Julia Lahme: Sandheden har ikke mange dimensioner for tiden

I dag er mennesker så optagede af deres egen version af sandheden, at vi diskuterer uden at lytte og dermed nærme os hinanden, siger etnolog og forfatter Julia Lahme. Udviklingen er ifølge hende farlig for os og kræver en særlig rummelighed fra folkekirken

"Der er noget kulturelt, filosofisk og spirituelt, som kristendommen repræsenterer for mig, og som jeg synes, vi mennesker har brug for i dag,” siger etnolog og forfatter Julia Lahme. -
"Der er noget kulturelt, filosofisk og spirituelt, som kristendommen repræsenterer for mig, og som jeg synes, vi mennesker har brug for i dag,” siger etnolog og forfatter Julia Lahme. - . Foto: Line Thit.

Julie Lahme har ingen hemmeligheder. Det erklærer hun oprigtigt, mens hun roligt lader tommelfingeren glide op og ned ad sin kaffekop.

For nogle år tilbage besluttede den i dag 38-årige etnolog og forfatter at leve så åbent og ærligt som muligt, og hver gang en hemmelighed dukker op, skriver hun den ind i et nyt bogprojekt.

Nogle har kaldt hendes ærlighed befriende. Andre kan ikke holde den ud, siger hun.

”I dag må man helst ikke reklamere med at være ærlig, for det, jeg ser som en oprigtig version af virkeligheden, er ikke nødvendigvis den virkelighed, andre lever i. Jeg kan altså komme til at sige noget, som andre ikke ser som deres sandhed - og det kan vi mennesker ikke lide.”

På det store spisebord foran Julia Lahme står hendes bærbare computer. Undervejs i interviewet vender hun flere gange blikket mod skærmen for at se nærmere på søndagens tekst om Jesus, der fortæller en samling jøder, at han er Guds søn. Heller ikke Jesus kommer langt med sin ærlighed. Jøderne tror ham ikke, men mener derimod, at han er besat af en dæmon.

”For mig handler teksten om, at der er en afsender og en modtager af en løgn og en sandhed. Men sandheden er ofte ilde hørt og sværere at komme af sted med end løgnen. For sandheden er mere kompleks, end man kunne ønske sig,” siger hun.

Julia Lahme ser to pointer i teksten. Den ene er det kristne budskab om, at man lever ”for evigt”, hvis man tror på Jesu ord.

”Og skal man trække noget mere alment ud af teksten, så er den anden pointe, at vi skal være så ærlige, som vi overhovedet kan,” siger hun.

Så holder hun en kort pause og smiler.

”Selvom det overhovedet ikke er det, der står.”

Smilet bliver til et grin, inden hun uddyber.

”Der står overhovedet ikke noget om ærlighed i den tekst. Der står mest bare, at Jesus har ret, og alle, der tvivler på ham, må pakke sammen. Han er ikke super imødekommende og demokratisk lige her. Han siger egentlig, at man kan vælge mellem ham eller døden - tro på mig, eller fald ud over kanten.”

Faktisk er noget af det, Julia Lahme finder mest interessant ved søndagens tekst, at ingen rykker sig fra deres standpunkt. Jesus siger, at han taler sandt, og jøderne siger, at han lyver. På den måde tager teksten ifølge hende fat på et generelt problem i samfundet i dag.

”I det postmoderne samfund har vi alle hver især fundet sandheden, og vi er meget lidt villige til at høre på andre. Sandheden har ikke mange dimensioner for tiden. Vi taler kun ud fra vores egne erfaringer og egen næsetip, og hvis ikke alle mener præcis det samme som os selv, så er det dem, den er gal med. Der er kun én sandhed.”

Ifølge Julia Lahme ser man denne problematik i de aktuelle debatter om moderskab, forældreskab og flygtninge.

”Er man en dårlig mor, hvis man går på arbejde eller går hjemme, og er flygtninge en økonomisk byrde eller en gevinst for samfundet? Det er, som om der ikke findes noget midtimellem, men kun et rigtigt og et forkert svar. Vi diskuterer principper mere end muligheder og omstændigheder og har travlt med at sikre vores eget ståsted.”

