så der er såvel flammetunger som afklaret enkelhed i hendes salmer og kantater, hvor hun har sat tekster til Emmaus-vandringen, de ni læsninger og gendigtet den gamle latinske requiem-tekst til dansk.

Jeg holder meget af enkelheden, men er heller ikke bange for det mere komplicerede sprog. Det betyder måske, at en salme først åbner sig for en, når man har sunget den flere gange, og er blevet fortrolig med den, men det gælder jo også meget anden litteratur. Jeg synes, at nogle af de nye salmer, som er kommet med i salmebogen, mangler storhed, fordi man har været tilbageholdende med de store ord, og nogle af dem er for tidsbundne. En god salme rækker ud over sin tid. Det er jo derfor, vi kan synge Kingo, Brorson og Grundtvig i dag.

Anne Vad har tilegnet farfaderen, Preben Grove Møller, sin salmesamling.

Han skrev også salmer, men var tilknyttet en frikirke, og hans salmer var mere følelsesladede end den måde, jeg kan skrive salmer på.

Alligevel har han påvirket hende, ligesom Anne Vads morfar og mormor har været med til at give hende fortroligheden med kirken. Morfaderen var kordegn i Hvidovre og blev siden præst. Og når familien kom på ferie fra Thurø, hvor hun voksede op, fik Anne lov til at vælge en salme til gudstjenesten.

Det var næsten altid til påske, så jeg valgte Nu ringer alle klokker mod sky, siger hun.

Hendes tro og fortrolighed med kirken gør det svært for hende at acceptere de senere års diskussioner om nedlæggelse af kirker, hvor også Kapernaumskirken er i spil som en af de lukningstruede.

Det vil være synd og skam, hvis man virkelig vil nedlægge vores dejlige kirke, og jeg har i det hele taget svært ved at se, hvad man så skal bruge kirkebygningerne til. Nogle spræller med arme og ben for at få folk ind i kirkerne. For mig er det smukt, at de bare står der med dørene åbne, med deres tilbud til folk: Kom ind og giv det, du vil, og tag imod det, du vil tage imod. Det synes jeg er en meget vigtig funktion. I kirkerummet kan vi finde stilhed og samling som modvægt til det flimmer, der præger vores samfund i dag, og løftes af gudstjenesten og salmerne.

Anne Vad: Salmetunger. Kirkelige sange til tiden, med musik af Christian Dahlberg, Lars Oluf Larsen, Carsten Møller og Anne Vad, illustreret med ikoner af Svend Aage Madsen. Poul Kristensens Forlag, 89 sider, 168 kroner.