Efter skoleloven af 1975 og mange andre tiltag, der holder kristendommen ude af den fælles kultur, kan man tænke, at nu står kirken snart tilbage som hoved- og næsten eneleverandør af levende kristendom til det danske folk. Men det er ikke alt, der er at sige om den sag. Der er også grund til at hæfte sig ved den kristendomsformidling, som – uden kirkelig mærkat – foregår som en del af det almindelige kulturliv.
Jeg skal slet ikke nævne de former for kristendom, der dukker op i litteratur, film, sang, musik og billedkunst, som løbende belyses i Kristeligt Dagblad.
Selvom der kun sjældent er tale om direkte forkyndelse, er det ofte tydeligt, at vejen til kristendommen åbnes, fordi de eksistentielle spørgsmål sættes i fokus, ligesom Johannes Døberen gjorde det, da han beredte vejen for Jesu jordiske virke.
I sammenhæng med den kunstneriske indsats er det umuligt at undgå at nævne den mirakuløst store og fornemme produktion af nye salmer med tilhørende melodier, som begyndte så småt for 50 år siden, men som endnu ikke er kulmineret. Vi har ikke set noget lignende siden Grundtvigs og Ingemanns dage.
Helt nøgternt kan man argumentere for, at vi står midt i danmarkshistoriens største salmeboom med afgørende betydning for kristendommens muligheder for at blive sunget ind i mange år fremover. Ikke blot de bedste af de gamle, men også mange af de nye salmer er af en sådan kvalitet, at også kulturens fagfolk kan se, at salmerne ikke blot har folkelig appel, men også eksistentiel tyngde og litterær og musikalsk kvalitet.
Salmedigterne er litterært dygtige, men de er som regel også kristne, og som hovedregel er deres salmer beregnet til at blive sunget i kirken. Så de tæller ikke uden videre med, når vi taler om kristendomsformidlingen uden om kirken i Danmark. Der er imidlertid en særlig dansk tradition, der – trods sekularisering, kulturradikalisme og meget andet – bevirker, at der fortsat kan synges salmer i det offentlige rum, selvom der måske er nogle kulturradikale, der krummer tæer.
Da gæsterne ankom til koncerten i Radiohusets Koncertsal i forbindelse med prins Henriks 80-årsdag i 2014, blev de mødt med et kor, der sang danske sange i foyeren. Midt i det hele sang koret Johannes Johansens ”Det dufter lysegrøntaf græs”. Naturligvis, for hvilken sang og melodi er bedre og mere sangbar i forsommeren, selvom der for resten er tale om en salme, der også er med i salmebogen?
Her under coronakarantænen kan man i rigt mål opleve det samme ved Phillip Fabers morgensang på DR 1 – eller i genudsendelserne på DR 2 af hans danske sangkoncerter med pigekoret fra DR Koncerthuset. I hans repertoire er gode sange og salmer aldeles ligestillede.
Den lethed, hvormed kulturelt uddannede mennesker, som ikke er betalt af kirken, kan blande salmer og sange, har baggrund i en særlig dansk tradition, der har fået en renæssance i de senere år. Salmehistorikeren Peter Balslev-Clausen peger på rødderne i Grundtvigs skabelsesteologi og dens forvaltning i den danske højskolekultur, som på dette punkt har bredt sig langt ind i KFUM, KFUK og Indre Mission: I de fleste seriøse danske sangbøger er både salmer og sange optaget på en måde, som det ikke kendes fra andre lande.
I de nye udgaver af Højskolesangbogen står sange og salmer helt side om side, opdelt efter emner, modsat de ældre udgaver, hvor salmerne stod respektfuldt først for sig selv. I dag kan man gå lige fra ”Se, nu stiger solen” til ”Se, hvilken morgenstund”. Ret forstået er Ninna, der gået i bad, hos Benny Andersen, den samme Guds gave her i livet, som Jakob Knudsens ”moder, søster, elskte: min kærlighed”. Benny Andersen sætter hud og hår på Jakob Knudsens kærlighed, og Knudsen minder os om, hvem der skænker både livet og kærligheden.
På den måde opstår der en vekselvirkning mellem det menneskelige og det kristelige, sådan som Grundtvig mente, at kristendommen kræver det. Den planlagte alsang i domkirkerne i marts måtte aflyses under coronaen, men traditionen hjælper os til at følge det flotte slogan, som tidligere natkirkepræst Mikkel Vale har skabt: ”Frygt ikke. Syng tappert!”.
Hans Raun Iversen er tidligere lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet.