Samaritanerne var jødernes fjender
Bibelens historie om den barmhjertige samaritaner udlægges ofte som en fortælling om uselvisk næstekærlighed. Men der er endnu et lag i den historie, siger teologilektor og henviser til et langvarigt fjendskab mellem datidens jøder og samaritanere
Da Jesus fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner skulle det vise sig at blive et stort pr-boost for den etniske og religiøse gruppe fra regionen Samaria. I dag er ordet samaritaner i høj grad synonymt med noget positivt. Det har lagt navn til hospitaler verden over, har inspireret til paragraffer i straffeloven, og mennesker uddannet i førstehjælp kendes nu som samaritter.
Men da Jesus ifølge søndagens tekst fortalte om samaritaneren, der hjalp en forslået mand i vejsiden, var ordet samaritaner langtfra forbundet med noget positivt. Det siger Johannes Nissen, der er lektor emeritus i Det Nye Testamente på Aarhus Universitet og har skrevet om lignelsen fra morgendagens prædikentekst.
”Der er ikke mange i dag, der tænker over, hvor stor en provokation det var at bruge en samaritaner som det gode eksempel. Men det siger nok noget om, at lignelsen har fået så stor gennemslagskraft, at fortællingen har ændret karakter. Datidens jøder havde i mange år været fjender med samaritanerne,” siger han.
Samaritanerne praktiserede en afart af jødedommen. Den dominerende jødedom havde templet i Jerusalem, mens samaritanerne havde hjemsted i Samaria. De blev ikke regnet for at være jøder, men derimod frafaldne.
Samaritanerne mente derimod, at de var de oprindelige israelitter, og i årene op til Jesu tid var der flere eksempler på voldsomme sammenstød mellem samaritanerne og jøderne. For eksempel siges det, at samaritanere smuglede menneskeknogler ind i templet i Jerusalem for at besudle og vanhellige det.
Mange læser i dag lignelsen som inspiration til, hvordan man skal handle, når man ser mennesker i nød. Og det er da også en rigtig måde at læse teksten på, men det er ikke hele sandheden om den barmhjertige samaritaner, lyder det fra Johannes Nissen. Man må nemlig ikke glemme pointen med at bruge den dengang kontroversielle samaritaner som hovedperson, som den ville have lydt for en datidig jøde.
”I og med at samaritaneren er den barmhjertige i fortællingen, er den en opfordring til fjendekærlighed. Samaritanerne og jøderne var fjender. Det tænker vi ikke over i dag, og derfor må man tænke nyt. For mange i dag kan det være muslimer, for andre kan det være jøder, svenskere eller hvad ved jeg, der kunne stå i stedet for en samaritaner. Pointen er i hvert fald, at Jesus udvider buddet om næstekærlighed og gør det endnu mere radikalt ved at opfordre til fjendekærlighed,” siger han.
En anden pointe, Jesus får frem, er synet på næsten, tilføjer Johannes Nissen. For den lovkyndige er næsten blot et mål til at få sit på det tørre i forhold til buddet om næstekærlighed. Det kommer han til at afsløre i sit spørgsmål til Jesus. For samaritaneren er det afgørende at handle ud fra medfølelse med den nødlidende.
”Den lovkyndige betragter sin næste som et objekt, og det vil mange i dag sikkert også gøre. I dag er der også mange, der debatterer, hvorvidt ens næste kun er ens familie, de nærmeste eller også omfatter alle nødlidende mennesker. Men lignelsen giver ikke en løsning på næstekærlighedens rækkevidde. Jesus spørger, hvem der har vist sig som næste over for ham, der er blevet overfaldet. Derved sker der en perspek-tivændring. Det hele ses nu ud fra den forslåede mands situation. Det drejer sig om at se virkeligheden ’fra neden’ og om at handle ud fra det perspektiv.”
Samaritanerne optræder meget lidt i Det Gamle Testamente, hvor Samarias befolkning før den assyriske annektering i 722 f.Kr. er benævnt israelitter. Det kan man læse i Den Store Danske Encyklopædi.
Senere jødisk tradition – især historikeren Josefus – bruger ordet samaritanere om personer, der var flyttet til det nordlige Palæstina fra Babylon, og siger, at de ikke kan regnes for at være etniske jøder, selvom de ganske vist tog dyrkelsen af Jahve fra det nordlige Palæstina til sig. Det hed desuden om dem, at de var frafaldne jøder. Men det var samaritanerne ikke selv enige i. De holdt med henvisning til mosebøgerne fast i, at de selv var de oprindelige israelitter, både etnisk og religiøst, mens jøderne ifølge samaritanerne havde svigtet den oprindelige religion og flyttet kulten til Jerusalem.