Julia Lahme kalder udviklingen trist. For man skal have flere sandheder i sit liv.

”For eksempel er jeg nødt til at være åben for, at min mand ikke ser på mit liv på samme måde, som jeg gør. Det er, når verden skal se ens ud for alle, at vi havner i jeg ved ikke hvor mange skilsmisser om året og ufred i familierne. Det kun at tro på én sandhed er meget farligt i det levede og virkelige liv.”

Selv ville hun ønske, at hun havde fået flere sandheder fra sin egen mor, inden hun døde af kræft. Det var hendes sygdom og død, der fik Julia Lahme til at beslutte sig for at være så ærlig og åben som muligt om sine egne hemmeligheder.

”Da hun døde, opdagede jeg, at der var tusind ting, jeg enten ikke havde spurgt hende om, eller som jeg troede, jeg vidste om hende, men ikke gjorde. For eksempel hvordan man fik familielivet til at hænge sammen, og hvordan det var at blive ældre. Hun havde selv undladt at dele sine sandheder, men jeg mener, man skylder sine børn en meget rå variant af virkeligheden. Jeg er selv en del af en meget stor generation af kvinder med en hang til utilfredshed, fordi vi havde forventet, at livet ville blive bedre. Det, tror jeg, skyldes, at vores mødre ikke var helt ærlige. Den lille utilfredshed i os er en del af arvesynden.”

Julia Lahme bruger ofte bibelske begreber, mens hun fortæller. Ud over arvesynden vender hun flere gange tilbage til udtrykket ”i begyndelsen var ordet”, som hun ser som et omdrejningspunkt i sit forfatterskab og arbejde med kommunikation.

På grund af opvæksten med en katolsk far og årene på den katolske Sct. Albani Skole i Odense sidder både de kristne begreber og principper på rygraden.

”Jeg er opdraget med det kristne værdisæt og opdrager mine børn ud fra de samme kulturelle normer. De skal være næstekærlige og tænke på andre før sig selv. Men jeg anser ikke mig selv for kristen eller religiøs,” siger hun og tilføjer et ”desværre”.

”Jeg vil sige, at jeg er en positivt ladet tvivler. Jeg har haft et meget stort ønske om at være mere troende, end jeg er. Jeg tror, meget i livet havde været nemmere, hvis jeg havde en større religiøs overbevisning, end det er tilfældet. Der er noget kulturelt, filosofisk og spirituelt, som kristendommen repræsenterer for mig, og som jeg synes, vi mennesker har brug for i dag. For vi er bange for tanken om, at vi er alene og svæver rundt i verden uden at være bundet til noget. I den moderne verden mangler vi at være en del af en større mening og være på vej et sted hen. Her kommer kristendommen med en sammenhæng og et system,” siger hun og tilføjer, at kristendommen dog er truet af, at mennesker i dag netop vil finde deres egen sandhed.

”Derfor har folkekirken brug for en rammefortælling, som siger noget om, hvordan alle tvivlerne passer ind i kirkens system. Det skal ikke handle om, at man tager fejl, hvis ikke man er helt enig i det kristne budskab. Jeg er typen, der bruger troen i livskriser, hvor jeg anråber altet og siger, at hvis der er nogen, så kom og hjælp. Da min mor døde, sagde jeg også, at jeg ville være glad, hvis nogen tog imod hende.”

Efter moderens død skrev Julia Lahme i 2009 interviewbogen ”Sig farvel - Hvad præster ved om sorg”. I et interview til bogen sagde en præst, at Gud ikke var nærig med billetter til himlen - hvis bare man opførte sig ordentligt, skulle man nok komme ind.

”Hvis man tænker sådan, så kan kirken rumme langt mere end en ensidig udlægning af Bibelen. Jeg synes, den danske folkekirke kan en masse. Den giver plads til de troende, de ikke-troende og tvivlerne, og hvis den fortsætter med at være rummelig, så skal danskerne nok komme. For vi vil gerne fælleskabet og åndeligheden.”