”Samskabelse” mellem kirken og det offentlige: Kan kirkens dans med kommunen blive for tæt?

En debat om samskabelse mellem kirken og det offentlige foregår for tiden for fulde gardiner mange steder i folkekirken. Kritikere frygter, at folkekirken bliver politiseret, mens fortalere mener, de ser spøgelser. Det er en strid mellem to forskellige syn på, hvad det vil sige at være folkets kirke i en velfærdsstat i forandring, siger professor

Aarhus Stift beskrives som en frontløber inden for samskabelse mellem kirke og kommune. Her ses deltagere i konferencen ”Fælles om” , som blev holdt på Aarhus Rådhus i 2018 for kommunen, folkekirken og organisationer. Foto: Lars Salomonsen

Samskabelse kan afhjælpe ensomhed og styrke den grønne omstilling. Samskabelse kan løfte samarbejdet med kommuner og uddannelsesinstitutioner. Samskabelse kan gøre folkekirken mere udadvendt.

Det er ikke så lidt, man kan få ud af at samskabe, hvis man skal tro fortalerne for det moderne begreb, der dækker over et særligt samspil mellem kommunen og det omkringliggende samfund. Men kritikere mener, at kirken, i et forsøg på at gøre sig relevant i samfundets udfordringer med at sikre velfærd for borgerne, risikerer at sælge ud af sin højt agtede politiske neutralitet.

For nylig sneg ordet sig ind i den bispevalgkamp, der for tiden foregår i Aalborg Stift. Ved en valgdebat gav en af kandidaterne, formand for Provsteforeningen Annette Brounbjerg Bennedsgaard, sin udlægning af begrebet, som hun kaldte ”et nyt bullshit-ord”.

”Jeg kan ikke se, at der er noget nyt under solen egentlig. Det er mestendels det, vi jyder ofte kalder samarbejde, og det har kirken gjort altid,” sagde hun.

Hendes to modkandidater Thomas Reinholdt og Hanne Dahl var noget mere skeptiske, da de opfatter samskabelse som noget mere end bare et samarbejde med samfundet, hvad kirken jo altid har gjort.

”Samskabelse, som jeg forstår det, kan skabe et pres på vores folkekirkelige struktur,” lød det fra Thomas Reinholdt. Han uddyber, at han er helt for, at kirken samarbejder med dem, der vil samarbejde. Men han ser en fare for, at samskabelse mellem folkekirken og kommuner kan hægte menighedsrådene af, fordi mange aftaler formentlig vil blive forhandlet på plads på provstiniveau.

Han blev ved debatten bakket op af Hanne Dahl:

”Vi skal samarbejde, men vi skal være ekstremt bevidste om, at folkekirken skal være et helle i samfundet,” sagde hun.

Men hvad er samskabelse? Og har Annette Brounbjerg Bennedsgaard, der i øvrigt netop har gennemført en toårig masteruddannelse om samskabelse, ret, når hun siger, at det er det samme som at samarbejde? Delvist. For samskabelse er en ud af mange former for samarbejde, forklarer Lars Buch Viftrup, der er ph.d-studerende ved Aarhus Universitet og har skrevet opgave om samskabelse mellem kirke og kommune.

Samskabelse et ord, der stammer fra den offentlige forvaltning og blandt andet dækker over, hvordan kommuner kan inddrage civilsamfundet til at løse velfærdsopgaver, den selv har svært ved.

”Heri ligger der både et ressourcespørgsmål, for det koster, hvis kommunerne alene har ansvar for velfærden, men det er også et spørgsmål om fordeling af ansvar. Der er behov for et stærkt civilsamfund, hvis der skal være en velfungerende velfærdsstat,” siger Lars Buch Viftrup, der forklarer, at et øget fokus på samskabelse har ført folkekirken til en korsvej:

”Samskabelse har været under udvikling i 50 år i britisk sammenhæng, og herhjemme er der blevet udgivet mange bøger om begrebet de senere år. At folkekirken først forholder sig til det nu, vidner om, at den har levet i sin egen virkelighed, men nu bliver den konfronteret med en anden virkelighed. Og så er diskussionen jo, om folkekirken vil forholde sig til omverdenen og tage dens begreber og vilkår til sig, eller om den vil blive ved med at leve i sin egen verden,” siger Lars Buch Viftrup.

