Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kirkeanalyse

Salmer lovede danske soldater sejr i 1864

N.F.S. Grundtvig var en af de salmedigtere, der skrev tekster om militær sejr ved Guds hjælp. Her ses et maleri af præsten fra Vartov i København. -

Troen på Gud var et argument for dansk krigspolitik i 1864. Datidens danske salmer knyttede troen og løftet om sejr sammen, og blandt andre Grundtvig leverede teksterne

I tv-serien om 1864 indgik scener, hvor politikere i København begrundede deres ønske om krig religiøst: Fordi Gud er almægtig, kan han give danskerne sejr. Også selvom vi havde langt færre soldater end preusserne. Og i tv-serien har vi set storslåede billeder af den danske hær, der marcherede tappert mod døden med Dannebrog højt hævet.

Hvor fjernt dette end virker i dag, så var disse tankebaner ikke fjerne i datiden. Soldaterne kunne læse sig til dem i den lille salmebog, de havde i uniformsjakken. ”Udvalgte Salmer for danske Krigere” hed en lille anonym salmesamling med 64 danske salmer. Den grundtvigske feltpræst Peter Rørdam udgav også i 1864 en lignende krigssalmebog. Begge bøger rummede mange kernesalmer, der stadig står i salmebogen. Begge rummede dog også krigssalmer, der ikke har indgået i salmebøger siden, og som har et bemærkelsesværdigt syn på krig og fædreland.

I Det Gamle Testamente var der en sammenhæng mellem synd og krig: Når Israels folk syndede, sendte Gud krig som straf. Når de derimod levede gudfrygtigt, gav han dem sejr. Denne tanke overførte man på Christian IV's tid til Danmark. ”Gudsfrygt styrker rigerne”, var denne konges valgsprog. Og han mente det bogstaveligt: Uden gudsfrygt, intet Danmark. I 1864 lå denne tone stadig nær. I hvert fald bad man i en af krigssalmerne om, at Gud snart ville tage krigen bort:

”O, Gud, som mægtig er og vis / og alting har i hænde, / du krigens store tugtes ris / i nåde snart afvende.”

Dannebrog vakte for Grundtvig minder om såvel Jesu kors som kejser Konstantins berømte sejrslogo fra 300-tallet, og derfor var Grundtvig sikker på Danmarks sejr, når vores hær fulgte Dannebrog:

”Hil dig, vor fane, korsbanner hvidt, / vis er os glansen, / evighedskransen, / liv for bekymringer frit.”

Og de danske soldater kunne i deres skyttegrave læse i deres lille salmebog, at preusserne skælvede for dette korstegn:

”Fjenderne grue / mer end for sværd / ved dig at skue / plantet dem nær.”

I en anden salme er sejren tilsvarende sikker, når danskerne vandrer bag Dannebrog:

”Så sandt han er vor stærke Gud, / så sandt han drager med os ud, / hvis kors i flaget vajer. Så sandt skal mellem død og blod / vi stå, som vore fædre stod / og få en herlig sejr”.

Særlig vigtig var Grundtvigs salme ”Ej hærens tal gør sejrrig”, der stod i begge krigssalmebøger. Soldaten, der kendte sin bibelhistorie om Gideon, Josva og David, vidste, at Gud kan give sejr i krig, selvom man kun er få. Og sådanne enkelteksempler fra bibelhistorien blev i salmen overført til den politiske virkelighed. I salmen hedder det:

”Var vi end nok så få, / det skal dog godt forslå; / med os er Himlens styrke.” Og man har kunnet begrunde selvmorderisk krigsførelse med disse gammeltestamentlige eksempler.

Der blev i salmerne bedt til Gud for soldaternes kamp:

”I krigens vilde lue, / o Herre, styr vort sværd. / Du spænde folkets bue.”

Der var ingen tvivl levnet om, at Gud var på danskernes side:

”Vor fjende rykker frem med trods / i støvet os at træde, / men ret og sandhed er med os.”

Det overvejes ikke, at man kunne se anderledes på det slesvigske spørgsmål. Politiske nuancer var der ikke plads til:

”De vrede mænd med megen magt / og vold mod os opstode; / det ganske land var deres agt / at lægge sig for fode.” Det kan næppe siges at være en retfærdig beskrivelse af preussernes krigsmål i 1864.

Hvordan de overlevende soldater siden 1864 har haft det med krigssalmernes tankegange, vides ikke. Man kunne i dag let forestille sig, at de har vendt en så uholdbar tankegang ryggen - og med den hele kristendommen.

Sådan gik det dog typisk ikke. Årene efter 1864 var en fremgangstid for kirken i landet. Soldaterne valgte andre salmer at synge.

I krigssalmebogen stillede en salme det alt for relevante spørgsmål: ”Hvem ved, hvor nær er mig min ende?”, og heri ender hvert af versene: ”O Gud, gør da for Kristi blod / min afskedstime sød og god.”

Den enkelte var ikke overladt til sig selv i nødens stund - som i nogle af vore nutidige bønner, der ikke tør anråbe Gud om at gøre noget ved elendighederne, hvorfor bøn bliver forstået som blot et middel til selvbearbejdelse. De klassiske salmer glemte dog heller ikke i national begejstring, at Danmark er en politisk enhed, ikke et særligt gudsfolk. Kernesalmerne henviste det hjælpeløse menneske til Guds barmhjertighed i Kristus. Og de bestod, da krigssalmerne forsvandt.