Velkommen til samtalekirken

Landets største kirkefestival Himmelske Dage sætter fokus på samtalen. Men man risikerer at bekræfte fordomme om konturløs folkekirke, lyder kritik

Kirken er blevet mere kreativ i sine måder at kommunikere med offentligheden på, siger stifter og direktør i kommunikationsbureauet Lead Agency Kresten Schultz Jørgensen. Foto fra Himmelske Dage i København.
Kirken er blevet mere kreativ i sine måder at kommunikere med offentligheden på, siger stifter og direktør i kommunikationsbureauet Lead Agency Kresten Schultz Jørgensen. Foto fra Himmelske Dage i København. Foto: Leif Tuxen.

Vi har samtaledemokratiet. Vi har samtalekøkkenet. Og nu har vi også samtalekirken.

Når Himmelske Dage i morgen åbner for fire dages kirkefestival i det indre København, er det med samtalen i centrum. Himmelske Dage ”ønsker en åben samtale” for ”alle nysgerrige sjæle”, som det hedder i visionen for kirkefestivalen, og rundt omkring på festivalens pladser er der opstillet samtalesofaer, hvor særligt udpegede værter inviterer til samtale.

Det er udtryk for, at kirken er blevet mere kreativ i sine måder at kommunikere med offentligheden på, siger stifter og direktør i kommunikationsbureauet Lead Agency Kresten Schultz Jørgensen.

”Kirkens kommunikation har været præget af en enorm konservatisme, og der har altid hængt et åg af fastlåst form, når man har inviteret til blødt brød og kaffe. Himmelske Dage på gader og stræder i København viser, at man nu begynder at åbne for nye dialogrum i pagt med tiden og ikke nøjes med konfirmation og gudstjenesten. I det 21. århundrede er det festivaler, sociale medier og events, som bevæger menneskelige fællesskaber, og der bør kirken selvfølgelig være til stede,” siger Kresten Schultz Jørgensen, der betragter samtaleformen som god i mødet med danskernes indgroede angst for det missionerende.

”Dybt i folkekirkens dna ligger spændingen mellem det missionerende og det ikke-missionerende. Kirken har et budskab, men vil helst have folk til at finde det selv ad bagdøren. Man vil ikke banke folk i hovedet med evangeliet, som man siger. Men det er også en berøringsangst, som er dybt problematisk, fordi den er så fattig. Men netop samtaleformen gør det muligt for kirken at bringe sig i spil og blive nærværende uden at komme i konflikt med sit ikke-missionerende dna,” påpeger Kresten Schultz Jørgensen.

Også generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stok-lund Larsen ser positivt på samtaleformen, men mener samtidig, der er en risiko for, at den eksistentielle nerve fortoner sig.

”Ser man på programmet, er det markant, hvor styrende samtale- og debatformen faktisk er. Det er karakteristisk, at det er moderatorer og kulturpersonligheder som Clement Kjersgaard, Michael Jeppesen og Dicte, der er festivalens ansigter. Man bliver i tvivl, om der også er et budskab bag al den samtale. Er der nogen, der vil sige nogen noget? Hvor er det eksistentielle drama, som troen også rummer? Og hvor er det kirkelige fællesskab?”, spørger Birgitte Stoklund Larsen og efterlyser mere kant i arrangementet.

”Jeg savner et mere differentieret program, hvor man også samtidig tør træde i bund på et mere klassisk anslag. Også det internationale aspekt, som tidligere stået centralt på kirkedagene, er nedtonet. Det er hyggeligt, hjemligt og med et stærkt dansk samtalefokus. De kirkelige kulturkæmpere er stort set heller ikke repræsenteret. Her er det en kvalitet at være blød, og man vil helst samtale med folk, der ikke er alt for uenige med en selv,” siger Birgitte Stoklund Larsen.

At ønsket om at møde folk i øjenhøjde kan ende med at bekræfte fordommene om en konturløs folkekirke, er bestemt en risiko, mener sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen, som understreger, at projektet som udgangspunkt skal anerkendes for sin gode vilje.

”Men i en tid, hvor der er så meget på spil – både kulturelt og i relation til kristendommens rolle – er det ærgerligt, hvis kirkedagene bliver en hyggefestival, hvor det handler om at have det rart. Hvor det meste rimer på religionsdialog, og alt kan diskuteres. Risikoen ved at træde ud af kirkerummet på den måde er altid, at man glemmer, at kirken også har et radikalt og udfordrende budskab, som anfægter folk, og som skal gentages så højt og tydeligt, at folk forstår det,” siger Sørine Gotfredsen.