Samme rettigheder, men forskellige pligter

Spørg om religion

Jødiske kvinder har nøjagtigt de samme rettigheder som jødiske mænd. Men pligterne er forskellige. I praksis betyder det, at der er ting, mænd gør, som kvinder ikke gør, og ting, kvinder gør, som mænd ikke gør.

Generelt gælder, at mænd er forpligtede til en række ritualer og bønner, som ligger på fastlagte tider i løbet af dagen.

Da kvinder traditionelt har været dem, der tog sig af børnepasningen – og børn kan være temmelig tidskrævende – er kvinder fritaget for ritualer og bønner, som ligger på bestemte tider – dog med undtagelse af ét ritual, nemlig det at tænde shabbatlysene fredag aften lige inden solnedgang.

Det har en mand kun lov til at gøre, dersom han er alene, eller der kun er andre mænd til stede.

Jo mere ortodokse jøder er, desto strengere holder man på disse traditioner eller regler med hensyn til mændenes og kvindernes forskellige pligter.

I reformjødedommen er der ingen forskel på mænds og kvinders pligter overhovedet. Blandt andet findes der mange kvindelige reformrabbinere.

Der er en række store jødiske feminister og rabbinere, som I kan finde på internettet. Det letteste vil formentlig være at søge på ordene judaism, reform judaism, feminism, equal rights, women's lib og halacha – som er det hebraiske ord for vores regler.

Vi er ikke nogen stor menighed i Danmark, så det er nok begrænset, hvad der findes på dansk på nettet, men på engelsk er der masser.

Desuden er der en ortodoks jødisk feminist, som er fremragende, og hun hedder Blu Greenberg. Hvis du søger på hende, skulle du nok kunne finde noget.