Samarbejde på tværs skaber større forståelse

Tre landsogne på Als har indledt et nyt samarbejde på tværs. Det har været positivt, men også vist, at sognegrænserne stadig har betydning. Her ligger en fremtidig udfordring for folkekirken, påpeger provst Anne Margrethe Raabjerg Hvas

Man skal ikke lade sig diktere af de gamle sognegrænser, men de kan heller ikke overses, hvis et kirkeligt samarbejde på tværs skal fungere, mener provst Anne Margrethe Raabjerg Hvas. -
Man skal ikke lade sig diktere af de gamle sognegrænser, men de kan heller ikke overses, hvis et kirkeligt samarbejde på tværs skal fungere, mener provst Anne Margrethe Raabjerg Hvas. -. Foto: Claus Fisker.

- Man har fået blik for naboen, og folk har jo været naboer på kryds og tværs med hensyn til skoler, indkøb og alt muligt andet, men kirkeligt set har nabosognet i praksis ikke for alvor eksisteret i ens horisont. Det er positivt, at det nu er ved at blive ændret.

Tre små landsogne på Midtals - Ketting, Asserballe og Notmark - indledte for halvandet år siden et nyt samarbejde på tværs af sognegrænserne, til dels tvunget af omstændighederne, da der skulle spares en præst. Det har åbnet for nye perspektiver på det kirkelige arbejde, konstaterer provst Anne Margrethe Raabjerg Hvas, sognepræst i Ketting.

- Vi har fået en større forståelse for, at vi jo hører sammen i et større fællesskab i kirken, der rækker over sognegrænserne.

Samtidig understreger erfaringerne, at de gamle sognegrænser, som siden 1100-tallet har opdelt det kirkelige Danmark, fortsat har betydning, ikke blot historisk, men også reelt i mange egne af Danmark, først og fremmest i landdistrikterne. Der ligger derfor her en fremtidig udfordring for folkekirken i arbejdet på at få de nye samarbejdsrelationer på tværs af grænserne til at udvikle sig i et positivt samspil med de gamle sognegrænser, påpeger Anne Margrethe Raabjerg Hvas.

Selv kom hun til Als fra en præstestilling i et storbyområde, hvor sognegrænser ikke havde den store betydning.

- Jeg mener stadigvæk, at det med sognegrænser, hvis de fungerer som en Berlinmur, ikke har nogen fremtid for sig, men jeg må jo sige, at jeg har lært noget af at komme til et sted med en kirke med kirkegård og historiske rødder: At sognegrænser fortsat mange steder betyder noget for mange mennesker.

- Det skal man ikke lade sig diktere af, men bestemt heller ikke bare overse og mene, at det er lige meget, for folk kan lige så godt gå over i nabokirken. Det er ikke så enkelt, og det er udfordringen: Hvordan kan vi udbygge samarbejdet uden at give køb på det helt lokale tilhørsforhold?

I Ketting, Asserballe og Notmark har de nu indhøstet positive erfaringer med samarbejde om sogneaftener, børneaktiviteter og konfirmander.

- Jeg tror helt klart, at der vil komme mere og mere samarbejde inden for folkekirken, og det er vigtigt, at der tænkes over gode veje dertil. Det er ikke noget, man skal forsøge at tvinge igennem. Det må komme ad frivillighedens vej, og så er jeg overbevist om, at det lige så stille vil brede sig som ringe i vandet. Blot man husker at give det den nødvendige tid og respektere, at det tempo, vi hver især bevæger os i, kan være meget forskelligt. Vi kan let slå noget i stykker ved at have så frygteligt travlt med, at nu skal det hele lægges sammen.

steens@kristeligt-dagblad.dk