Samtaler med præsten gjorde mig rolig. Jeg var ikke længere bange for at dø

Som 27-årig var Tina Campbell så syg af aids, at lægerne gav hende under to måneder at leve i. Men et besøg af en præst styrkede hende i troen på, at Gud ville hende det godt. Da hun mirakuløst overlevede, besluttede hun at leve hver dag fuldt ud til ære for Gud

Tina Campbell oplever Guds nærvær stærkt i sit liv. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Tina Campbell oplever Guds nærvær stærkt i sit liv. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Det var i november 1999. Jeg var indlagt på Aalborg Sygehus, og lægerne var overbeviste om, at jeg ikke ville overleve årtusindskiftet. Jeg vejede under 30 kilo, og lægerne forstod ikke, hvad jeg fejlede. Mens jeg lå der, blev det klart for mig, at jeg slet ikke havde levet mit liv. En stor del af min barndom havde handlet om at overleve med en voldelig, psykisk syg og alkoholiseret far og en invalid mor. Siden havde jeg brugt næsten al min energi på at skjule min baggrund og forsøge at gøre alle omkring mig glade. Jeg var 27 år, og det gav ikke mening, at jeg skulle dø, netop som jeg havde indset, at jeg måtte stå ved mig selv og leve mere ærligt.

Min mor foreslog at få den lokale præst til at besøge mig, og det takkede jeg ja til. Jeg husker ikke, hvad han præcist sagde, for jeg gled ind og ud af bevidstheden. Men samtalerne med præsten gjorde mig rolig. Jeg var ikke længere bange for at dø. Samtidig var jeg overbevist om, at Gud ville lade mig leve. Jeg bad til Gud og sagde: ”Når jeg bliver udskrevet, vil jeg leve hver dag fuldt ud til din ære, og jeg vil give min taknemlighed over livet videre ved at vise næstekærlighed over for andre.”

Både læger og sygeplejersker gjorde det klart, at jeg ikke ville blive udskrevet og gav mig besked på at afvikle mine ting. Men så fik en sygeplejerske den tanke, at jeg burde tjekkes for hiv, og det viste sig, at jeg havde otte forskellige slags aids i udbrud. Lægerne forsøgte sig med forskellig slags medicin, og den tredje slags virkede. Jeg overlevede og blev udskrevet.

Få måneder efter mødte jeg min mand. Han havde en datter på fire år, og nu var der én, der havde brug for mig. Mit liv havde fået mening, og den mening blev styrket, da vi fik vores to børn, Mary Ann og Josef. Nu har jeg en Maria og en Josef – og Jesus i hjertet –, så hvad mere har jeg brug for?

Artiklen fortsætter under annoncen

Mens jeg var mest syg, mærkede jeg en fred, som overbeviste mig om, at alting ender godt. Jeg var svundet ind til ingenting, og mit hår og mine negle var faldet af. Min veninde, der sad hos mig, sagde ”Gud har givet dig vinger, nu kan du flyve op over al det lort, du har oplevet, og få det hele på plads”. Og jeg følte mig glad og let. Jeg mærkede en, som jeg har haft med mig siden. Det giver mig styrke til at klare udfordringerne i hverdagen. Jeg har overlevet så meget. Som barn har jeg siddet bag på min fars cykel massevis af gange, mens han kørte fuld ind og ud mellem bilerne. Når jeg har overlevet alt det, skylder jeg Gud at få max ud af livet hver dag.

Jeg voksede op med en mor, der var kristen. Hun talte meget om Jesus og om næstekærligheden. Men jeg så min mor som svag, fordi hun lod min far slå både hende og mig, og derfor kunne jeg ikke se hendes tro som en styrke.

Min far troede ikke på noget – hverken på Gud eller sig selv –, og han ville ikke give min mor lov at vise, hvem hun var. Han var psykisk syg, og meget af min barndom handlede om at gøre ham tilpas, så han ikke flippede ud, og gøre ham glad, når han var depressiv.

Mine forældre var rigtige 1970’er-hippier med en broget vennekreds. Der var hjemløse, bumser og narkomaner, og der må også have været muslimer, for jeg husker, at jeg så nogle af dem tage et tæppe frem, rulle det ud og bøje sig ned. Jeg spurgte de voksne, hvad de lavede.

”De beder om, at der kommer en bedre dag i morgen,” sagde de. Jeg kravlede ned fra min skibsbriks og fandt et gammelt tæppe frem og forsøgte at efterligne dem. Det må have set mærkeligt ud, for mine ben var stive, fordi jeg led af invaliderende børnegigt.

Da jeg var otte år, smadrede min far hele huset, så de dobbelte glasdøre i vindfanget stod tilbage uden glas. Min mor, der normalt ikke kunne bevæge sig uden at hive sig frem, mens hun støttede armene på et rullebord, formåede at komme ud af huset med min lillesøster og mig og få fat på naboerne og ringe efter politiet.

Vi flyttede til Nordjylland, min mor begyndte at gå i kirke, og min søster, og jeg begyndte på en kristen skole med indremissionsk personale og visioner. Der fik jeg den ro og stabilitet, jeg havde manglet. Der var morgensamling med salmesang, og det var en lille skole, hvor mange af familierne kendte hinanden og kom i det lokale missionshus. Der var mange regler. Vi måtte for eksempel ikke spille, og sådan var min mor ikke, men der var rummelighed nok til, at man kunne være forskellige.

I 5. klasse gav min tysklærer mig en bogom en pige, der ligesom jeg sad i kørestol, og som havde brugt troen til at finde sin styrke. For første gang koblede jeg det at tro med at finde sin styrke. Jeg begyndte at forstå, at da min mor slap ud af det ødelagte hus med min søster og mig, var det troen, der gav hende styrke. Og det samme skete for mig, da jeg overlevede lægernes dødsdom.

Jeg oplever Guds nærvær stærkt i mit liv – som inspiration og hjælp i alle mulige situationer, men først og fremmest som en ultimativ tro på, at alt nok skal gå godt. Det er den tro, jeg fik, da jeg var syg – og som samtalerne med præsten for alvor kaldte frem. Da min datter gik til minikonfirmand hos ham forrige år, var det et bevægende gensyn.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg blev vred på Gud, da jeg var så syg som 27-årig, at lægerne gav mig mindre end to måneder at leve i. Jeg syntes ikke, at det gav mening, at jeg skulle dø, når mit liv nærmest ikke var begyndt. Jeg havde brugt en stor del af min barndom på at overleve i et hjem med vold, misbrug og psykisk sygdom og havde siden brugt enormt meget energi på at skjule min fortid. Nu var jeg endelig parat til at leve. Bagefter var jeg også vred på Gud, for jeg havde overlevet, mens mange andre var døde i en ung alder. I dag tror jeg på, at det hele hænger sammen på en eller anden underfundig måde.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Min matematiklærer sagde engang til mig, at jeg ikke skulle være ked af, at jeg ikke var så god til matematik. Jeg skulle bare finde ud af, hvilke evner der var lagt ned i mig, og lade dem komme frem. Det råd har fået mit liv til at folde sig ud, og det er essensen i det, jeg giver videre i mine foredrag og bøger. Det er også derfor, min selvbiografi kom til at hedde ”Mælkebøttebarn i blomst”. Frøet var lagt ned i mig, men jeg har givet det plads til at blomstre.