Samskabelse er blevet et varmt emne i folkekirken, siden der i maj udkom en bog om emnet med titlen ”Skabelse og samskabelse.” Her erklærede tre redaktører – en præst, en lektor og en forsker – et ønske om, at folkekirken bør involvere sig mere og tættere med det omkringliggende samfund. En af dem, der mener, at folkekirken skal holde sig fra samskabelse, er Jan Torkill Lange, der er sygehuspræst ved Sygehus Lillebælt. Han mener, at der i folkekirken er opstået en besættelse af samskabelse på bekostning af en traditionel luthersk kerne.

”Folkekirken skal holde sig til det, som luthersk set har været dens hovedbeskæftigelse altid, nemlig at forkynde evangeliet for enhver. Det er fortrinsvist noget, den gør med ord og kirkelige handlinger. De diakonale aktiviteter myldrer frem i disse år, og når diakonien gror sammen med kommunens tilbud, så kan det ikke undgå at blive aktivistisk og politisk. Det vil jeg gerne advare imod,” siger Jan Torkill Lange og opstiller et hypotetisk scenarium: Hvad gør kirken den dag, kommunen vil nedlægge et omsorgstilbud for ældre, som kirken er med til at samskabe, til fordel for en ny rundkørsel i et farligt kryds?

”Al ressourcefordeling er politisk. Hvis kirken brokker sig over, at de ældre bliver nedprioriteret, vil der sidde nogle på kirkebænken, der gerne vil have en ny rundkørsel og føle, at deres politiske overbevisning bliver undergravet. Derfor kan folkekirken ikke engagere sig på den her måde. Naturligvis heller ikke i landspolitiske spørgsmål. Det vil selvfølgelig føre til udmeldinger af den folkekirke, de fleste medlemmer ikke mener skal være politisk, men derimod et politisk neutralt sted for alle; høj og lav, venstre- og højrefløjstilhængere,” siger Jan Torkill Lange.

Når samskabelse i den grad kan få blodtrykket op, skyldes det ifølge professor i Systematisk Teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg, at det stiller to forskellige kirkesyn over for hinanden. Det ene er det, han kalder ”det snævre syn” på folkekirkens rolle, som er formet af, at staten og kommunen i årevis har taget velfærdsopgaver på sig, som førhen lå på kirkens bord. I takt med velfærdssamfundets opblomstring har kirken koncentreret sig mere og mere om forkyndelse, undervisning af konfirmander og kirkelige handlinger.

De senere år er der bare sket det, at velfærdssamfundet har erkendt, at der er områder, det ikke kan tage sig af. Det er de personlige relationer, stress og mening i tilværelsen. Og derfor er det i højere grad begyndt at henvende sig til civilsamfundets aktører med henblik på at få deres ressourcer i spil.

”Samskabelsesfolkene har et mere operativt syn på, hvad det vil sige at være folkekirke. De erkender, at velfærdssamfundet er under forandring og er ved at blive mere netværksbaseret. Der er altså to forskellige opfattelser af, hvad kirken bør gøre, og om samfundet og velfærdsstaten er noget kirke står over for eller er indlemmet i,” siger Peter Lodberg.

Helt uvildig er han ikke, for han har selv bidraget med et kapitel til bogen ”Skabelse og samskabelse”, og er selv et stykke hen ad vejen tilhænger af, at folkekirken engagerer sig i samskabelse med kommunerne. Han har alligevel spærret øjnene op ved den diskussion, der er opstået om ordet.

”Det har overrasket mig, at det pludselig er blevet en diskussion om stat og kirke og Luthers verdslige og åndelige regimenter. Personligt mener jeg, at det er skudt over målet, og jeg forstår ikke den modstand, der er imod samskabelse. Jeg opfatter det lidt som gammel vin på nye flasker,” siger Peter Lodberg.

Leder side 6