Parterapeut: Selvom det er hårdt og trist, er man sammen med hinanden i mørket

Jesus spørger flere gange Peter, om han elsker ham i søndagens bibeltekst. Der er flere pointer at hente, som også har med almindelige menneskers kærlighed at gøre, siger parterapeut Gitte Lykke

”Nogle gange kan vi i vores stabile forhold godt tro, at vi har forstået hinanden uden rent faktisk at have det. Vi tror, vi har fyldt hinanden op med kærlighed, uden at det er sket,” siger parterapeut Gitte Lykke.
”Nogle gange kan vi i vores stabile forhold godt tro, at vi har forstået hinanden uden rent faktisk at have det. Vi tror, vi har fyldt hinanden op med kærlighed, uden at det er sket,” siger parterapeut Gitte Lykke. . Foto: Privatfoto og Klaus Schönepauck/Ritzau Scanpix.

Der kan være tidspunkter i et forhold, hvor man har brug for at trække sin partner til side og snakke. Det kan være om svigt, bekymringer for fremtiden eller andre udfordringer, som trænger sig på, og som man skal prøve at overkomme sammen.

Men nogle gange kan det være svært, og mange risikerer at tale forbi hinanden. Og så er det blandt andet, at Gitte Lykke kan komme ind i billedet. Som par- og familieterapeut har hun i mange år hjulpet mennesker med problemer i deres forhold.

”Når et parforhold er stærkt og stabilt, kan man tale om de svære ting sammen. Og kærlighed handler også om at kunne sige, at jeg er her for dig og tilgiver dig for det, du har gjort – men vi er stadig nødt til at kunne snakke om det, der er sket,” siger hun.

Det er også det budskab, Gitte Lykke finder i den tekst, der prædikes over i landets kirker denne søndag. Her trækker Jesus disciplen Simon Peter til side for at spørge ham, om han elsker ham. Det sker knap en uge efter korsfæstelsen, hvor Simon Peter over for andre benægtede, at han kendte Jesus.

”Jesus blev svigtet af Simon Peter, og nu tror jeg, Jesus ønsker at finde ud af, hvordan Simon Peters kærlighed til ham er. For trods sorg og svigt vil han ham gerne. Men Simon Peter svarer ikke på, om han elsker Jesus. Han siger i stedet, at han har ham kær, og det er svært at vurdere, om det svar har samme dybde som spørgsmålet, eller om han overhovedet har forstået, hvad han blev spurgt om,” siger hun og tilføjer, at Jesus derefter gentager sit spørgsmål med samme resultat.

”Samtalen rykker sig ikke. Der er noget i forespørgslen, som Simon Peter måske ikke forstår. Som terapeut vil jeg sige, at de ikke mødes i kærlighedssproget. Nogle gange kan vi i vores stabile forhold godt tro, at vi har forstået hinanden uden rent faktisk at have det. Vi tror, vi har fyldt hinanden op med kærlighed, uden at det er sket,” siger hun.

Uanset hvordan søndagens tekst skal forstås, tror Gitte Lykke, at der ligger gode hensigter bag spørgsmålet fra Jesus. For hun ser Jesus som kærlig, hvilket også er en vigtig del af hendes tro.

”Jeg er vokset op i et hjem, hvor kirken kun fyldte som en tradition. Men da jeg mødte min mand, og vi blev forældre, kom troen til at være en del af vores daglige liv. I nogle situationer kan jeg tænke, hvad Jesus mon havde gjort, hvis han var mig. Og svaret handler altid om kærlighed,” siger hun.

Som terapeut tilbyder hun også par, at de kan inddrage deres tro eller åndelighed i samtalerne, hvis de vil. Selv kan hun også finde på at inddrage temaer fra Bibelen, da den for hende giver mening i mange livssituationer. Det gælder også teksten til denne søndag, der ifølge Gitte Lykke kan bruges som billede på det almindelige forhold mellem to mennesker.

”I teksten gør Jesus Simon Peter opmærksom på, at det har konsekvenser at følge ham. Simon Peter var tidligere fri, men vil få en svær afslutning på livet. Og Jesus kan ikke hjælpe ham ud af det svære, men han kan være med ham og følge ham. På samme måde kan man sige, at det er hårdt at være sammen i livet. Vi går fra at styre alt selv til at være afhængige af andre. Og selvom det er hårdt og trist, er man sammen med hinanden i mørket,” siger hun.